Kære læser,
I denne uge har to værker scoret topkarakter hos anmelderne.
Det ene en musical om noget så tragisk som et teenageselvmord, det andet et nyt kollegie i Herning.
Derudover finder du i ugens brev et væld af film og tv-serier om alt fra lejede familiemedlemmer til urobetjente og franske filmskabere.
Velkommen til ’6 Hjerter’.
Håndværkskollegiet i Herning. Arkitekt: Dorte Mandrup. Arkitektur
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Indefra ligner tagkonstruktionen på Håndværkskollegiet i Herning en lamelsvamp.
»Det nye Håndværkskollegiet i Herning er noget af det mest fotogene arkitektur, der er skabt i Danmark de seneste år. Tegnestuen Dorte Mandrup plejer at excellere i netop det: Bygninger, der tager sig godt ud. Og det kan man ellers ikke sige om ret meget af vor tids arkitektur«.
»Det skønneste ved huset er ikke dets markante tage og lysindfald. Det er de blotlagte konstruktioner under dem. Jeg bliver direkte opmuntret af at følge rytmen af de mange spær og de færre store limtræssøjler. Det ligner en smukt formet lamelsvamp«
Anmeldt af Karsten R. S. Ifversen.
’Dear Evan Hansen’. Instruktion: Sara Cronberg. Dramatik
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Thorbjørn Hedegaard og Sara Viktoria Bjerregaard spiller Evan og Zoe, der finder kærligheden i en dyster sammenhæng.
»Det er betænkeligt modigt at gøre noget så tabuomgærdet og tragisk som et teenageselvmord til omdrejningspunktet i en musical, der i bund og grund er en historie om ung kærlighed, om at føle sig udenfor og om at blive voksen. Oplægget i sig selv lyder nærmest både krænkende og pjeceagtigt. Men resultatet er ikke desto mindre en ret vidunderlig, rørende, hjerteskærende og dybt opløftende forestilling«.
»Dialogen er mundret og rap, og sangene afleveres med empati og patos uden at klæbe. Alle medvirkende gør det virkelig godt. Thorbjørn Hedegaards ultralyse tenorstemme passer med sin professionelt uskolede klang perfekt til rollen, og han har intetsteds problemer med den ellers pænt komplekse melodik, som præges af ganske bratte og store intervalspring«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Industry’. Sæson 4. Mickey Down og Konrad Kay. Dramaserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Harper Stern (Myha’la) er en af de mest fascinerende kvindekarakterer og skurkinder i serielandskabet lige nu.
»En forhutlet graverjournalist arbejder på en historie om en forsvundet kvindelig sekretær hos betalingstjenesten Tender, der leverer infrastruktur til porno-hjemmesider. Denne virksomhed, som forsøger at udvikle sig væk fra at være »the paypal of bukkake« til at blive en uomgængelig global mobilbank, er omdrejningspunktet for sæsonens intriger. De to altoverskyggende hovedpersoner og frenemies Harper Stern (Myha’la) og Yasmin Hanani (Marisa Abela) er blevet voksne, men er rastløse og har udbrydertrang«.
»’Industry’ er god, når den form- og fortællemæssigt ligesom imiterer dramaet i miljøets sociopati, men det viser sig, at den er endnu bedre, som den nu har demonstreret i to sæsoner, når den er mere nysgerrig på alt det, der har skabt afstumpetheden«.
Anmeldt af Eva Eistrup.
’Den nye bølge’. Instruktion: Richard Linklater. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Den nye bølge' handler om tilblivelsen af den franske filminstruktør Jean-Luc Godards skelsættende spillefilm 'Åndeløs', der havde Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i hovedrollerne.
»Det er muntert, stilsikkert og naturligvis i sort-hvid fra start til slut, mens filmen skildrer, hvordan den forvænte Hollywood-stjerne Seberg kæmper med mildest talt uortodokse optagedage, hvor optagelserne kunne vare alt fra 15 minutter til 12 timer. Helt afhængigt af, hvor meget krudt i pistolen Godard havde den pågældende dag«.
»’Den nye bølge’ er film med film på og creme de la creme for enhver filmnørd, men jeg bilder mig ind, at den vittigt kyndige film også vil være charmerende, selv om man ikke lige kan sin Nouvelle vague på fingrene«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’(Over)lever’. Mille. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
19-årige Mille Liendgaard er oprindelig fra Aarhus, men som 15-årig flyttede hun til København for at forfølge drømmen om musik.
»Med slidstærke popsange som ’Lyver for min dagbog’ og ’Beholder mit tøj på’ har 19-årige Mille naglet sit navn fast i toppen af dansk musik de seneste år. Og når man lytter til hendes debutalbum ’(Over)lever’, forstår man godt hvorfor. Det er en stærk entré. En både sårbar og selvsikker popplade. Lyden af en sanger, der spreder vingerne ud, flyvefærdig«.
»På det stærke titelnummer forvrænges Milles vokal helt Billie Eilish-agtigt, mens store, sorte synthpop-bølger slår ind over sangen og gør hendes lyd mere kantet, hvilket virkelig fungerer godt. I den helt anden ende af temperamentsbarometret er den stille klaverballade ’Rollemodel’ en sang til en mor, der er ramt af livet. Og en sang, der stille og roligt vrider sin lytter, som var man en våd klud. Krøllet sidder man tilbage«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
’Slangedræber’. Anders Ølholm. Krimiserie
❤ ❤ ❤ ❤
Pilou Asbæk er fremragende som narkostrømeren Brian 'Smiley' Petersen i krimiserien 'Slangedræber'.
