Der er formentlig mange, som er villige til at skrive under på Duke Ellingtons musikalske dictum om, at »it don't mean a thing, if it ain’t got that swing«, men en af dem, der står allermest inde for sætningen som livsfilosofi, er saxofonisten Hans Leonardo Pedersen, som fylder 70 med jazzens rytmer brusende i blodet.
For i mere end et halvt århundrede har han holdt den musikalske fane højt og båret fakkelen for den swingmusik, han elsker så hedt. I adskillige sammenhænge, men først og fremmest den, der bærer hans eget navn: Leonardo Pedersens Jazzkapel, et af rigets længst levende jazzmusikalske ensembler. Elvis satte det hele i gang Hans musikalske karriere tog sin begyndelse, da han i slutningen af 1950’erne, som så mange andre unge mennesker på den tid, var en del af den såkaldte revival jazz-bølge, som skyllede ind over Europa og betød en opblomstring for en musikform, som ellers var ved at blive trådt aldeles under fode af et fænomen ved navn rock’n’roll i almindelighed og en herre ved navn Elvis Presley i særdeleshed.
