Kære læser,
Ugens topkarakter går til en teaterforestiling, hvor det stabile samfund bliver flået.
Krøllet sammen.
Kun en bunke affald ligger tilbage.
Den proces er dybt stimulerende at følge, lyder dommen fra anmelder Thomas Bredsdorff.
Bliv klogere på ’Antigone’ nedenfor.
Og velkommen til ’6 hjerter’!
’Antigone’. Iscenesættelse: Johan Simons. Teater
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Johan Simons’ ’Antigone’ med et lysende skuespil er teater, når det er bedst. Rent og purt. Foto: Jörg Brüggemann
»Historien er grum. Antigone og hendes søskende er børn af Ødipus, der giftede sig med sin mor og derved blev både deres far og deres bror. Ikke sært at han stak sine øjne ud, da han opdagede sin skæbne. Eller at deres mor tog sig af dage. Sikket besvær for børnene at tage vare på sådan en gammel stakkel. Og sådan et minde om en mor. Her er hun nu, Antigone, den forslåede frugt af en mildt sagt dysfunktionel familie. Hun vil rette lidt på elendigheden ved i det mindste at begrave den bror, som Kreon giver skylden, og hvis lig han derfor vil overlade til ådselgribbene. Antigone vil bryde kongens lov«.
»Selv har Johan Simons kaldt stykket en ode til børn, der er vokset op under voldelige omstændigheder. Der kommer af og til uheldsvangre lyde fra bagscenen. Falske bastoner. En enkelt gang helikopterlyd, som man kender den fra krigsfilm. Forestillingen er dog ikke en allegori over trumpismen eller anden aktuel elendighed. Den er noget mere langtidsholdbart: et sindbillede på den unges overspændte selvsikkerhed og den gamles magtfuldkomne stædighed«.
Anmeldt af Thomas Bredsdorff.
’It Was Just an Accident’. Instruktør: Jafar Panahi. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I maj sidste år vandt instruktør Jafar Panahi Guldpalmen for ’It Was Just an Accident’ og blev således den blot fjerde instruktør, der har vundet hovedpriserne i både Venedig, Berlin og Cannes.
»I Jafar Panahis film møder jeg en lille håndfuld helt almindelige mennesker, der som torturofre hutler og humper sig igennem en tilværelse, som for altid er vredet af led. De holder lav profil, men kender hinanden. De har lært at lægge låg på deres smerte og vrede. Lige indtil de en dag får en uventet mulighed for hævn«.
»Hvad der står tilbage, er ikke bare en stærk film lavet af en instruktør, der er så modig, at det ærlig talt er svært at fatte. Men også en fortælling, der har nået til et skæringspunkt, hvor det ikke længere er en mulighed at lade budskabet så meget som overveje at gemme sig mellem linjerne. Der er en følelse af nu eller aldrig over den retfærdige harme og den sørgmodige nervespænding i ’It Was Just an Accident’«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Reality Check: Inside America’s Next Top Model’. Af Mor Loushy og Daniel Sivan. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤
Tyra Banks, her fotograferet ved Louvre i Paris sidste år, bærer en stram, men sitrende maske igennem ny dokumentar, der efterlader billedet af en i særklasse kynisk forretningskvinde.
»Dokumentaren er en tour de force ud i kvindenedværdigende kynisme. Der lyttes og handles ikke, når de unge kvinders grænser overskrides – hvad enten det er af dommerne, mandlige modeller eller produktionen. Der spekuleres endda i deres traumer, som da deltageren Dione i et photoshoot skulle posere som skudoffer, fordi de vidste, at hendes mor var blevet skudt af en mand og var lam«.
»Og midt i det shitshow står gudmor/veninde/mentor Tyra Banks og smizer så omsorgsfakende hårdt, at man forventer, at laserstråler vil stå ud af hendes øjne. Indtil den dag, hvor masken krakelerer, og hun skriger »når min mor råber af mig på den her måde, så er det, fordi hun elsker mig« ind i hovedet på deltageren Tiffany – et klip, som blev et meme, før memes fandtes«.
Anmeldt af Eva Eistrup.
Isa Genzken: World Receiver. Den Frie. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Skuespillere' kalder Isa Genzken den gruppe af værker, som består af mannequindukker. Her med en kunstig rose stikkende op i af hovedet. Hun har før arbejdet med rosen som symbol i en gigantisk skulptur af en rød rose, der står ved Zuccotti Park på Lower Manhattan, New York.
