Kære læser,
Engang imellem eksperimenterer mine kolleger med nye genrer indenfor anmelderi.
Trofaste nyhedsbrevslæsere husker måske, at Politikens designredaktør, Lars Hedebo Olsen, i december skrev en møntanmeldelse.
Og nu er turen så kommet til museumsbutikker!
Normalt turnerer kunstanmelder Mathias Kryger ellers landet rundt for at kigge på malerier og skulpturer i udstillingssalene.
Men denne gang er han stoppet i shoppen og har fældet dom over syv museumsbutikker.
Vinderen blev Glyptoteket.
Læs hvorfor nedenunder.
Og velkommen til ’6 hjerter’!
Glyptotekets museumsbutik. Dantes Plads 7, Kbh. V.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Museumsbutikken på Glyptoteket i København.
»Jeg har været her på museet en million gange, men aldrig rigtig besøgt butikken. Al denne krimskrams, der ligger på borde og i små kasser og skuffer. Små turkise skarabæamuletter. En plade mørk chokolade med en tegning af Auguste Rodins ’Grubleren’ udenpå. Skal, skal ikke æde hele pladen? Han står i fuld figur omme i museets have«.
»I reolsystemet, der tårner sig op langs væggene, findes alvorsfulde bøger og kridhvide gipsafstøbninger af antikke figurer du kan se i deres originale versioner udstillet inde i salene. Det virker dejlig kaotisk. Som en lille opdagelsesrejse med duft af eksotisk sæbe. Søstrene Grene på første klasse med udsigt til palmer og kunst«.
Anmeldt Mathias Kryger.
’The Secret Agent’. Instruktør: Kleber Mendonça Filho. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Wagner Moura spiller hovedrollen som enkemand og tidligere professor Armando. 'The Secret Agent' foregår i 1977 under det brasilianske militærdiktatur.
»Der er mange grunde til, at brasilianske Kleber Mendonça Filhos nye film ’The Secret Agent’ bliver en af årets bedste film. Soundtracket er en af dem. Særligt en enkelt fløjte snittet af bambus. Den hvirvler som damp i blæsevejr, mens den politiske thriller nærmer sig kogepunktet«.
»Sydamerikanere blev nok påtvunget katolicismens ritualer, men de tilførte ekstatisk fløjtemusik til højtiderne, hvor en stortromme, lilletromme og et bækken ruskede op i åndeligheden. Det er intens musik, og den er intenst til stede i filmen, hvor enkemanden og tidligere professor Armando (Wagner Moura) vender hjem til sin barndomsby for at hente sin lille søn og flygte ud af landet, inden styrets lejemordere finder ham.«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
’Hind Rajabs stemme’. Instruktør: Kaouther Ben Hania. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Klokken er 14.30 29. januar 2024, da nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne modtager et alarmopkald. Syv palæstinensiske familiemedlemmer er fanget i en bil.
»Snart finder alarmoperatørerne ud af, at der gemmer sig en pige i bilen omgivet af døde familiemedlemmer. Blandt andet hendes 15-årige kusine Layan. Pigen er Hind Rajab. Hun er seks år gammel. »Skynd dig. Kom og hent mig«, trygler hun. Nu begynder et kapløb mod tiden, hvor Omar, Rana, Mahdi og Nisreen forsøger at berolige den lille pige, samtidig med at en ambulance bliver sendt af sted«.
»Selvfølgelig er ’Hind Rajabs stemme’ en politisk film – hvordan kan en film om en blodig krig ikke være det, kan man indvende. Instruktøren har selv sagt, at historien om den lille pige, der forgæves råber efter hjælp, for hende blev symbolet på selve Gazas stemme, der kalder ud i et tomrum. Men det er også en film om medmenneskelighed. Om at huske de virkelige mennesker, der betaler prisen for krige. Om at lytte og reagere«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
’The Beauty’. Koncept: Ryan Murphy. Tv-serie
❤ ❤ ❤ ❤
I åbningsscenen af Ryan Murphys nye seriesatsning 'Beauty' går Ruby Rossdale (spillet af model Bella Hadid) amok på catwalken, da bivirkningerne fra en skønhedsvirus hærger løs i hendes krop. Det er ikke kønt, men det er underholdende!
