0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Min sjæl, hvad vil du mere?
Nyhedsbrev - Fredagsbrevet

Forår forår forår!

Nyhedsbrev - Fredagsbrevet

Kære læser

Se nu, hvor det går. Anden uge i træk.

Tak til alle jer, der skrev til mig. Det er rart at vide, at der er nogen, der læser med. Det gør det meget nemmere at komme i gang igen. Og tak til dig, der skrev, jeg ikke burde bande. Du har ret.

I den her uge har jeg til alle redaktionsmøder, hvor vi har talt om, hvad vi skal skrive, og hvad vi tænker på, kun haft lyst til at sige en ting: forår!

Jeg tænker på foråret. Jeg tænker på, hvor utrolig overdrevet fantastisk smukt det er. Hvordan jeg bliver overvældet af alt det, der springer ud. Hvor grønt det er, hvor fuldstændig bedøvende bedårende lysegrønt det hele er. Lyset lyset lyset.

Foråret er et mirakel, der sker igen og igen, og hvert eneste år kommer det bag på mig, hvor vidunderligt det er. Hurra for det.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Værd at spise

Allerførst. Det lykkedes mig i sidste uge at linke forkert, så der ikke var et link til opskriften på Mina Stones spinatris. Undskyld. Opskriften er her. Og lav det! Det smager så godt. Til fisk, til kylling eller bare som hovedret med et spejlæg. Er man lidt lille i det, ville det også fungerer godt i en skål, spist i sofaen, mens man så dårligt tv.

I denne uge lavede jeg - til en middag, hvor der var (SURPRISE!) spinatris og kylling til hovedret - rabarberkage til dessert. Jeg lavede den, der i min familie bare hedder ’Den gode kage’. Den er nemlig lige så god, som den er nem. Jeg har skrevet opskriften før, men nu får du den lige igen.

  • Rør 200 gram blødt smør sammen med 250 gram sukker.
  • Kom tre æg i, et af gangen.
  • Vend 150 gram mel og en teske bagepulver i.
  • Kom dejen i en smurt springform (eller en springform, hvor der ligger et ark bagepapir, det gør jeg, det er nemmest).
  • Kom frugt, mindst 250 gram, gerne mere oveni.
  • Bag ved 190 grader til kagen er nok, ca. en time. Tjek med en strikkepind eller kødnål om der sidder våd dej på, når du stikker den i midten af kagen.

Jeg var helt rebelsk og brugte 100 gram hvedemel og 75 gram mandelmel i dejen. Jeg brugte et bundt rabarber, vendt i lidt sukker, dryssede en god håndfuld hakkede mandler og lidt perlesukker over. Flødeskum til. SÅ godt.

Jeg drømmer også om at lave denne kage af Melissa Lippert, som i den her opskrift er med æbler (og SÅ god), men med rabarber.

Drop det der med at søde kokosmelet, ikke nødvendigt, bare brug almindeligt kokosmel og drop karamelsaucen. Flødeskum til igen. Eller måske vaniljeis (det føles virkelig som et overgreb at skulle stave vanille sådan der - vanilje. Det er tiderne!)


Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix
Foto: Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix

Værd at læse

I den her uge vil jeg gerne anbefale to bøger, som jeg er ved at læse.

Den første er ’Careless People’ af Sarah Wynn-Williams (billedet). Hun har været ansat i Meta, firmaet, der blandt andet står bag Instagram og Facebook, og hun fortæller om sine oplevelser der. Fra at håbe, at Facebook vil være med til at forbedre verden ved at knytte os tættere sammen til at indse, at det er virkelig ikke Mark Zuckerbergs plan.

Birgitte Kjær har i Politiken fortalt om bogen her. New York Times - som Politiken abonnenter jo har adgang til - har anmeldt den her. Og er du ikke sikker på, om bogen er noget for dig, kan du høre første kapitel via New York Times her.

Den er underholdende skrevet og nemt læst, men jeg er nødt til at advare om, at man bliver rasende af at læse den. Sådan nogle griske røvhuller!

Jeg vil også gerne anbefale ’The Nazi Mind’, skrevet af Laurence Rees, som i 12 kapitler gennemgår, hvordan nazisterne kom til magten og hvordan de gennemførte - og fik tusindvis af tyskere til - at begå uhyrlige overgreb.

Den udkom i begyndelsen af 2025, og er derfor skrevet med Donald Trump et eller andet sted i baghovedet på forfatteren. Det gør den jo særdeles aktuel og skræmmende. For nok gentager historien ikke en til en. Men der er mønstre...


Tage Christensen
Foto: Tage Christensen

Værd at huske

I år er det 80 år siden, Danmark som resten af Vesteuropa (minus Bornholm) blev befriet.

Mine kolleger lægger i disse dage hånd på to virkelig flotte digitale fortællinger, som du skal glæde dig til at se, og som jeg linker til i næste uge, men nu kan allerede nu se den her lille billed-historie fra besættelsen og befrielsen, som jeg lavede for et par år siden.

Jeg fik ideen, fordi jeg elsker at sidde og kigge i vores gamle billedarkiv, og fordi jeg altid har tænkt, at jeg så gerne ville opleve 4. maj om aftenen. Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville det være et af mine drømmerejsemål. Måske bare en times tid. Gå op af Vesterbrogade, ind på avisen, opleve forløsningen. Være med.

Hvis du er abonnement, kan du faktisk finde avisen fra 5. maj 1945 og se, hvor vanvittig velforberedte de må have været. Det gør du her. I øverste højre hjørne kan man søge på årstals og dato og finde alle udgaver af Politiken siden den allerførste udgave.

Og så håber håber håber jeg, at de snart i Kyiv og resten af Ukraine må opleve samme glæde. Indtil da skal vi huske at glæde os over fred og frihed.

Og foråret.


Nej hov en sidste ting: Hvad synes du om længden? Er denne uges nyhedsbrev for kort? For langt? Passende? I sidste uge var det lidt længere. Var det bedre? Nåede du herned? (eller er du bare tankelæser, så du alligevel opfangede spørgsmålet?)

Tak fordi du læste med.

Jeg har set første afsnit af 'Alene i Vildmarken'


Mangler du en ny serie?


Til en regnvejrsdag


Fredagsbrevet

Politikens Sarah Skarum gør dig klogere på hverdagslivet, læs om mad, relationer, tendenser, eksistens og livet på den anden side af de 40 (som faktisk er ret sjovt!).

Udsendes hver fredag.