»Når du ankommer til kunsthallen Den Frie ved Østerport Station, tørner dit blik allerede ind i Isa Genzken på lang afstand, når du får øje på den enorme slikkepind af en skulptur af Månen, der er opstillet her. Nu vil jeg opfordre dig til at gå indenfor i kunsthallen. Du får ikke chancen igen. Du har ikke fået chancen tidligere. Ingen kunsthaller eller museer har, overraskende nok, tidligere her til lands lavet en soloudstilling med den tyske samtidskunsts ypperstepræst. Hvis du forpasser chancen, ja, så er du altså selv ude om det«.
»Udstillingen er en samling af værker fra de sidste 25 år. Det ældste er en rumlig installation, hun lavede med den tyske fotokunstner Wolfgang Tillmans i 2001. Genzkens to parallelle fritstående vægge af spejle reflekterer et fotografisk tapet af en solopgang i Tillmans’ atelier. Det er et kunstner-romantisk værk af spejlinger, hvor to gode kunstnere nok først og fremmest spejler sig i hinanden«.
Anmeldt af Mathias Kryger
’Anna Thommesen - vævninger’. Statens Museum for Kunst. Design
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kølige og grafiske. Men også bløde og indbydende. Anna Thommesens tæpper er både kunst og design. Smukkest er de, når de hænger, så man kan gå rundt om dem og opleve dem fra begge sider.
»Det er hendes tidligste tæpper, som får mig til at gispe. ’Rød, gult, grønt’ fra 1944. Og ’Plantefarvet tæppe’ fra 1952. Mønstrene er nærmest figurative, og linjerne i dem er bløde og tenderende til det uskarpe. Menneskelige vil jeg sige. Men det er hendes yngre tæpper, der gjorde Anna Thommesen til en af de største vævere i sin samtid. Det var dem, som museerne, udstillingsstederne og de rige indkøbere faldt for«.
»Felterne ligger strengt rytmisk, og den menneskelige hånd, der skinner igennem tæpperne fra 1940’erne og frem til begyndelsen af 1950’erne, er nærmest væk. I stedet er der renhed, klarhed og flade, firkantede felter. Aldrig runde. Anna Thommesen vævede i linjer, som gik op eller ned, men sjældent i cirkler. Hun fulgte vævens logik med trend og islæt, og tæpperne blev flade, grafiske og gentagende«.
Anmeldt af Lars Hedebo Olsen.
’En hyldest til livet’. Gisèle Pelicot og Judith Perrignon. Bog
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Gisèle Pelicot (f. 1952) blev kåret som årets person 2024 i en fransk meningsmåling. Avisen The Independent udråbte hende til den mest indflydelsesrige kvinde i 2025. I øvrigt har hendes datter også skrevet en bog om sagen.
»’En hyldest til livet’ med undertitlen ’Skammen skal skifte side’ udkommer godt fem år efter, overgrebene i ægteparret Pelicots soveværelse blev afsløret. I det hus i Sydfrankrig, hvor de havde trukket sig tilbage for at nyde deres otium. Bogen springer mellem retssagen i 2024, tiden efter og alle årene inden. Tiden før Dominique Pelicot blev hele Frankrigs monster«.
»Hun bød sig ikke til. Hun gav aldrig lov. Hendes krop var pumpet med bedøvende og muskelafslappende stoffer. Hun anede intet om de 200 voldtægter, hendes mand havde sat i scene. Alligevel handler Gisèle Pelicots bog om skyldfølelse og skam. Om at forklare sig selv og en vantro omverden, prøve at fatte. Jeg måtte selv læse den ekstra detalje om det muskelafslappende stof, før min kvindekrop helt forstod, hvorfor Pelicots kvindekrop ikke havde sladret højlydt om, at den var blevet hjemsøgt af fjendtlige pikke, nat efter nat«.
Anmeldt af Lise Garsdal.
’Mel Brooks – den 99 år gamle mand’. Instruktører: Judd Apatow og Michael Bonfiglio. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Mel Brooks er med sine 99 år verdens ældste komiker. Og han er ikke faldet af på den, viser dokumentaren om hans liv og karriere.