»I Disney+’s nye, stjernespækkede seriesatsning ’The Beauty’ bliver skønhed fremstillet som både en adgangsbillet og en tidsindstillet, tikkende bombe. Serien, der bogstaveligt talt begynder med et brag til et overdådigt modeshow i Paris, udspiller sig i en nutidig verden, hvor en mystisk seksuelt overført sygdom spreder sig. Smitten giver fysisk perfektion, hud bliver glattere, ansigter symmetriske, kroppe uimodståelige. En fotomodel, spillet af supermodel Bella Hadid, eksploderer som en stor, snasket indvoldsbombe ved højlys dag i Paris, efter at hun har hærget et Balenciaga-modeshow«.
»’The Beauty’ er en befriende overfladisk feberdrøm om det kirurgiske indgrebs folkelige gennembrud, på sin egen underfundigt kritiske måde, netop ved at stå ved absurditeten og det dybt menneskelige ved tidens kollektive kropskomplekser«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’Mandebilleder’. Dramatiker: Sofie Diemer. Teater
❤ ❤ ❤ ❤
Det kreative team, spillet af Kimmie Liv Sennova, Hanin Georgis, Freja Kirk og Zere Celik.
Det er altid dejligt, når man kan gå hjem fra teatret med en masse spørgsmål på hjernen. Såsom hvad fanden lavede Jan E. Jørgensen og Michael Vindfeldt med rød læbestift på? Er der stemmer i det på Frederiksberg? Jeg ville nok holde mig til en flat white. De to politikere figurerede på en skærm i baggrunden under det meste af forestillingen, der finder sted på et kontor omkring lanceringen af et revolutionerende produkt, der kan få mænd til at tale om deres følelser, når de tager en særlig læbestift på«.
»I en scene skal firmaets SoMe-medarbejder på date med en fyr, der før elskede ’Sopranos’, men nu gerne vil tale følelser og være den lille ske. Vil den slags mænd overhovedet værdsætte kontordamernes fotokopierede bryster? Og vil kvinderne overhovedet have den mand, de har manet frem? Hvor stiller det dem selv?«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.
’Udenrigsministeren’. Kompagniet. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤
Det uperfekte og uhøjtidelige er en fordel for Løkke, der med sit fistbump-diplomati endnu en gang har gjort comeback i meningsmålingerne.
»Det første, der sker i TV 2-dokumentarserien ’Udenrigsministeren’, hvor det første af i alt tre afsnit har været tilgængeligt til anmeldelse, er, at Lars Løkke i januar 2026 må afbryde sin ferie og vende tilbage til arbejdet, efter at USA’s præsident har udtalt ønske om at eje Grønland. Igen. En frysepizza flås ud af noget plastik og ryger i ovnen, og kameraet zoomer ind på bordet, hvor der ligger smertestillende, tandstikker, lighter og en pakke 600 mg slimløsende brusetabletter«.
»Noget af det mest værdifulde ved dette første afsnit er indblikket i forholdet mellem medierne og magten. Den måde, pressen næsten ses som en del af selve krisen fra Løkkes perspektiv. Den presse, som vi uden tvivl i næste afsnit skal se hylde Løkkes fistbump-diplomati«.
Anmeldt af Eva Eistrup.
’It’s Never Over, Jeff Buckley’. Amy Berg. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jeff Buckley nåede kun at lave ét album. Til gengæld rager ’Grace’ fra 1994 dengang som nu alene op i den strømmende tid.
»Der kan hurtigt gå inflation i tårer, men jeg forstår godt, de løber temmelig frit i Amy Bergs dokumentarfilm ’It’s Never Over, Jeff Buckley’, hvor ordet epifani synes bøjet i usynlig neon. Jeff Buckley sagde ved flere lejligheder, at han ikke ville blive gammel, men at drømmen var at leve videre i musikken. 29 år gammel druknede han i Wolf River. Han nåede kun at lave ét album«.
