Bent Holstein er langtfra den eneste kunstner i sin generation, der aldrig har savnet den uddannelse på Kunstakademiet, som han heller ikke fik. Han er autodidakt, og en autodidakt kan kort beskrives som en, der har valgt at have sig selv som lærer. I tilfældet Bent Holstein har det været et godt valg. Til at begynde med var musik det, der betød mest. Det afgørende skub mod en fremtid som billedkunstner modtog han tidligt – og helt tilfældigt. 17 år gammel oplevede han i Paris et maleri af spanieren Antoni Tapiès, et gult maleri med en sort plet. Pletten forfulgte ham. Det samme kom maleriet til at gøre – som beskæftigelse. Af det lærte han noget fundamentalt om, hvad en form kan udrette, når den ankommer i en kunstnerisk og æstetisk sammenhæng og får mulighed for at påvirke synet. Bent Holstein var kun et par og tyve år gammel, da han debuterede i Galerie M i København, og han var ikke meget ældre, da han udstillede som medlem af sammenslutningen Den Flexible. Allerede på dette tidlige tidspunkt var der så meget interesse for hans billeder, at han turde opgive en karriere som shippingman hos A. P. Møller. Det valg kom han ikke til at fortryde. I begyndelsen af 1970’erne fulgte flere galleriudstillinger: i Galerie Grøndahl, Galleri Prisma, Galleri Unicorn, galleri Arnesen og endelig Galerie Asbæk, som stadig findes. Allerede i 1974 udstillede han i London, samme år skrev han kontrakt med et galleri i New York, og 1983 kom turen til et galleri i Paris.
Men det er ikke hele historien. Trods sin mangel på akademisk skoling – eller måske netop derfor – havde Holstein i slutningen af 1960’erne orienteret sig så grundigt i sin egen tids kunst, at han sideløbende turde arbejde som kritiker, bl.a. i bladet NB!. Desuden lod han sig engagere af Danmarks Radio til en række kunstpædagogiske udsendelser ’Udstillingsbilleder’, som indtil 1970 blev sendt hver uge. Men arbejdet med hans egne billeder var det væsentligste for ham, indtil det efterhånden også var det eneste. Inspiration modtog han i begyndelsen fra den engelske og amerikanske popkunst, bl.a. fra David Hockney, men indtrykkene blev bearbejdet med æstetisk finfølelse og en forståelse for konstruktiv form. Disse egenskaber har gjort ham efterspurgt til udsmykninger. Fra som ung kunstner at udtrykke sig relativt konkret, fordi f.eks. et menneske, en maskine, et palmetræ eller en mur fascinerede ham, har han med årene lagt al umiddelbar genkendelighed bag sig. Denne afsked med det genkendelige i billedet har fundet sted gradvis.