»Når HBO Max’ mere end tre timer lange hyldestdokumentar hedder ’Mel Brooks – den 99 år gamle mand’, er det en henvisning til hans gennembrud, ’2000 Year Old Man’. For tilbage i begyndelsen af 1960’erne var det en række sketches med Brooks og hans ven og samarbejdspartner Carl Reiner med den overskrift, der for alvor fik publikums øjne op for hans komiske talent«.
»Dokumentaren byder gavmildt på helt nye interviews med hovedpersonen, men også tv-klip fra den lange karriere. Herunder såmænd et fra ’Lørdagshjørnet’, hvor Brooks var gæst i 1978 og fik værten Henrik Wolsgaard-Iversen til at flække for åben skærm. Der er også kloge indspark om vigtigheden af frygtløs komik, som er ganske relevante i vore dage med autokrater uden humoristisk sans på magtens troner«.
Anmeldt af Henrik Palle.
&deli. Bohrsgade 44, Carlsberg Byen. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤
Sandwichen hos &deli i Carlsbergbyen skuffede ikke. Delien tilbyder desuden varme retter, som man kan spise på stedet eller tage med.
»Udvalget af sandwiches (89 kr.) i godt surdejsbrød er lokkende. Den dag, jeg var forbi, stod valget mellem fennikelpølse, skinke, mortadella eller en vegetarisk. Jeg gik med den sidste og fik balancerede smage i et ciabattabrød med både bagt og syltet græskar, ristede kerner og basilikumcreme. Absolut tilfredsstillende«.
»Hos &deli kan man sit kram og ved, hvilke leverandører, man skal alliere sig med. Teen er fra Sing Tehus, der er godt øko-bagværk og stuvning, som er smagt til med kærlighed. Det smager igennem«.
Anmeldt af Birgitte Kjær.
’Line – altså Knutzon’. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Teater
❤ ❤ ❤ ❤
Det er i høj grad Sarah Boberg og Anette Støvelbæks fortjeneste, at øvelsen med at kanalisere Line Knutzons karakterer lykkes i teaterstykket 'Line - altså Knutzon'.
»De fleste situationer i stykket består af to mennesker, der er stillet foran hinanden, og den kløft, der stort set gør det umuligt at finde frem til en fælles forståelse. Et sted nævner karakteren alle de politiske emner, hun aldrig har hørt om. Der er altid noget politisk og påtrængende lige uden for deres erkendelse. Det vækker genklang i dag, hvor adgangen til en sådan fælles virkelighed synes truet, men også i en tid, hvor vi tæmmer sproget og er bevidste om, hvad vi kan og må sige«.
»Det er teater, der ikke lader sig oversætte; den eneste rigtige måde at referere til det på ville være at citere ordret, da meningen ofte ligger i selve det sproglige spil – sætningerne refererer primært til sætningerne selv: »Det går ikke godt i den forstand, at det går godt««.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.
Ugens mest læste anmeldelse
’Two Strangers Trying Not To Kill Each Other’. Instruktører: Manon Ouimet og Jacob Perlmutter. Dokumentar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
84-årige Joel Meyerowitz og 75-årige Maggie Barrett har været gift i tyve år, men det, der på overfladen ligner en solstrålehistorie, viser sig i dokumentaren at være en kompleks fortælling om kærlighedens assymetri.
»Filmen viser sig hurtigt ikke at handle om to ligeværdige elskende, men om den brutale asymmetri, kærlighed ofte består af. Historien om britiske Maggie på 75 og amerikanske Joel på 84 er skæv fra begyndelsen. Maggie har været gift fire gange. Hun har haft et alvorligt stofmisbrug. Hun er forfatter, men uden den succes, der kunne fungere som et værn mod selvforagt. Hun har et barn, hun mistede forældremyndigheden over, da hun var allermest på dybt vand. Hendes liv er fyldt med dramatiske kapitler, valg, der ikke lod sig rette op. Joel er en succesfuld fotograf, med 42 bogudgivelser i kartoteket. Han ligner Foucault og dermed en, man bør tage alvorligt«.
»Dokumentaren insisterer på at vise, hvordan kærlighed ser ud på den anden side af ni liv. Det er både et sjældent grimt, smukt og ærligt parforholdsindblik. Endelig et portræt af et ældre ægtepar, der ikke er nuttet, men alligevel dybt inspirerende«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
Det var alt for denne gang.
Rigtig god weekend!