»Det københavnske politis berygtede uropatrulje er nedlægningstruet, men har lige en sidste kamp at kæmpe. Og her er man oppe mod ingen ringere end ’Hugormen’, en magtfuld gangster, som ingen midler skyr i bestræbelsen på at bevare kontrollen over det lukrative marked for stoffer«.
»Pilou Asbæk inkarnerer en urobetjent anno begyndelsen af nullerne, før opioidkrise, før de sociale mediers narkocatering, før man overhovedet havde hørt om toksisk maskulinitet og fentanyl. Dengang i de gode gamle dage, hvor det var strømerne mod narkobagmændene«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Glade dage’. Iscenesættelse: Lene Skytt. Dramatik
❤ ❤ ❤ ❤
I hele anden akt har Winnie (Lone Rødbroe) kun sit hoved tilbage. 'Glade dage' er virkelig en opvisning i stemmeføring og mimik.
»Det handler om at være tvangsindlagt. En dame sidder begravet i sand til livet under en bagende sol – herfra forsøger hun at opretholde en eller anden normaltilstand. Manden er kollapset på sofaen, ikke til at få i tale. I anden akt er der kun Winnies hoved tilbage på scenen. Hun er reduceret til en rekvisit i en skæv og statisk scenografi, der ligner noget fra et Salvador Dalí-maleri«.
»’Glade dage’ er et af Samuel Becketts bedste stykker – og i øvrigt et af de få med en kvindelig hovedrolle, efter sigende inspireret af Becketts egen dominerende og snakkesalige mor, May Beckett. Det er også, hvad Winnie gør. Hun snakker. Hos Beckett er teatret radikalt bundet til nuet, tiden er en cirkulær størrelse – der er ingen karakterudvikling, og der bliver ikke skudt med den pistol, Winnie fisker op af posen. Rent dramatisk er det anti-Aristoteles«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.
’Led ikke efter mig’. Koncept: Danny Brocklehurst. Krimiserie
❤ ❤ ❤ ❤
En lykkelig familie - umiddelbart inden alt går itu.
»Mor Ingrid er børnelæge. Far Simon noget meget vellønnet finanshalløj. Brormand Sam er følsom og på uni. Lillesøster Anya er bevægelsesmæssigt udfordret, men lader ikke det stå i vejen for sin livsudfoldelse. Og far og mor er tilmed glade for hinanden. De holder i hånd, kysser og danser uden blusel. Sindbilledet på triviel lykke i den højere middelklasse med blyindfattede mosaikvinduer, snedkerkøkken og hjemmelavede aftensmåltider.
Hvis altså ikke det havde været for det faktum, at storesøster Paige for et års tid siden opsagde huldskab og troskab. Droppede studierne og teamede op med en træls type af en nederen narkoman, Aaron, der trods sit gammeltestamentlige navn er en døgenigt. Ikke noget at samle på«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Rental Family’. Instruktør: Hikari. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Phillip Vanderploeg (Brendan Fraser) er en amerikansk b-filmskuespiller, der slår sig ned i Japan og lader sig hyre af et familieudlejningsbureau, hvor han blandt andet skal giftes med en ung smuk, japansk kvinde. Men der stikker noget under.
»Familiemedlemmer til leje har i årtier været en japansk forretningsmodel, der nu så småt er ved at brede sig til andre dele af verden. Det forlyder, at man nu også i Danmark kan leje en kæreste eller en farmand, hvis man skal til stor fest og føler, man ser lidt alene ud i verden. Fænomenet er tidligere beskrevet i Werner Herzogs ’Family Romance’ og den danske dokumentar ’Lej en familie A/S’, men som japansk instruktør med hul igennem i Hollywood har den tidligere skuespiller Hikari en unik position til at kunne skildre fænomenet inde- og udefra«.
»Rental Family’ med Brendan Fraser er således slet ikke blevet den blanke Hollywood-version, jeg kunne have frygtet. I stedet minder den bundcharmerende film om en amerikansk b-filmskuespillers karriere i den japanske familieudlejningsindustri mig mere om Yojiro Takitas bedemandsfilm ’Departures’ fra 2008. Også en film, der uhøjtideligt tog sit publikum med ind i den svært tilgængelige, japanske folkesjæl«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Ugens mest læste anmeldelse
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
’Olav Audunssøn’. Sigrid Undset. Roman
Sigrid Undsets middelalderroman ’Olav Audunssøn’ er nyoversat af Ida Jessen. Undset blev født i Kalundborg i 1882 og døde i Lillehammer i 1949.
»Der er knas i den sammenbragte familie fra begyndelsen. Olav er syv år. Hans far er bedsteven med en mand, der har en jævnaldrende datter Ingunn. Olavs mor døde i barselsengen, hans far er dødeligt syg. Faderens ven lover ham at tage sig af den snart forældreløse dreng. De to fædre aftaler endda, at de to børn skal giftes, når de bliver store. Sådan går det til, at Olav bliver Ingunns papbror«.
»De to søskende bliver glade for hinanden, faktisk så glade, at de går i seng med hinanden, før de er fyldt 17. Og så er helvede løs. De er lidt gifte, men ikke rigtig, for kan man stole på den aftale fædrene indgik, når nu den ene af dem er død, og ingen vidner har overværet de syv-åriges trolovelse?«.
Anmeldt af Thomas Bredsdorff.
Således kom vi også igennem denne uges bedste anmeldelser.
Jeg er tilbage i din indbakke næste fredag.
God weekend!
Mange hilsner,
Marie