Kære alle,
To gange i sidste uge stod Keir Starmer skoleret i det britiske parlaments underhus. Han blev grillet for sin rolle i skandalen om Jeffrey Epstein, den nu afdøde seksualforbryder, der drev et grusomt netværk baseret på finansielle tjenester og seksuelle ydelser.
Ingen anklager den britiske premierminister for selv at have været en del af Epstein-kredsen. Han har aldrig mødt manden. Det har til gengæld den ambassadør i Washington, Keir Starmer udnævnte i 2024, den tidligere spindoktor og handelsminister Peter Mandelson. Og det er denne beslutning, der nu forfølger Keir Starmer. Og fair nok. Men det er alt andet end fair, at Keir Starmer kan komme til at betale med sit politiske liv i en sag, hvor han, Donald Trump, står i centrum. Det har jeg skrevet om i denne klumme.
Herhjemme tager vi nu hul på en ny uge med regeringsforhandlinger, som det bliver stadig vanskeligere at gennemskue fremdriften i. Faktisk ser det ud til, at Mette Frederiksen går ét skridt tilbage for at tage ét skridt frem. I hvert fald bragte den fungerende statsminister selv usikkerhed om det allerede fungerende velfærdsforlig, der regulerer danskernes pensionsalder. Pludselig var Moderaterne af tekniske grunde røget ud af forliget, hvilket fik Lars Løkke Rasmussen til at møde op til forhandlingerne i Marienborg i alt andet end godt humør.
Hvorfor dette forløb afslører alt det værste ved politik, har jeg skrevet om i denne leder.
Heller ikke i København går det videre godt for Socialdemokratiet, der forsøger at finde tilbage til den overborgmestermagt, som partiet har mistet for første gang i historien. Hvorfor det ikke går videre godt, har jeg skrevet om i denne leder.
Med ønsket om, at I alle må få en god – og oplyst – uge.
Med venlig hilsen
Christian Jensen