Kære læser,
Da jeg tiltrådte som Politikens USA-korrespondent for efterhånden halvandet år siden, hed dette nyhedsbrev Amerikas Splittede Stater, hvilket på mange måder var passende. Det kunne det sådan set også stadig være.
På begge kanter af det politiske spektrum findes der i USA en ekstremisme og en mistro mod politiske modstandere, som man trods alt skal helt ud i de alleryderste hjørner af det danske samfund for at finde.
Alligevel synes jeg, min tid i USA generelt har været opløftende i den forstand, at uanset hvor jeg har rejst rundt for at fortælle historier fra det store land, så er jeg stødt på en masse nuancer, der sjældent afspejles i hverken det bipolare politiske system eller den amerikanske mediedækning.
Og jeg synes, midtvejsvalget sidste tirsdag på mange måder bekræftede mine egne oplevelser.
I går – torsdag – blev der sat en form for punktum efter 10 dages optælling af stemmer, da republikanerne nåede det magiske mandat nummer 218, der sikrer dem en majoritet i Repræsentanternes Hus. Men det blev langt fra den røde bølge, republikanerne havde forventet og varslet.
Demokraterne fastholder nemlig magten i Senatet – Kongressens andet kammer – og vinder tilmed et par af de ekstremt vigtige guvernørposter fra republikanerne ude i delstaterne.
Demokraternes tidligere astronaut og jagerpilot Mark Kelly besejrede enkelt Trump-loyalisten Blake Masters i senatorvalget i det ellers konservativt hældende Arizona.
Så hvem vandt? Ingen i den forstand, at den demokratiske præsident Joe Biden mistede kontrollen med den samlede kongres, ligesom Donald Trump og republikanerne må konstatere, at mandathøsten er historisk dårlig for et midtvejsvalg, der næsten uden undtagelser er blevet brugt til at straffe den siddende præsidents parti.
Men jeg vil påstå, at der var en stor vinder: Den moderate midte i amerikansk politik.
Når republikanerne ikke alene fik flest mandater i Repræsentanternes Hus, men også vandt den såkaldte popular vote – altså hvor mange der totalt set stemte på republikanerne fremfor demokraterne – så hænger det med stor sikkerhed sammen med inflationen og det faktum, at Joe Biden har været en upopulær præsident.
Inflationen og økonomisk bekymring var det vigtigste tema for amerikanerne, da de stod i stemmeboksen, hvilket i virkeligheden er et tegn på normalitet. It’s the economy, stupid, lyder en velkendt læresætning blandt politiske valgstrateger, og det er et helt reelt problem, at rigtig mange amerikanere lider under de stigende fødevare- og benzinpriser, selv om arbejdsløsheden er lav.
Det tog for lang tid for Biden og hans folk at erkende.
Når demokraterne omvendt fastholdt magten i Senatet og vandt en række guvernørposter i såkaldte svingstater, skyldes det uden en skygge af tvivl to andre ting: Abortspørgsmålet og en håndfuld Trump-støttede, uskolede og yderligtgående republikanske kandidater.
Den tidligere NFL-spiller og republikaner Herschel Walker - der i valgkampen blev beskyldt for at have betalt for flere eks-kæresters aborter, selv om han går ind for strikse abort-regler - lykkedes ikke med at nå de 50 procent af stemmerne, som det kræver at blive senator i det ellers konservative Georgia.
Næst efter inflationen peger amerikanerne på abort som valgets vigtigste tema. Retten til abort har i årtier splittet amerikanerne, men efter højesteretten i maj rullede amerikanske kvinders konstitutionelle ret til abort retur og overlod spørgsmålet til delstaterne, er det blevet alvor.
Meningsmålinger og den første folkeafstemning om spørgsmålet i det ellers konservative Kansas tilbage i august havde allerede vist, at selv mange republikanere, der måske moralsk er abortmodstandere, er imod de kompromisløse abortforbud, som mange delstater har indført. Ved midtvejsvalget faldt yderligere en række afstemninger og valg ud til fordel for retten til abort og guvernører, der havde lovet at nedlægge veto mod abortforbud.
Og så var der det med kandidaterne. I svingstater som Arizona, Pennsylvania, Georgia og Nevada – flere af dem konservativt hældende – stillede republikanerne op med kontroversielle senator-kandidater, som Donald Trump selv havde presset igennem de republikanske primærvalg, først og fremmest fordi de støttede Trumps løgn om, at Biden stjal valget i 2020.
Ingen af kandidaterne formåede at vinde, og selv om Walker i Georgia får en ny chance ved et omvalg i december, så kan man konkludere, at de tabte valget for republikanerne.
Så hvad så nu? Joe Biden får med sikkerhed endnu sværere ved at regere de kommende to år, hvor han ikke har hele Kongressen med sig. Republikanerne kan omvendt ikke få politik igennem, hvis det demokratisk styrede senat stemmer imod.
Belært af de seneste to år i politik vil det være nærliggende at mene, at alt nu går i stå.
Jeg synes dog, der er et glimt af håb, man kan tage med sig fra midtvejsvalget.
Virkelig mange republikanere har usædvanligt åbent konkluderet, at det var Donald Trump selv, den yderligtgående kreds omkring ham og deres fortsatte insisteren på at udfordre valget i 2020 og de demokratiske institutioner i øvrigt, der kostede republikanerne en sikker valgsejr.
Selv efter Donald Trump tirsdag officielt annoncerede, at han stiller op igen ved præsidentvalget i 2024, har det været så som så med opbakningen. Jeg er på Donald Trumps mail-liste, og han sender i disse dage en kaskade af mails ud med eksempler på republikanere, der støtter hans kandidatur, men det er vennerne på yderfløjen og små fisk i partiet.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Trumps tale, da han annocerede, at han igen stiller op som præsident, var at han ikke med et ord nævnte konspirationen om det stjålne valg i 2020. Måske har han også endelig indset, at vælgerne er trætte af ekstremisme?
Det bemærkelsesværdige er, hvor mange – både konservative politikere, medier, strateger og donorer – der ikke gør det, og hvor mange der nu peger direkte på Florida-guvernøren Ron DeSantis som deres foretrukne kandidat.
I Kongressen mislykkedes Donald Trump her i dagene efter valget desuden med at få væltet republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, af pinden, og både McConnell og den genvalgte leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, har ligesom en lang række tunge republikanere slået en forsonlig tone an overfor demokraterne.
Hvor længe det holder, må tiden vise, men republikanerne er i hvert fald sluppet af med en hård modstander – og lidt af en hadefigur på den yderste højrefløj – da demokraternes nærmest ikoniske leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, torsdag valgte at trække sig som leder.
Pelosis farvel markerer en afslutning på en æra i amerikansk politik – måske kan valget blive begyndelsen på en ny, hvor vi ikke længere får behov for at kalde USA for Amerikas Splittede Stater? Man har altid lov til at håbe.