Kære læser,
Denne uges brev byder blandt andet på gennemtænkt opera og en sørgmunter film om at lære sig selv at kende.
Men først bliver vi klogere på, hvilke mirakler en god fond kan udrette.
God læsning og god weekend!
Mange hilsner,
Marie
Misterbianco Pasta Bar. Vesterbrogade 30, København V. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Pastaretten genovese ragú var et perfekt måltid sammen med et glas rødvin fra Etna.
»Pastaretten genovese ragú på Misterbianco er et perfekt måltid sammen med et glas rødvin fra Etna. Den slags mad, der synes større end sin egen sum og efterlader en som en idiot, som insisterer på, at der må være flere ingredienser i. »It’s just broth«, sagde vores tjener med en italiensk accent, der burde have sagt mig noget om, at hun nok vidste hvad hun snakkede om«.
»En fast menu til 350 kroner med to forretter, foccacia med olivenolie, en pastaret og en tiramisu kan blive en klassiker blandt lokale. Men vi ville ikke gå glip af noget og bestilte det meste. Seks ud af seks forretter som deleretter er for meget, hvis man også vil spise pasta. Men vi fortrød intet. Den sicilianske insalata della nonna er så simpel, at den er dybt afhængig af råvarerne, som her var små tomater fulde af sød sol, friskt og sprødt rødløg og en mild og frugtig olivenolie. Ovenpå lå de karakteristiske lange hvide strimler af den faste, tørrede og saltede fåreost ricotta salata, der med fylde og kant færdiggjorde et helstøbt måltid. Så godt«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
’Onkel Vanja’. Iscenesættelse: Yana Ross. Teater
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Hvorfor bliver vi ved med at leve? Det er ét af spørgsmålene, man stiller sig selv, når man ser 'Onkel Vanja' på Det Kongelige Teater.
»Åbningsscenen er faktisk intet mindre end forrygende. Et snerrende rottweilerbid i ansigtet på storbyparnasset, der var samlet til premieren fredag aften i Skuespilhuset. Kaffekopperne klirrer som under et jordskælv i den dunkle spisestue, hvor en sortklædt familie vinder garn, broderer og i det hele taget ligner noget fra Frilandsmuseet. Madam Blå er på bordet, akvavitten er klar, og en dekadent petroleumslampe hænger metaltungt og truende fra loftet. »Livet i sig selv er så kedeligt«, siger en om bordet, »og så er jeg omgivet af mærkelige mennesker««.
»Yana Ross forstår, at karakterer altså ikke behøver være kedelige, bare fordi de keder sig. Morten Brovns Pizza har fysik som et Kvium-maleri, og det er svært ikke at blive fuldstændig forgabt i Mathilde Arcels purunge Sonja, der brækker sin egen næse for at få lægen Mikaels opmærksomhed. Selv spritstiv og med lukkede øjne stråler hun af blind, desperat og forfjamsket kærlighed«.
Anmeldt af Victor Skov Jeppesen.
’Den danske kvinde’. Koncept: Benedikt Erlingsson og Olafur Egill Egilsson. Tv-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Trine Dyrholm giver den, så bøllehatten passer i 'Den danske kvinde'.
»Hun – spillet af Trine Dyrholm – er det måske eneste håb og den værste trussel. Vennen i nøden og fjenden fra Helvede. Modig som en løve, men plaget af natlig angst. Først og fremmest får hun imidlertid tingene gjort. Helt bogstaveligt talt formår hun at rubbe gulerødderne, idet hun har anlagt en nyttehave midt i plænen ud for den etageejendom, hvor hun bor i Reykjavik under navnet Ditte Jensen og arbejder som sygeplejerske på det nærliggende hospital. Men er der andre ting, som skal ordnes, sørger hun også for det«.
»Trine Dyrholm er fuldstændig fantastisk i hovedrollen, og det både som underspillet actionheltinde med bøllehat og brandmandsgreb og som dansende sanger, der fremfører gamle danske hits i langsom gengivelse med den storslåede islandske natur som kulisse, iført rød housecoat og med en diskret henvisning til Kate Bushs klassiske musikvideo ’Wuthering Heights’«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Sophie Calle. Louisiana. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det er forrygende at få lov til at dele et andet menneskes store øjeblik, og det får man i ‘Se havet’, hvor en håndfuld mennesker netop ser havet, men for første gang i deres liv. 'Voir la mer. Old Man', 2011.
