Brand. Malene Birger har i dag rollen som konsulent og ikon for det tøjmærke, hun selv har gjort berømt.
Foto: Finn Frandsen(Arkiv)

Brand. Malene Birger har i dag rollen som konsulent og ikon for det tøjmærke, hun selv har gjort berømt.

Fødselsdage

Dansk modedronning fylder rundt

Designer Malene Birger fylder 50 år i morgen.

Fødselsdage
FOR ABONNENTER

Malene Birger kommer stadig ind og bukker og tager en ærestur op og ned ad catwalken, når By Malene Birger holder modeshow, også selv om hun i dag hverken ejer firmaet, der bærer hendes navn, eller har ansvaret for designet.

Alligevel er hun ét med brandet, og når stampublikummet klapper, er det i lige så høj grad en hyldest for lang tro tjeneste som spontan jubel over den kollektion, de netop har fået præsenteret.

LÆS OGSÅ

Malene Birger har en trofast fanskare, og i rollen som kreativ konsulent for By Malene Birger er hun en slags levende maskot for mærket og de mange kvinder, der gennem de sidste 20 år har klædt sig i hendes tøj.

Malene Birger (Johansen) er en af de store damer i dansk mode og vinder af mange priser for sit arbejde.

Hun var helt oplagt som en af de to udvalgte designere, der sidste år kom på frimærke, da Post Danmark udgav en serie mærker til ære for dansk mode. Den anden var Soulland, der repræsenterer den nyeste modegeneration, mens Malene Birger står for det etablerede.

Den kreative halvdel
Hun dukkede op i det offentlige modebillede i 1997 og fik sit gennembrud med et andet firma, der også fortsat bærer hendes navn, Day Birger et Mikkelsen. Hendes makker var Keld Mikkelsen og tog sig især af det forretningsmæssige, mens Malene Birger med en fortid hos Jackpot og Marc O'Polo foldede designtalentet ud.

Day blev en central aktør i en ny bølge af danske mode. Boho chic kaldte man stilen til de feminine luksushippier med en blanding af perlepynt, falmede indiske farver og tynde, smukke stoffer. Det var storbysmart på en skødesløs facon.

LÆS OGSÅ

»Tøjet ligner en million, men fås til ubegribeligt billige priser«, skrev Lotte Freddie i bogen 'Modens Mestre' og fremhævede Malene Birgers broderier og håndværk.

Samarbejdet med Keld Mikkelsen stoppede brat i 2002, al kommunikation blev overladt til advokater, og de to talte efterfølgende ikke sammen i årevis.

Brandstyrke
I 2003 etablerede Malene Birger i stedet sit eget mærke, By Malene Birger, med økonomisk støtte fra koncernen IC Company's.

Her har hun for alvor rendyrket sin vision om smart modetøj, der kan bæres af virkelighedens kvinder. Malene Birger forstår, at mode ikke kun er noget for taljeløse teenagere, og hendes blazerjakker, løse bukser med læg og smalle nederdele med perlebesætninger i striber findes i mange klædeskabe. Både herhjemme og i udlandet.

By Malene Birger sælges i 42 lande verden over, og planen er, at der skal komme flere egne butikker. Den seneste åbnede i november i Doha i Qatar.

SE OGSÅ

Siden 2010 har IC Company's ejet 100 procent af By Malene Birger, og stifterens rolle handler nu kun om at give kreative råd og være mærkets ansigt.

Hun har forklaret, at hun solgte de sidste aktier for at få mere tid til fordybelse og andet end økonomi, ledelse og møder.

»Jeg valgte at sætte mig selv fri«, sagde hun i 2011 til Berlingske. »Jeg har knoklet hele mit liv, og jeg har gode resultater. Men jeg kunne mærke, at jeg savnede tid til fordybelse. Jeg savnede mere tid til 'Malene' og mindre tid til 'Malene Birger'«.

Et nyt liv med og uden mode
Den ekstra tid, hun har købt sig, er bl.a. blevet brugt på bogen 'Life and Work' med fotos fra de hjem, hun har indrettet rundt om i Skandinavien og særligt på Mallorca, hvor hun har haft base i en årrække. Her er hun senest begyndt at male, og som i en stor del af hendes tøjdesign er det sort og hvid, der dominerer de abstrakte malerier.

Forbindelsen til dansk mode bliver næppe kappet helt. I 2013 fejrer By Malene Birger 10 års jubilæum, og festlighederne havde snigpremiere i august ved Copenhagen Fashion Week. Der var pink champagne i glassene og pink hjerter som gennemgående tema i en 'greatest hits'-agtig kollektion.

LÆS OGSÅ

Hjerterne skulle symbolisere, at det gælder om at have hjertet på rette sted og huske at give til velgørenhed.

Malene Birger samarbejder selv med Unicef om et projekt i Togo, der skal skaffe penge til skoler, lærere og undervisning til børn i et af verdens fattigste lande.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce