Kære læser,
I denne uge kan du læse om biograffilm til topkarakter, nyt Aphaca-album og solid, portugisisk mad.
Men vi starter med ugens måske mest omtalte tv-program: ’Højskolen’.
Velkommen til ’6 hjerter’!
’Højskolen’. TV2. Reality-valgkamp
❤ ❤ ❤ ❤
Flyv højt, vor sang. Når man er på højskole, skal der synges. Så derfor synger partilederne.
»Iscenesættelsen er der allerede ved ankomsten. Radikale Venstres Martin Lidegaard, der straks meddeler, at han er ’højskolebarn’, stiger ud af sin hvide Tesla med skiftetøj i celeber dragtpose. Danmarksdemokraten Inger Støjberg medbringer sin hund Ludvig. DF-formanden Morten Messerschmidt har sangbøger i kufferten plus billeder af sin hustru og sin hund, som han omhyggeligt stiller op på sit værelse«.
»En ideologisk styrvolt som Lars Boje Mathiesen lægger vesten og fortæller om sin hårde barndom, og hvor meget han elsker sin familie. Han siger i øvrigt en sætning, der burde broderes i korssting: at han er en succes og godt ved, at han er nået til et sted, hvor han fortjener, at der er nogle, der elsker ham. Det er fandme fint sagt«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Hamnet’. Instruktør: Chloë Zhao. Biograffilm
Hamnet og farmand leger duel i haven i Stratford. Scenen er ifølge filmen inspirationen bag den dødbringende duel i 'Hamlet'.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Tesen i ’Hamnet’ er, at ’Hamlet’ var Shakespeares bearbejdelse af tabet af sønnen. Det kan lyde en anelse akademisk som udgangspunkt for en stærkt farvelagt spillefilm, men Chloë Zhao gør i ordets bedste forstand alting følelsesladet. ’Hamnet’ er ikke bare en film, der tør give tårekanalerne vådt på, men i sin essens et argument for, at dybden af de menneskelige følelser i den virtuose ordkunst er grunden til, vi aldrig bliver færdige med Shakespeare«.
»’Hamnet’ er en klog film, der tør udtrykke al sin menneskeklogskab i følelser. Zhao er, som Lars von Trier, ikke bange for at være så følelsesladet, at nogle måske vil finde det for meget og være fristet til at gøre grin med den karakteristiske trækning i den ene side af Jessie Buckleys overlæbe. Det er et mod, jeg har stor respekt for. Især fordi jeg er fuldstændig følelsesfortumlet på den skønne måde efter at have set ’Hamnet’. En film, der tør tro på det teatralske på en helt igennem troværdig filmisk måde«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Paradis’. Instruktør: Maria Sødahl. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den måde, Esben Smed får en gymnasielærer til at være så blottet for personlighed, er en bemærkelsesværdig præstation. Det er ment som en stor ros.
»Den danske kernefamilie har kørt en immigrant ned, mens de er på charterferie i Spanien. Det var en chokerende oplevelse, som trigger den spænding, der har ligget skjult mellem Louise og Mikkel allerede fra starten. Som Mikkel giver Esben Smed et usandsynligt præcist portræt af en flink gymnasielærer, der er hårdt ramt af hændelsen«.
»Immigranterne tester Europas humanistiske selvforståelse. Det er den overbygning, Maria Sødahl kunne have presset ned over sin film, men hun fortæller den indefra og ud, med en præcis økonomisering af udtryk og udbrud, så vi aldrig får mulighed for at distancere os med læsninger fra distancen«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
’Vild ungdom’. Aphaca. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»I en tid domineret af computerskåret pop er det jo paradoksalt, at netop Aphacas stenede poprock med deres bare tæer dyppet i 1970’ernes bløde blomsterdrømme er den største succes af alle. Hvilket ’Vild Ungdom’ kun vil forstærke. Måske fordi Aphaca ganske enkelt brænder igennem som autentiske i en verden af ai-hallucinationer«.
