Kære læser,
I denne uges brev er der masser af kunst på programmet.
Politikens kunstanmelder Mathias Kryger har nemlig givet topkarakter til to udstillinger, og du kan naturligvis læse om dem begge nedenfor.
Husk også vores nye podcast ’Klædt på til kultur’. I denneuge taler anmelder Henrik Palle, journalist Dorte Hygum og kulturredaktør Lotte Folke om den stort anlate Netflix-serie ’East of Eden’.
Velkommen til ’6 hjerter’!
Tracey Emin: A Second Life. Louisiana. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det er både brutalt og præcist, når Tracey Emin tager os med ind i sit liv, helt med op i sengen - også når hun, som titlen på maleriet fra 2024 lyder, er 'Not Fuckable'.
»Tracey Emins malerier er malet med en så dirrende præcis penselføring, at linjerne slipper lærredet og bevæger sig som fangarme ud i rummet og trækker én med ind i motivet. Hun har gennemlevet hvert et værk, hvert et tema, og nu skal vi gennemleve dem med hende. Fra den spæde ungdoms sex på havnefronten via voldtægt, abort og kærlighed til cancer og kroppens forvitring«.
»Det er mildest talt paradoksalt, at Tracey Emins tidlige værker, der er så fyldt med vrede, er håndsyet med pæne sting og store bogstaver, mens de senere malerier, hvor hun har fundet sig selv, og berømmelsen har fundet hende, er udført med så store og voldsomme armbevægelser«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Jochen Lempert – Flora Incognita’. Kunsthal Charlottenborg. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den tyske kunstner Jochen Lempert (1958) arbejder med analogt fotografi og med fotogrammer, hvor han lægger planter og dyr direkte på fotopapiret. Han er uddannet biolog.
»Hvordan redegør jeg for, at denne udstilling med beskedent udseende, uindrammede sort-hvide analoge og relativt små fotografier, fortrinsvis med motiver af dyr og planter, er den bedste udstilling, jeg har set i år?«.
»Portrætterne af gejrfuglene er lige så meget portrætter af mennesket. Alle Jochen Lemperts analoge fotografier, med deres kemiske og teknologiske udgangspunkter, fremstår som et forsøg på at gøre selve det fotografiske medie til noget andet, til natur. Ikke ved at gengive naturen, men ved at blive til den«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Jægerne’. Mungo Park og Malmö Dockteater. Teater
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Marie Louise Wille, Ernesto Carbone og Christopher Læssø kaster sig rundt i hagekorset på knæbeskyttere, mens de mesterligt lægger tynde, tykke, skingre og accentdryppende stemmer til mere end 100 nazidukker.
»’Jægerne’ er baseret på den svenske Carl-Henning Wijkmarks kult- og debutroman ’Jægerne på Karinhall’ fra 1972 og er co-produceret med Malmö Dockteater, der siden 2015 har lavet grotesk dukketeater for voksne. Det er allerførste gang, en af deres forestillinger kan opleves i Danmark, og det bliver forhåbentlig ikke den sidste. For hold nu kæft, hvor er det fedt«.
»Vi befinder os på Hermann Görings jagtslot Karinhall lidt uden for Berlin i år 1936, hvor topnazister og diplomater er samlet til hedonistisk horefest, mens de Olympiske Lege udspiller sig inde i byen. Her bliver kvindelige tugthusfanger (såkaldte motionsredskaber) pisket hårdt i kælderen, mens alle mistænker alle for ubådsspionage«.
Anmeldt af Victor Skov Jeppesen.
’Maya – Riget under junglen’. Moesgaard. Museumsudstilling
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jade var mayaernes mest værdifulde materiale, og når herskere døde, fik de detaljerede jademasker med i graven sammen med andre rige gaver.
»’Maya – Riget under junglen’ er planlagt som årets blockbuster på Moesgaard og er designet til det store udstillingsrum i stueetagen. Her er højt til loftet og godt overblik. Farverne er varme, rødlige og grønne, og udstillingen opleves lysere og mindre dunkel end tidligere slagnumre samme sted«.
»Mayaerne udgjorde længe en stærk civilisation med masser af fremgang. Strukturelt havde den svært ved at tilpasse sig klima- og samfundsforandringer, men kulturens grundstof og tankegods levede videre i menneskerne. Også efter at tørke og migration tvang dem til at flytte. Selv spanierne, der i 1500-tallet begyndte at kolonisere Mexico og omegn, kunne ikke stoppe traditionerne«.
Anmeldt af Niels Pedersen.
’East of Eden’. Netflix. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤
Florence Pugh er fremragende som historiens omdrejningspunkt Cathy.
»Det er historien om tre generationer, hvor ingen kan finde ud af at imødekomme de andres emotionelle behov, fordi de er skadet af enten konventioner eller traumer«.
»Cathy er historiens store omdrejningspunkt, og det er også hendes figur, der bliver seriens psykologiske kors. Hendes historie indledes med, at hun som lille pige udsættes for en seksuel krænkelse, og siden udvikler hun sig til en femme fatale, som efterlader sig et kølvand af død, ulykke og svig. Hun føder tvillingerne Caleb og Aron, som hun forlader, så snart hun er i stand til at rejse sig fra barselssengen«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Høst’. Koncept: Martin Zandvliet. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤
Der er sat vand over til ballade, da den gamle patriark Gorm (Lars Brygmann) overrasker ved sin fødselsdag og overlader gården til datteren Astrid (Katrine Greis-Rosenthal) i stedet for til sønnen Erik (Elliott Crosset Hove).
