Kære Læser
Gæk, gæk, gæk! Mit navn det står med prikker. Pas på du ikke ... kigger nederst i brevet, for så er det nok alligevel for nemt at gætte, hvem afsenderen er.
Jep, her er ugens klassiske nyhedsbrev, og det står i påskens tegn.
Jeg har således oplevet ikke mindre end to ’Johannes-passioner’ i weekenden, og begge var gode oplevelser af virkelige mesterværker.
Bachs ’Johannes-passion’ er jo verdensberømt. Og selv om der lige nu er stor mystik omkring, hvorfor Copenhagen Phil meget pludseligt har skilt sig af med chefdirigent Christoph Gedschold, der skulle have ledet opførelsen i Holmens Kirke i fredags, gik koncerten fint.
(Hvis du ikke har fulgt med i sagen om den forsvundne dirigent, kan du læse om den i første artikel under nyhedsbrevet).
Holmens Kirkes organist og kantor, Jakob Lorentzen, dirigerede kor og orkester, og du kan læse min anmeldelse af Bachs ’Johannes-passion’ i Holmens Kirke her.
Samme sted indledte Mogens Dahl og hans kammerkor påsken Palmesøndag med Arvo Pärts anderledes strenge og simple ’Passio’, og det værk bliver altså kun bedre med genhør.
Min anmeldelse fra Holmens Kirke søndag til 5 hjerter finder du her.
Og så må jeg ikke glemme, at en af de helt store operaer, nemlig Richard Strauss’ sølvskinnende, valsende ’Rosenkavaleren’, nu er oppe i Operaen.
Det er yderst vellykket, hvordan instruktør Elisabeth Linton får omplantet det kendte værk fra rokokoperiodens Wien til København i årene lige inden kvinderne fik valgret. Min anmeldelse af ’Rosenkavaleren’ til 5 hjerter finder du her.
Musikredaktøren holder fri de kommende to uger, men derefter er nyhedsbrevet selvfølgelig tilbage igen.
Mange tak fordi du læste med – og rigtig god påskemusikuge!