'Livet går sin gang ... og snart skal man jo dø!'. Sådan lød titlen på en forestilling, som Vigga Bro lavede sammen med Erik Moseholm for ti år siden. Nu må hun så runde sin 75-års fødselsdag, dagen efter at hun har sagt endelig farvel til ham, hendes ægtemand og kunstneriske partner. Så sent som i august optrådte parret sammen i musikfablen 'Ragnarok', der sigende nok handler om gudernes sidste dage. De to var guder sammen, når det gjaldt om at få en fortælling til at swinge. Hun med sin stemme, han med sin bas. Urkraft Fortællekunsten strømmer stærkt gennem Bros lille, seje kvindekrop, som var det livets kilde. Hun ved om nogen, at »historiefortælling er gammel som menneskene«. Hun er sibyllen med det evigunge glimt i øjet, grand old lady på den danske fortællescene.
Men nu har hun ikke siddet på fortællerstolen siden tidernes morgen, dengang i 1960'erne og 70'erne. Da var hun ombejlet ung skuespiller, med en underfundig slagkraft og en erotisk gnist, som hun altid har bevaret. Hun var en komisk hovedkraft hos Stig Lommer, og hun var blandt meget andet Nille over for Buster Larsens Jeppe på Det Ny Teater. Men som hun siden har fortalt i et af sin muntre søsterskabssværmerier på scenen med Anne Marie Helger, 'Primatonna De Luxe', var teatret dengang lukket inde bag blyskotter. Så for ikke at blive fuldstændig skizofren forlod hun det etablerede og gik ind i gruppeteatret Banden med al sit samfundsengagement og sin kvindesag. Nye højder Her prøvede hun 1976-83 også kræfter som instruktør, og det var ikke mindst her, hun stiftede bekendtskab med Dario Fo som skelsættende inspiration videre frem. Ud over at hun instruerede hans komedier såsom 'Rock og rå latter' på Gladsaxe Teater i 1983, begyndte hun at optræde med Fos og Franca Rames monologer som f.eks. 'Ikaros og andre historier'. Det blev begyndelsen på hendes livtag med fortælleteater.