»Kombinationen af tekst, fotografi og eventuelt også egentlige genstande er klassisk Calle og går igen i en af de større udstillingssale, hvor hun har spurgt en række blindfødte mennesker, hvordan de vil beskrive skønhed. Deres svar står skrevet på væggene, side om side med fotografier, der illustrerer deres svar. Selv om Calle selv synes, spørgsmålet er det vigtigste, så er jeg personligt mere slået af svarene, som jeg kan følge og forstå i langt højere grad, end jeg havde forventet«.
»Calle kan også være poetisk, hvilket hun i den grad beviser med videoværket ’Voir la mer’ (se havet), der ligefrem handler om fraværets ophør, for her har hun inviteret en håndfuld mennesker med ud til det hav, de aldrig har oplevet. Når de har set sig mætte, vender de sig om, så vi kan se de øjne, der netop har set for første gang«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
Nordhavn. Udvikler: By & Havn. Byrum
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kalkbrænderihavnens hvide by, tegnet af Kim Utzon, har al den stedsans, andre erhvervsbyggerier savner.
»Der er vindstille, og lyset er næsten ved at bryde igennem skydækket over havnebassinet ud for Orientkaj Station. Vi står med ryggen til vandet og kigger på højbanestationen. »Det er godt, det her«, siger designredaktør Lars Hedebo. Sammen er han og jeg, arkitekturredaktør Karsten Ifversen, taget til Nordhavn for at se på den foreløbige udvikling af det enorme byområde, der nu har været undervejs i tyve år i Københavns tidligere erhvervshavn«.
»For alt det gode, som har været så svært at få på plads i andre nye bydele – tæthed, variation i højde og drøjde og et rart forretnings- og gadeliv – er vi villige til at give Nordhavn fem hjerter. Erhvervskvarteret rummer enorme kontorbygninger med ganske lidt charme, men man kan også finde højere kvalitet i den hvide Utzon-by og i Nykredit og AP Pensions nye hovedkvarter. Plus at det er kontrasterne, der giver bydelen karakter«.
Anmeldt af Karsten R. S. Ifversen.
’Rosenkavaleren’. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Opera
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Med ’Rosenkavaleren’ skrev Richard Strauss noget af det smukkeste operamusik, der nogensinde er lavet. Nu kan du opleve hans Mozart-inspirerede klassiker fra en helt ny, københavnsk vinkel.
»Det er en fremragende forestilling. Gennemtænkt, imponerende i sine velbegrundede teatereffekter og stilren i det visuelle udtryk. Med den overdådige operaklassiker ’Rosenkavaleren’ sætter instruktøren Elisabeth Linton efter mange år på de danske operascener en krone på sit virke«.
»Strauss har sat det hele i musik, der er lige så kompleks, som den er overjordisk smuk. Stumper af fejende wienervals bryder konstant igennem i et lydbillede, hvor det regner med sølvfarvede toner, når sølvrosen skal præsenteres. En stor del af forestillingens succes skyldes Det Kongelige Kapel, der under ledelse af Marie Jacquot får Strauss’ geniale partitur til at blomstre og dufte. En anden del ligger i det gode cast af sangere.«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Romería’. Instruktør: Carla Simón. Film
❤ ❤ ❤ ❤
18-årige Marina vil lære sin fortid og dermed sig selv bedre at kende.
»På turen til Galicien opdager Marina, at familien har en noget anden historie om, hvad der skete med hendes forældre op til deres død i 1980’erne, end den, hun selv har forsøgt at stykke sammen. Udstyret med et videokamera og morens gamle dagbog forsøger Marina at finde hoved og hale i de erindringer om en barndom og en familiehistorie, hun ikke hidtil har haft adgang til. Ville hun have været en anden, hvis hun ikke var blevet bortadopteret, spørger hun«.
