Kære alle

Opgøret sendte Mette Frederiksen på forsiden af New York Times. Hun blev et internationalt symbol på en politisk leder, der sagde klart, tydeligt og konsekvent fra over for Donald Trump.

Senest har Mette Frederiksen under valgkampen slået fast, at USA desværre ikke længere er Danmarks ”nærmeste allierede”. Det er en markant melding, der officielt markerer en helt ny tidsregning i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Men hvornår sætter Mette Frederiksen – og Danmark – for alvor handling bag ordene? Det spørgsmål er blevet aktuelt i forbindelse med en vigtig beslutning, Danmark står foran: Hvilket digitalt våbensystem skal Forsvaret vælge? Et amerikansk eller et dansk.

Det burde være lige til at svare på. Akkurat som det har været det i Tyskland, Schweiz og en række andre europæiske lande. Selvfølgelig kan man ikke vælge at samarbejde om vital militær infrastruktur med et land, vi ikke aner, om er ven eller fjende.

Men Danmark tøver. Hvorfor? Det undersøger jeg mulige forklaringer på i denne klumme.

Regeringsforhandlingerne med Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger minder mest af alt om en udstilling af Venstre-formandens afmagt. Det er umådeligt vanskeligt at se, hvordan han skal kunne finde en vej frem.

Derfor taler sandsynligheden for, at Mette Frederiksen om nogen tid genudnævnes som kongelig undersøger for at komme nærmere den mest sandsynlige regering: den mellem S-SF-R-M.

Jeg håber sådan på, at Mona Juul vil gøre K’et til en del af den midterregering.

På det substantielle plan burde fællesmængden være til stede, og Mona Juul gik jo netop ind i politik med et erhvervslivsinspireret temperament, hvor det handler om at skabe resultater i stedet for at placere sig uden for magtens rum. Det minder jeg Mona Juul om i denne leder.

I ønsket om, at I alle må få en god – og oplyst – uge.