»Den vilde ungdom hos Aphaca er ikke den samme som den, Marlon Brando satte anti-autoritær ild til, da farfar var dreng. Det vilde i dag er modet. Til at stå naivt og nøgent frem i en usikker verden helt uden autoriteter. Musikalsk som tematisk. Aphaca lyder som et band, der gerne vil hele en mentalt vingeskudt generation. Og måske ender de ligefrem som bandet, der kan hele en hel nation«.
Anmeldt af Simon Lund.
Fanico. Stubkaj 7F, Nordhavn. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤
Melet, vandet, undersaltet. Normalt er anmelderen ikke fan af den portugisiske kartoffel- og grønkålssuppe caldo verde. Men denne version? Stort ja tak.
»Vi startede med den portugisiske snack rissol – en paneret, friturestegt hapser med varierende fyld (to for 75 kr.). Fanicos variant var med baccalau – altså saltet og tørret klipfisk. Vi bed i de brandvarme halvmåner og sukkede tilfreds. Saftigt, mundvandsfremkaldende og med en lille mayo lavet på væden fra den opblødte klipfisk«.
»Jeg har fået min fair share af den portugisiske klassiker caldo verde – en kartoffel- og grønkålssuppe, der ofte er lidt melet, lidt vandet, lidt undersaltet og med store stykker slatten grønkål, der sætter sig fast i halsen. Fanicos variant var alt andet end det. Fyldig, smagfuld, venlig og med mængder af røget chorizo, finthakket grønkål og den røgede olie fra chorizoen dryppet over suppen«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
’Hijack’. Sæson 2. Koncept: George Kay og Jim Field Smith. Serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Idris Elba spiller rollen som forhandleren Sam Nelson i anden sæson af tv-serien 'Hijack'.
»Sam Nelson er tilbage. Nu i Berlin, hvor han skal møde en eller anden type embedsmand fra den britiske udenrigstjeneste vedrørende en lurvet type med et blakket ry. Han tager toget, og undervejs træffer han en yngre kvinde, der kender ham fra en tidligere jobsammenhæng, og som ikke er sådan at slippe af med. Og der sker noget, der under overfladen i Berlin. I toget er der mennesker af alle slags. En engelsk skoleklasse på ekskursion. Travle mennesker på vej til job. En type med et måske mistænkeligt tornyster på ryggen«.
»Idris Elba er skarp som altid, og der er noget evigt fascinerende over at være i et tog i en undergrundsbane, hvor ting sker. Det er bare et grundgodt udgangspunkt for spænding med toget som både symbol på et samfund og den skrøbelige civilisation. Hele tiden sker der ting. Hændelser har det med at hænde, så man glider frem på stolens sæde, mens tæerne knuger sig krampagtigt i hytteskoene, og man desperat forsøger ikke at bide negle«
Anmeldt af Henrik Palle.
’Den eneste ene - the musical’. Manuskript: Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson. Musical
❤ ❤ ❤ ❤
Søde er de, Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard som Sus og Niller. Da de to hovedpersoner kysser, skifter forestillingen karakter fra det blot gode til det vidunderlige.
»Kim Fupz Aakesons skarptskårne replikker går rent hjem hos publikum, både hovedpersonen Nillers floromvundne falbelader om køkkenmontage som eksistentiel disciplin, kollegaen Knuds oneliners om ludobrikker og den slags samt den overfladiske poppige Stellas tanker om kærlighed og kønslig karambolage«.
»Man sidder fandme og hepper på Sus og Nillers kærlighed, selv om man udmærket ved, at de nok skal få hinanden til sidst, fordi det er en romantisk komedie med dertil hørende genrekonventioner. Så da Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard snaver hinanden dygtigt i brædderne, skyller endorfinerne i en brodsø ud fra hjernen og hypofysen«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Don Pasquale’. Komponist: Gaetano Donizetti. Opera
❤ ❤ ❤ ❤
Louise McClelland Jacobsen er det gnistrende omdrejningspunkt i operaen 'Don Pasquale'. Her sammen med Theodore Platt, der synger rollen som intrigemageren Malatesta.
