Kære læser,
I denne uge kan du læse om...
...nogle af de bedste fritter, der kan opdrives i Nordvest.
...Tivoli Revyen, som får dig til at glemme, hvor dårligt man sidder i Glassalen.
...og to albums, der forbløffer anmelderne.
Velkommen til ’6 hjerter’!
’Backrooms’. Instruktør: Kane Parsons. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Chiwetel Ejiofor spiller hovedrollen Clark i 'Backrooms'.
»Det er en vildt underlig film. Der er monstre og sugende uhyggelige øjeblikke, men det er ikke det. Det er det rum, som filmen foregår i. Dér, hvor en mand er fanget i en kontorbygning af labyrintiske korridorer. De er sært drømmeagtige og konkrete på samme tid, abstrakte og hverdagslige, så man genkender noget tomt og ensomt, der rammer noget grundlæggende eksistentielt inde i os«.
»’Backrooms’ er en blændende debut af en ung kunstner fra en generation, der formulerer sig i fællesskab, mens man kæmper mod ensomheden. Æstetisk er den hjemsøgende og frydefuld som sådan. Monokrom og nådesløs i sit profane design med lange gange og rum, hvor gult tapet, gule gulvtæpper, summende loftslamper og nedsænkede lofter vækker den følelse, vi kender fra en hverdag uden exit-skilte«.
Anmeldt af Joachim Grundahl.
’Carl Nielsen. The Ultimate Solo Piano Collection’. Rikke Sandberg. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Fra de mindste stykker til de store pianistiske udfordringer forløser Rikke Sandberg Carl Nielsens klavermusik, så forbeholdene falder.
»Udgivelsen er en monsterbedrift. Alt, hvad Carl Nielsen har skrevet for klaver, har Rikke Sandberg indspillet, og det hele er en glæde at lytte til. Det skyldes kærligheden, for Carl Nielsen var ingen god pianist. Noterne til udgivelsen begynder med åbent at erkende, at holdningerne til hans musik og kvaliteten af den er delte, og det er et faktum, at der er meget i hans måde at skrive for klaver på, der giver grå hår, når man skal spille musikken. En stor portion kærlighed er nødvendig, hvis man vil overkomme udfordringerne og forvandle alt besværet til smuk musik, og Rikke Sandberg elsker Carl Nielsens musik«.
»Det første, jeg lyttede til, var den kendte ’Chaconne’, der med komponistens karakteristiske tonefald prøver at tage tråden op fra Bach. Det er ret beset ikke et stykke, der figurerer på så mange pianisters repertoire længere, men under Sandbergs fingre ånder musikken friskt. Den kaglende hønsegård, så mange har talt om i forbindelse med Nielsens musik, bliver lige så smuk som de mest konsonerende intervaller, og mens musikken snoede sig af sted under min lytning, følte jeg til min overraskelse, at jeg drømte en dejlig drøm«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Gift som aldrig før’. Danmarks Radio. TV-program
❤ ❤ ❤ ❤
Kunstmaler Apolonia Sokol er egentlig ikke fan af ægteskabet som institution. Men hun går med til at vie et mandligt par i det smukke lynglandskab ved Rudolph Tegners Museum i DR-serien 'Gift som aldrig før'.
»Tv-serien følger fem par, der skal vies af hver sin kunstner, henholdsvis komponist Louise Alenius, forfatter Glenn Bech, maler Apolonia Sokol, designer Henrik Vibskov og billedkunstner Noah Umur Kanber«.
»Der gik akkurat fire minutter af første afsnit, før en enkelt salt tåre satte sig plirrende på det yderste af mine øjenvipper. Måden, den dansk-polsk-franske maler Apolonia Sokol kigger ind i kameraet på, mens hun læser et brev højt fra en homoseksuel mand om hans oplevelser med homofobi fra mændene i den nærmeste familie og om, hvordan denne unge mand alligevel vil hengive sig til kærligheden – fra en mand – stak mig lige i hjertet«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Prisoner’. Koncept: Matt Charman. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kemien mellem Izuka Hoyle (th.) og Tahar Rahim som fængselsbetjenten Amber og den fængslede lejemorder Tibor er virkelig god.
»Amber Todd, psykologistuderende og fængselsbetjent, har første arbejdsdag efter barsel. Der er naturligvis for lidt personale, for mange indsatte og masser af bøvl. Så da en af Ambers kolleger melder, at han har problemer med at tage en længere tur med en fange, der skal transporteres fra et fængsel i Wales til retten Old Bailey i London for at vidne mod den angivelige hovedperson i et større forbrydersyndikat, siger hun, at det kan hun da godt gøre i stedet for«.
»Serien er vildt fængslende, tøhø. Og spændingen udbygges af det menneskelige aspekt, at Amber Todd har sin familie på spil i plottet. Hun er et samvittighedsfuldt pligtmenneske, der ikke efterlader en opgave uløst. Men den moral anfægtes i en sammenhæng, hvor modstanderne er ryggesløse kriminelle, der hytter egne skind og giver pokker i almenvellet«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Dansk art deco. Den dekorative modernisme’. Øregaard Museum. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤
Mål og vægt symboliseredes i store lysekroner med neonlys og forgyldte småbørn, der hang i Magasin de Nord sidst i 1930'erne. Lysekronen er smukt installeret i Øregaard Museums centrale sal, et hus, som blev museum i 1921, samme periode, som udstillingen omhandler.