»’Høst’ udspiller sig på den store gård eller det lille herresæde Feldumgaard, hvor patriarken Gorm (den gamle, tøhø) skal fylde 65. Der er kaldt til kalas, og det er ventet, at man vil forkynde, at gården overlades til hans ældste søn, Erik, der har brugt sit hidtidige liv på at gøre sig fortjent til og parat til at føre bedriften videre. Imidlertid overrasker Gorm ved at give Feldumgaard til datteren Astrid, som slet ikke beskæftiger sig med landbrug«.
»Ud over fremragende skuespil er der grund til at fremhæve Camilla Hjelms eminent smukke fotografering. Der er virkelig indstillinger, man ønskede sig printet ud og indrammet. Og produktionsdesignet holder hele vejen – skarpt og sanset i detaljen, fra de velsiddende arbejdsbukser og de fingerløse handsker til de evindelige kaffekopper og rugbrødsklemmer«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Daisy. Ny Vestergade 10, Kbh. K. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤
De gode råvarer i mezzen fik lov til at smage igennem.
»Jeg udbrød et ’wow’, da jeg hentede vores retter ved disken på ordre fra bipperen på bordet. Blærede anretninger, der skruede forventningerne op. Mezze (145 kr.) med luftige, sprøde falafler, en venlig linsesuppe, harissa, grillet peber og feta, oliven og agurk med tørrede og friske urter og grillet focaccia var en fest for øjet, og de gode råvarer fik lov at smage igennem«.
»Menuen tilbyder, at man selv kan sammensætte et måltid med f.eks. rugbrød, rullepølse, vesterhavsost, laks på dåse, beef jerky og vildsvinekroketter til absolut rimelige priser. Og her fandt jeg ’Sprødt torskeskind’. Jeg forventede lidt flager på en asiet, men fik et helt friteret fiskeovertræk, der lå og snoede sig i en dyb tallerken med en grøn løvstikkemayo i bunden. Så flot og skinnende, så knasende sprødt og umamilækkert. Et scoop til 35 kr«.
Anmeldt af Birgitte Kjær og Ingrid Kjær.
’Hope’. Na Hong-jin. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Byen Hope er omdrejningspunkt for filmen, hvor beboerne en efter en bliver flænset og halvspist af nogle mystiske monstre, som politikommissæren Ko Bum-seok og hans assistent skal bekæmpe.
»Den nye sydkoreanske film ’Hope’ foregår i Håbets Bugt, et lille fiskerleje i det nordøstligste Sydkorea. Ko Bum-seok (Hwang Jung-min), byens politikommissær, og Im Sung-ae (Hoyeon), ny i tjenesten, eftersætter, som det hedder på politisprog, det bæst, der er skyld i, at hele byen bliver udsat for altødelæggende angreb, der lægger hele kvarterer øde, og de maltrakterede lig hober sig op på gader og stræder, hænger som afrevne torsoer ned fra trækronerne og stikker ud af murværket i form af en blodig arm. For hvert bevis de finder på det ondes fremrykning, haster det mere og mere«.
»Et meget, meget langt stykke hen ad vejen er ’Hope’ en besættende filmoplevelse. Fornemmelsen af at være så tæt på noget, man ikke ved, hvad er, men med god grund frygter, er direkte fysisk«.
Anmeldt af Michael Bo.
’The Empty Mirror’. Carsten Dahl. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Carsten Dahl fanget i studiet. Hans nye album er indspillet live i et enkelt take i Konservatoriets Koncertsal i København.
»På musikkonservatoriet i København står et sort flygel i en tom koncertsal. Den unge lydtekniker Jonas Eliyah Munch-Hansen har stillet det der, fordi han som del af sit afsluttende eksamensprojekt vil have Carsten Dahl til at komme ind på konservatoriet. Pianisten skal sætte sig ved flyglet og så bare spille. Det har Dahl gjort, og resultatet er albummet ’The Empty Mirror’«.
»Titlen ’The Empty Mirror’ refererer til hans oplevelse af ikke selv at lave musikken. Han ser ind i et spejl, hvor han ikke ser sig selv. Musikken kommer bare. Han er der ikke engang. Jeg tror på ham og mærker, at følelsen, han har, er ægte«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
Ugens mest læste anmeldelse
Aphaca. Parken. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤
Rumle Kærså må være jordens sødeste og høfligste rockstjerne – siger og synger kun pæne ting.
»Da de for et halvt års tid siden spillede i Forum, havde jeg haft lidt bange anelser for, hvordan det skulle gå på den helt store scene – for de fleste danske bands ville Parken være en uopnåelig endestation. Men det stod med det samme klart, at det var her, Aphaca skulle stå. Lidt senere kom jeg til gengæld i tvivl«.
»At Aphaca stadig famler efter deres lyd, er både forståeligt og betryggende nok. Da de gik fra den lille intimscene i midten af Parken og op til hovedscenen en halv time inde i koncerten, var det, som om de måtte begynde forfra med ’Tårer i en kælder’. Det var, som om intensiteten på samme tid steg og faldt«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.