»Vi har vænnet os til at se operaklassikerne fra forrige århundreder nyfortolket, så dramaet og samtidsrelevansen sprøjter til alle sider. Men opera fås også stadig som ren, uskyldig nydelse. Fluffy som lyserød candyfloss på en pind. Luftig, sprød og hurtigt væk igen som et pastelfarvet marengskys, man propper i munden og tygger på et par gange, inden det smelter og er væk«.
»Det springende punkt er sangerne, og der blev vi forkælet. Louise McClelland Jacobsen er en ny dansk stjerne. Fantastisk som Norina, der med smidigt koloratur-overskud på et splitsekund forvandler sig fra ung genert nonne til et mareridt af en tyrannisk hustru. Sopranen har lige sunget den kvindelige hovedrolle i Hans Abrahamsens opera ’Snedronningen’ i Dresden. Nu er hun her, og jeg glæder mig allerede til at opleve, hvad hun skal næste gang«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Hanna Hirsch Pauli: Kunsten at være fri’. Den Hirschsprungske Samling. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤
Udstillingen på Den Hirschsprungske samler en lang række af selvportrætter af Hanna Hirsch Pauli i den sidste sal. Blandt andet dette skitseprægede værk på karton, hvor kunstneren har malet sig selv sovende i sin afdøde mands atelier.
»Der var overskud på flere måder i den familie, og man fornemmer det i Hanna Hirsch Paulis mange virkelig gode portrætter. Som i det, der viser søsteren i profil, mens hun sidder midt i en samtale. Eller det af en ung kvinde, der henvender sig afslappet til os, mens hun tager en pause fra porcelænsmalingen. Liv og aktivitet frem for stille posering«.
»Egentlig også i udstillingens sidste maleri, et lille selvportræt i fuld figur, malet i kunstnerens afdøde mands atelier, hvor hun er faldet i søvn i sofaen og har tabt bogen på gulvet. Det er malet hastigt og med fede skitseagtige strøg på karton. Ikke stilhed. Sådan er udstillingen fuld af gode malerier«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
Ugens mest læste anmeldelse
’Böses Glück / Cult of the Daughter’. Instruktør: Benny Claessens. Teater
❤
Det ser måske smukt ud. Men premieren på 'Böses Glück/Cult of the Daughter' var en skandale til historiebøgerne.
»En ung kvinde med billig, blond dulleparyk og blomstret spaghettistrop-top vimser rundt på scenen som en fjantet sylfide eller druggy karikatur af en sexarbejder. Det er nærmest ’Drengene fra Angora’-agtigt. Hun rutsjer seksuelt ned ad nogle trapper og skal vist forestille Tove Ditlevsen. Der skal nok mere end en misogyn parodi til at ryste et tysk teaterpublikum. Men et ungt par, der sidder tæt på udgangen yderst i venstre side, skrider fra salen efter få minutter. Og de bliver ikke de sidste. Fra første sekund er det som at se ufærdigt sexdukketeater, der ikke har andet end brutal ligegyldighed tilovers for publikum«.
»Det er teater, der hader sit publikum. Det er forrået – og det er oceaner fra det empatiske repræsentationsteater, vi kender herhjemme. Men det gør det bare ikke automatisk mere befriende eller interessant. Mod slutningen af forestillingen totalraserer en af skuespillerne scenen, fejer brødristere og beskidt service ned fra køkkenbordet, smadrer et spisebord med en betonklods og spidder en spisebordsstol ind gennem en papvæg. Med stålkolde øjne slynger han stearinlys i retning af publikum, som var han fuldkommen ligeglad med, om nogen blev ramt«.
Anmeldt af Victor Skov Jeppesen.