Kære Læser

Jeg indrømmer, jeg var skeptisk. I begyndelsen, da Copenhagen Phil for snart en hel del år siden begyndte at eksperimentere med alternative koncertformater, synes jeg, det rent ud sagt var noget skidt.

Jeg husker tango-dansere på scenen foran orkestret og daværende chefdirigent Lan Shui i stribet vest. ’Tres minutters møg’ kaldte jeg det i avisen.

Siden er der sket rigtig meget.

Orkestret har udviklet voldsomt på ikke bare det ’60 minutes’-koncertformat, jeg dengang kritiserede sønder og sammen, men på noget, der er blevet til en hel vifte af alternative måde at møde et symfoniorkester på.

Noget af det bedste har været ’Melodrama’-formatet, hvor instruktøren Christian Lollike har diskuteret nutidigt konfliktstof med udgangspunkt i klassiske orkesterværker.

Torsdag og fredag opførte Phil, som vi kærligt kalder orkestret hjemme hos mig nu, det tredje foreløbig sidste af melodramaerne. En aften, hvor Stravinskys ’Le sacre du printemps’ måske nok kom til at stå lidt i skyggen af komponisten Steingrímur Rohloffs ambitiøse nyskervne musik.

Til gengæld viste Lollike endnu engang sin evne til at folde en tematik ud, så jeg gik hjem med alle forbehold smidt over skulderen.

Hvis du har lyst til at læse, hvordan Christian Lollike med udgangspunkt i et hedensk ofringsritual hos Stravinsky trak tråde fra Det Gamle Teatamente op til vor tids tragiske konflikt mellem Israel og Palæstina, kan du læse min anmeldelse til 5 hjerter her.

Jeg håber, Phil fortsætter sine teaterkoncerter. De er kommet uendeligt langt i den gode retning, siden dengang med tangodanserne og dirigenten i stribet vest.

Mange tak fordi du læste med – og rigtig god musikuge derude!