»Hun søger tydeligt en moderfigur at spejle sig i, og filmmediet er jo oplagt til at opdigte en sådan. Et medie, der har spejlingen som et af sine bærende fundamenter – såvel den psykologiske som den konkrete. Der er faktisk ikke så meget fikumdik over ’Romería’, selv om den nogle gange fletter tider og fortællestemmer sammen. Det er en sørgmunter film om en ung kvinde, der vil lære sin fortid – og dermed sig selv – bedre at kende«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
Atelier September. Gammel Kongevej 100, Frb. C. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤
Der er styr på hver eneste servering hos Atelier September.
»Jeg ville komme tidligt på dagen, hvor det stadig er muligt at få plads ved et rigtigt bord, og hvor tempoet ikke er for travlt. Bestil den perfekt stegte, luftige og cremede omelet med comté (125 kr.), pink grapefrugt med mynte (45 kr.) og drik en velbrygget cappuccino på bønner fra April Coffee (48 kr.). «.
»Man har det lækkert hos Atelier September. Det er som madverdenens svar på modens quiet luxury: underspillet elegance, fornem kvalitet og tidløst design. Her er også lidt glat, som det ofte sker, når et særligt sted knopskyder og bliver til en kæde. Det rokker dog ikke ved, at der er styr på hver eneste servering, og at råvarerne får lov at smage igennem«.
Anmeldt af Birgitte Kjær.
’We Are Together Again’. Bonnie ’Prince’ Billy. Album
❤ ❤ ❤ ❤
At Will Oldham alias Bonnie 'Prince' Billy er fotograferet i et tivoli afspejler ikke på helt indlysende måde den dæmpede mørkestemning på 'We Are Together Again'.
»Et album i mørkets og sammenbruddets tegn, men også en sang om fællesskab og en stræben efter lys og kærlighed som det eneste svar, når verden sprækker af overanstrengelse og udsugning, mens de stærke river og flår i både os og den. Den dæmpede akustiske instrumentering fører tankerne tilbage til 1930’ernes politiske og økonomiske krise med krig i horisonten, mens tørke og støvstorme tvang mange i Midtvesten fra hus og hjem«.
»Signaturinstrumenter er brugt med stor effekt. Nuala Kennedys irske fløjte på ’Why Is The Lion?’. Thomas Deakin er verdens mindste mariachi-orkester på ’Vietnam Sunshine’. Erin Hills harpe på ’Davey Dead’. Instrumenter som små livstegn i et sangunivers, hvor menneskets tid måske er ved at rinde ud«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Ugens mest læste anmeldelse
’Kys og farvel’. Claire-Louise Bennett. Roman.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den britiske forfatter Claire-Louise Bennett debuterede i 2015 med 'Dam'. I 2021 kom 'Kasse 19', og nu kommer hendes 'Kys og farvel' fra 2025 på dansk.
»Hun bliver svær at holde ud, tænkte jeg om jegfortælleren i Claire-Louise Bennetts roman. For ærligt, hvor irriterende er ikke den jegfortæller, der ustandseligt iscenesættes som ganske særlig? »Du er bare ikke helt almindelig, min engel – og det ved du vist også godt«, lyder det fra manden, som jegfortælleren ender med at forlade. Læg dertil, at hun aldrig ser fjernsyn. At hun er den slags kvinde, der foragter dyre buketter, men hellere udvælger et par påskeklokker eller én enkelt ridderspore. At hun tilsyneladende foretrækker sit eget selskab, men alligevel ustandseligt opsøges af mænd, der lufter hund, spilder kaffe i hendes seng eller ligefrem forcerer meterhøje havelåger blot for at være i hendes nærhed«.
»Man skal ikke tage fejl; ’Kys og farvel’ er ikke en roman, der mildt forklaret skuer tilbage over den yngre kvindes afsluttede romantiske bånd til en række ældre læremestre. Til det er den både for klog, for olm og for idiosynkratisk. Heldigvis. Muligvis er fortælleren selv skredet, men hun er ikke desto mindre superneurotisk, evigt grublende og dermed – utålelig eller ej – i sidste ende slet ikke afklaret og derfor let at leve sig ind i«.
Anmeldt af Benedicte Gui de Thurah Huang.