Kære alle,
Har du lagt mærke til det? Der er begyndt at tegne sig to udgaver af Mette Frederiksen. I min klumme i denne uge kalder jeg hende for hjemme-Mette og ude-Mette. Statsministeren virker ofte irriteret, når hun møder pressen og offentligheden i Danmark, mens hun stråler af overskud, når hun møder stats- og regeringschefer i centrum af det europæiske magtcentrum, hvor hun er en af de længst siddende statsministre.
Er det et problem eller en løsning, spørger jeg i klummen, som du kan læse her.
Har du lagt mærke til, at kristendommen pludselig er begyndt at spille en central rolle i dansk politik? Både med Ida Aukens præst i Folketinget og senest med Alex Vanopslaghs nye bog ”Den usynlige ånd”, der udkom forleden. Det har i hvert fald vores politiske kommentator, Noa Redington, der har skrevet denne forrygende polemiske og spiddende kommentar om de omvendte folketingspolitikere som artige sognebørn.
I sidste uge skrev, at jeg glædede mig til at læse netop Alex Vanopslaghs nye bog. Jeg blev ikke skuffet. Det er en ret fremragende bog, hvor han ikke alene slipper ånden ud af flasken ved at lade Bertel Haarder skrive et forord, hvor han åbner for en partifusion mellem Liberal Alliance og Venstre.
Alex Vanopslagh kan sagtens selv. Han har skrevet tankevækkende og velgørende bog, som forhåbentlig kan vække interesse blandt de tusindvis af unge, der har fejret Vanopslagh som Daady på TikTok. I så fald har LA-formanden bidraget positivt til det dannelsesprojekt, han selv plæderer for i sin bog, som jeg gav fem hjerter. Du kan læse anmeldelsen her.
Og når vi nu er ved både de gode nyheder og techplatformene, så var der også godt nyt på den front. I årevis har det lydt, at big tech med deres skjulte algoritmer og ansvarsløshed i forhold til det indhold, de viderebringer, aldrig vil lade sig kontrollere og regulere. Men et forlig i Californien gør op med de tidligere forestillinger. Hvordan kan du læse i denne leder.
I ønsket om, at I alle må få en god – og oplyst – uge.