»Den danske art deco blev aldrig helt så dominerende som den franske eller den amerikanske. Men det er alligevel sjovt at gå på opdagelse i det formsprog, der indvarsler den danske modernisme, som kommer efter, og som har gjort nationen verdensberømt. Meget fødtes her i de opadstræbende, fremtidsforelskede, hastige og dekadente Gatsby-år«.
»Axel Saltos skrigende turkise porcelænskrukker fra Bing og Grøndahl pointerer den overgang, som art deco markerer, mellem skønvirke (en slags dansk version af art nouveau) og funktionalismen. På krukkerne er blomster og natur, og mytologisk stof fra den parfumeret selvhøjtidelige symbolistiske kunst omkring århundredeskiftet, der findes i mange af udstillingens genstande«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
Tivoli Revyen. Instruktør: Martin Miehe-Renard. Revy
❤ ❤ ❤ ❤
Ellegaard og Lykkegaard er yndige som aldrende pantomimedansere.
»Tivoli Revyen er tilbage som andet end en turistfælde i dansk sommerunderholdning. Musikken spiller funky og flot under Keld Haaning Ipsens ledelse. Kirsten Brinks scenografi er elegant, enkel og moderne uden på nogen måde at være prangende. Og holdet er sikkert instrueret og spiller med udstråling og energisk entusiasme«.
»Der skal være gak i enhver ordentlig revy, og det sørger Mikkel Hilgart for som stresset drive-in-præst i nummeret ’Præstekald’. Og en skøn geriatrisk omgang pantomime ved Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard som trætte Harlekin og Columbine er dygtig«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Den lange vej’. Artigeardit. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I løbet af ti år har Artigeardit ændret samtalen i dansk popmusik og talt om det, der er svært. Og han er slet ikke færdig med den samtale.
»Med sine evige forvandlinger er han for længst blevet dansk hiphops svar på David Bowie. Hele tiden med fingrene nede i noget nyt, altid overbevisende. Alligevel sidder jeg 41 minutter senere tilbage og er igen forbløffet. Over den udvikling Artigeardit som musiker, poet og menneske bliver ved med at gennemgå for øjnene af os«.
»På ’Den lange vej’ har livets tømmermænd igen ramt Ardit. Hårdt. Han revser sig selv for svigt og skuffelser, mens det knaser højlydt i livet, i kærligheden, i venskaber. »Jeg ved ikk’, hvorfor jeg gemmer mig/ Jeg ved ikk’, hvorfor jeg husker dem, der glemmer mig«, lyder det på ’En ulykke kommer sjældent alene’«.
Anmeldt af Simon Lund.
BurgerBaren. Solitudevej 1, Kbh. N. Burgerbar
❤ ❤ ❤ ❤
Med en skarp pris på menuen spiller hovedstadens nyeste burgerbar sig flot ind i kampen mod konkurrenterne.
»BurgerBaren – ikke mange point for navnemæssig opfindsomhed – har kun to ting på menuen: En cheeseburger med kød og en cheeseburger med ’kød’. Altså med plantepuck, der imiterer hakkebøffens udseende og smag. Dejligt fokuseret. En menu med burger, fritter og dip koster 125 kroner. Med en dåsecola oveni skal man slippe 150 i alt. Altså en virkelig konkurrencedygtig pris«.
»Hvor BurgerBaren virkelig skilte sig ud, var på pomfritfronten. De var sindssygt gode, knasende sprøde, smagfulde og langt bedre end hos konkurrenterne. Især dem kommer jeg gerne tilbage for«.
Anmeldt af David Dyrholm.
’Den forelskede ven’. Caroline Albertine Minor. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Caroline Albertine Minor er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede med romanen Pura Vida i 2013.
»Det meste af Caroline Albertine Minors roman ’Den forelskede ven’ udspiller sig i løbet af 2024, på bagkanten af befippelsen, hvor fortælleren fortumlet forsøger at vænne sig fra den ven, hun så ulykkeligt elsker«.
»’Den forelskede ven’ bliver hurtigt besnærende, hvis ikke endda ganske afhængighedsskabende. Minor skriver så lyslevende om alt fra frokostbordets »lyse peberprikkede fiskekød« til mænd, der hellere end at fortælle om den seneste erobring igen leder samtalen ind på Hölderlin (suk!), at jeg – selv om romanen tydeligt lægger sig op ad forfatterens eget liv – næsten kan tro, hun også skildrer mit liv, mine minder«.
Anmeldt af Benedicte Gui de Thurah Huang.
Ugens mest læste anmeldelse
’Ikk gi dig selv væk før du føler dig hjemme’. Pil. Album.
❤ ❤ ❤
Pil, der lyder det borgerlige navn Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, har fået æren af at åbne Roskilde Festivals Orange Scene 1. juli i år.
»Pils tredje album er som en airbrushet aftenhimmel. Pæne, bløde pastelfarver og keyboards, der drømmende flyder sammen, mens Pil med sin klare, lyse stemme synger noget sværmerisk om at spille andenviolin i en kærlighedsrelation. Det er velopdragen popmusik. Men føles også lidt som en candyfloss uden smag«.
»At Roskilde Festival har hørt ’Ikk gi dig selv væk før du føler dig hjemme’ og tænkt: Yes, det er dén energi, der skal åbne Orange Scene i år ... det er et mysterium. Mon de også håber, det bliver regnvejr?«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
Det var alt for denne uge.
Rigtig god weekend!