Kære Læser
Det er hele 30 år siden, tæppet gik for Benjamin Brittens opera om den engelske fisker Peter Grimes på Gamle Scene – i en opsætning lavet af den tjekkiske instruktør David Radok, der dengang var i vælten.
Operaen, som handler om en outsider, der kæmper for at passe ind i et lille fiskersamfund, er en moderne klassiker, og dengang i 1990’erne var den en stærk oplevelse med den senere Wagnertenor Stig Fogh i titelpartiet.
Jeg må indrømme, det ikke var med store forventninger, jeg tre årtier senere gik i Operaen for at se den i mellemtiden kasserede forestilling igen. Tiderne har ændret sig, og det var da også meningen, Det Kongelige ville vise Brittens barske fiskeropera i en ny iscenesættelse.
Men jeg blev positivt overrasket. Med tenoren Niels Jørgen Riis i en triumf af en rolledebut omringet af dygtige kollegaer og et flot syngende operakor er det en opdateret, relevant ’Peter Grimes’ anno 2023, der indtil 1. juni kan opleves i Operaen. Du kan læse min anmeldelse fra premieren her.
Slagtøjsduoen Twincussion fra Taiwan var solister i Li-Ying Wu's koncert 'Flamboyer' ved Torsdagskoncerten.
Kvindelige dirigenter er ikke længere en mangelvare. Mens filmen ’Tár’ går sin sejrsgang i biograferne med sit portræt af en kvindelig dirigent, kommer den ene efter den anden og dirigerer vores danske orkestre.
Ved sidste uges Torsdagskoncert var det mexikanske Alondra de la Parra, der stod foran DR’s symfoniorkester i klassiske værker af Debussy og Ravel. Hvad der imidlertid stjal billedet og fik publikum til at tale sammen i pausen, var et nyt DR-bestillingsværk for slagtøjssolister og orkester. Et værk, hvor der blandt andet skulle spilles på fuglebure.
Du kan læse min anmeldelse af den anderledes Torsdagskoncert her.
Kammermusik er en levende og rig del af det klassiske musikliv herhjemme, og med Musikhuset på Vesterbrogade i København har kammermusikken fået et nyt sted at folde sig ud. Afslappet og anderledes.
Her hørte jeg i sidste uge den danske strygekvartet Nightingale String Quartet spille sammen med deres kollegaer fra den tyske Henschel Quartet. Det blev en fin aften, hvor højdepunktet var Mendelssohns friske oktet for strygere. Utrolig musik skrevet af en teenager.
Du kan læse anmeldelsen af koncerten fra Musikhuset København her.
Tak fordi du læste med – og god musikuge derude!