»Selv om Jeff Buckley undgik den famøse Klub 27, står klicheerne i kø. Amy Berg vil bag om dem, og kommer det. Hun kanoniserer hans talent, men fastholder ham som et bøvlet, ungt menneske, der kæmpede med et indre mørke, mens han næsegrus dyrkede sine musikalske helte fra Dylan og Nina Simone til Led Zeppelin og Soundgarden«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Carlsberg Byen. Tegnestuen Entasis. Arkitektur
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Der er kælet for detaljerne, facaderne og altanerne i Carlsberg Byen.
»Det er tegnestuen Entasis, der har lavet den masterplan, som Carlsberg Byen er udviklet efter. Sine steder er det blevet mørkt og lidt blæsende. Andre steder falder man på halen over den smukke arkitektur og de velproportionerede byrum. Det er meget dynamisk i højde og drøjde, tæthed og åbenhed. Og uanset hvor man går hen, er der noget nyt rundt om hjørnet«.
»En af de store øvelser for Carlsberg Byen har været at bygge med respekt for de gamle bryggeribygninger og Humleby – de lave rækkehuse fra slutningen af 1800-tallet, som ligner Kartoffelrækkerne. På ’bagsiden’ af Humleby er der anlagt et grønt bælte, som trækker nybyggeriet lidt væk fra de gamle huse. Og her har man opført det lange, lave Rahbek Hus med altaner, gule mursten og smukke detaljer i facaden. »Det er sjældent, det sker, men her er det nye byggeri mere attraktivt end det gamle«, siger Karsten«.
Anmeldt af Lars Hedebo Olsen og Karsten R.S. Ifversen.
’In Good Company’. Nicolai Tangen. Podcast
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Nicolai Tangen er ikke en en helt almindelig finansmand. Han er også uddannet som kok, har en master i kunsthistorie fra London, skabt et museum, og som 50-årig tog han en master i social- og organisationspsykologi ved London School of Economics. Og så laver han en genial podcast.
»Nicolai Tangen er en interessant og energisk vært, som jeg stadig er fascineret af, men det er gæsterne, der bærer showet. Sjovt nok kan Tangen få vildt rige, magtfulde, vilde personer i tale, det er nok en af fordelene ved at sidde og styre en fond, der på det tidspunkt, hvor jeg skriver denne anmeldelse, ifølge sit website har 21.209.663.941.911 norske kroner investeret. Faktisk er mange – ikke alle, men de fleste – af de folk, som Tangen taler med, tænksomme og interessante«.
»At opsummere den snes afsnit, som jeg indtil videre har tygget mig igennem, er umuligt, men det har givet mig glimt ind i ellers ukendte verdener og interessante analyser«.
Anmeldt af Marcus Rubin.
Ugens mest læste anmeldelse
Raye. Royal Arena. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤
Raye havde fuld fart på i Royal Arena.
»Der er så få ægte gode nyheder for tiden, så her kommer én: At Raye på mindre end to år er gået fra at spille Store Vega i 2024 til tirsdag aften at stå i et udsolgt Royal Arena er ganske enkelt helt vildt fortjent. Godt for Raye, men også godt for os, der lytter til hende. For hun er vidunderlig. Et grotesk charmerende menneske med et smil som en lysterapilampe«.
»Hun synger afsindigt godt, hun kan sin soul, sin jazz og sin hiphop, og skriver tekster, der rammer et sjældent gyldent snit mellem ’Sex & The City’ og Charles Bukowski. På en scene er Raye som H.C. Lumbyes ’Champagnegaloppen’ på to ben. Bare tæer, gulvlang glimmerkjole, kolossal energi. Med andre ord: Alle vinder!«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
Så langt, så godt.
God weekend og gode hilsner,
Marie