Kære Læser

Sangstemmen er det eneste instrument, vi alle har med os, selv når vi er nøgne. Den er ikke bare personlig. Den er privat, og som resten af vores fysik ændrer den sig hen over årene.

Inden for det enorme område, vi kalder klassisk musik og opera, er stemmer noget særligt.

Stemmer bliver alt andet lige dybere med tiden. Det er selvsagt især en udfordring for lyse sangstemmer – og måske særligt for tenorer.

En operatenor skal have en smuk klang i stemmens forskellige registre, og registrene skal være bundet smukt sammen. Men frem for noget skal han have de høje toner, der gør ham til tenor.

Som årene går, kan de forsvinde.

Hos Rolando Villazon skete det, fordi han sang sig ned og fik cyster på stemmelæberne, der krævede operationer.

Væk var toptonerne. Tilbage står i dag en tenor, der ikke længere er tenor.

Det samme er sket for en af de andre store tenorstemmer i vor tid, nemlig malteseren Joseph Calleja.

Da han sang med Tivoli Copenhagen Phil i fredags, var der masser af stemmekraft tilbage i kroppen, men han kunne ikke synge overbevisende over a’et under det høje c.

Sådan er verden så nådesløs. I hvert fald er det mere end vigtigt for sangere at synge med en teknik, der lader stemmen slippe fri og ikke gør, at sangeren synger sig til problemer, inden han er fyldt 50 år.

Hvis du vil læse mere om koncerten med den alt andet lige stadig fascinerende Joseph Calleja i Tivoli, finder du min anmeldelse her.

Mange tak fordi du læste med – og rigtig god musikuge derude!