Kære alle

Så fik Danmark endelig både et nyt regeringsgrundlag og et nyt ministerhold, som kommer til at dominere dette nyhedsbrev.

Jeg er grundlæggende begejstret for regeringsgrundlaget, selv om det mangler to centrale ting: et overordnet politisk projekt og en overbevisende finansiering af de mange i øvrigt fornuftige forslag.

Begge dele kan komme undervejs, og derfor skrev jeg denne leder om regeringsgrundlaget.

Hvis vi lige i første omgang ser bort fra den arvefølgestrid, Mette Frederiksen valgte at detonere med tilsidesættelsen af Nicolai Wammen og udnævnelsen af Peter Hummelgaard som sin foretrukne kronprins, så tegner ministerholdet også virkelig godt for Danmarks fremtid. Det har jeg skrevet om i denne leder.

Jeg har i de seneste år været kritisk over for Radikale Venstre, der svigtede deres egen arv og ånd ved i 11. time at fortryde deltagelse i SVM-regeringen. Nu er Radikale Venstre heldigvis tilbage i magtens midte, hvor partiet historisk hører hjemme. Det tager jeg hatten af for i denne leder.

Og så er vi fremme ved det, der kan ende med at blive en genvækkelse af alle spøgelserne i den socialdemokratiske historie: et bittert formandsopgør mellem Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard, som Mette Frederiksen har sat i sin personlige tronfølgerstol.

Om det går sådan, er det endnu for tidligt at sige. Foreløbig har Mette Frederiksen antændt en uhørt vrede internt i folketingsgruppen, hvilket vores journalister på Christiansborg har afdækket i denne og denne artikel.

Jeg har kigget på Peter Hummelgaards fortid, der gemmer på indtil flere dunkle sager, som jeg kaster lys på i denne klumme.

I ønsket om, at I alle må få en god – og oplyst – uge.