0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix
Foto: Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix
Nyhedsbrev - Postkort fra Amerika

Det sidste nye, så I er klar til midvejsvalget i USA i aften

Nyhedsbrev - Postkort fra Amerika

Kære læser,

Så er det i aften – amerikansk tid – at stemmelokalerne lukker og der skal findes en afgørelse på et midtvejsvalg i USA, der ikke alene kan få helt konkrete konsekvenser for amerikanernes dagligdag her og nu, men også for præsident Joe Biden og eks-præsident Donald Trump, der begge pønser på at stille op igen ved præsidentvalget i 2024.

Jeg var selv så heldig, at Joe Biden i torsdags med et døgns varsel indkaldte til et vælgermøde blot en halv time fra mit hjem i San Diego. Biden har ellers været svær at komme i nærheden af i denne valgkamp og stort set holdt sig fra de helt store arrangementer – det som amerikanerne kalder et rally.

Jeg må desværre bare også sige, at der nok er en grund til, at han ikke har været mere aktiv. Udover, at han er en ganske upopulær præsident i USA, og mange demokratiske kandidater derfor slet ikke har ønsket at få et Biden-besøg, så virker han simpelthen heller ikke til at være på toppen.

Til vælgermødet her i det sydlige Californien var Biden i den grad på hjemmebane, og de flere tusinde fremmødte i en slidt basketarena på et offentligt college i kystbyen Oceanside gjorde alt for at give ham vinger, men præsidenten virkede usikker, mumlede sig gennem lange passager og afbrød sig selv stort set hver gang, har var ved at have bygget op til en pointe, der kunne have fået jublen til at bryde løs.

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Jeg har absolut ingen grund til at tro eller mene, at en 81-årig (som han vil være i 2024) ikke kan være en god præsident, men jeg er godt nok bekymret for, hvordan han skal klare sig igennem først et primærvalg og dernæst en sædvanligvis nådesløs amerikansk valgkamp.


Omvendt kan min midtvejsvalgs-allierede kollega Jesper Thobo-Carlsen fra et vælgermøde i Pennsylvania i weekenden berette om en Donald Trump i tilsyneladende storform – og måske også i en form for benægtelse.

Trump leverede, som han har for vane, en »til tider morsom, som altid ublu selvrosende og ofte fakta-fordrejende tale, der tegner et næsten endnu mere karikeret dystopisk billede af USA, end da han stillede op i 2016«, som Jesper beskriver det.

Af det kan man ikke nødvendigvis konkludere, at det går godt for Trump. Helt konkret truer en lang række retssager og efterforskninger af hans gøren og laden med at slukke hans drøm om et comeback i Det Hvide Hus, og flere af hans mest loyale og særligt udvalgte midtvejsvalgs-kandidater har ikke ligefrem imponeret i valgkampen.

Jesper har her i weekenden skrevet en virkelig fin feature fra Pennsylvania om opgøret mellem demokraten John Fetterman og trumpisten og tv-lægen Mehmet Oz, der kan blive afgørende for både selve midtvejsvalget og fortællingen om Trump i tiden der følger.

Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix

En anden tvekamp, som alle kommer til at holde øje med i aften og imorgen, står mellem den siddende senator i Georgia Raphael Warnock og den republikanske udfordrer Herschel Walker. Det var, som I måske vil huske, den traditionelt konservative sydstat, der i 2020 både var med til at sikre Joe Bidens sejr i præsidentvalget og demokraternes spinkle flertal i Senatet. I år er vælgerne i Georgia som de fleste amerikanere skuffede over Joe Biden og inflationen, og demokraternes største chance synes at være den Trump-loyale Walkers kontroversielle natur og adfærd.

Også i opgørene i Arizona og Ohio har Trump i den grad sat sig selv på spil ved at have presset valgbenægtende og uskolede kandidater igennem det republikanske primærvalg.

Ender det med nederlag til de mest fremtrædende trumpister, kan der også blive sat nye spørgsmålstegn ved Trumps egnethed som republikansk præsidentkandidat i 2024.

Men var Trump nervøs, kunne man ikke mærke det på ham i weekenden, og skulle han nå så langt som til en præsidentvalgkamp virker han i hvert fald kampklar, hvilket man ikke rigtig kan sige om Biden.


Kampklar er vi også på Politiken, hvor vi sent tirsdag aften på pol.dk begynder en liveblog, der kommer til at køre hele natten og formentlig langt ud på onsdagen dansk tid, hvor Jesper og jeg og vores internationale kommentator Michael Jarlner vil forsøge at holde jer helt opdaterede med både de indkommende valgresultater, mini-analyser, kommentarer og tips til spændende historier i de amerikanske medier, mens dramaet udfolder sig.

Udover de overordnede magtbalancer i den føderale kongres er der også en lang række spændende opgør om guvernørposterne i delstaterne, hvor rigtig meget magt er forsamlet, og hvor meget af den politik, der påvirker amerikanerne allermest, bliver besluttet.

Det gælder også i forhold til en af valget helt store dagsordener – abortspørgsmålet – hvor guvernørvalgene enten direkte eller inddirekte vil få umiddelbare konsekvenser for millioner af amerikanske kvinder. Det vil vi også forsøge at følge med i på live-bloggen.

I mellemtiden kan I – hvis I har behov for det og ikke har fået det gjort endnu – orientere jer i nogle af vores guides til valget og alt det, der er på spil. I kan finde links her i bunden af nyhedsbrevet.

Vi håber, I vil følge med – vi glæder os i hvert fald!

Rigtig god valgaften.

Alt - næsten - om midvejsvalget i USA