0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Ugens bedste tv-tip: Smid en knude i pejsen og se 'Train Dreams'. Foto: Netflix
Nyhedsbrev - Politiken Film

Hvorfor kom den dog ikke i biografen?

Her er din guide til ugen på streaming.

Nyhedsbrev - Politiken Film

Kære læser,

Denne uges streaming-guide byder på Katherine Diez som datingvært, Ed Sheeran med fuld ’Adolescence’-skrue, et billedskønt skovhugger-epos og ikke mindst: opklaringen af et stort seriemysterium. Plus meget mere.

Velkommen til - og tak for at læse med.


Amazon MGM Studios
Foto: Amazon MGM Studios

Andrew Garfield og Julia Roberts underviser begge på det samme universitet og er gode venner, indtil en studerende retter en alvorlig anklage mod ham

’After the Hunt’

En måneds tid efter biografpremieren er den nye film af mesterinstruktøren Luca Guadagnino (’Call Me By Your Name’) tilgængelig på streaming.

I den stjernebesatte ’After the Hunt’ er Alma (Julia Roberts) professor på Yale University. Hun har en stærk relation til sin ph.d.-student Maggie (Ayo Edebiri), som på sin side vil gøre alt for at imponere sin underviser.

Men en dag bliver Almas kollega og gode ven (Andrew Garfield) anklaget for et seksuelt overgreb mod Maggie, og nu er spørgsmålet, hvor Almas loyalitet ligger? Filmen er en intens og tankevækkende psykologisk thriller.

Thrilleren kan ses på Prime Video nu.

Netflix
Foto: Netflix

'One singer. One city. One shot'. Sådan beskrives den utraditionelle koncertfilm med Ed Sheeran

One Shot With Ed Sheeran’

Hvis du så ’P3 Guld’ for nylig (det ligger stadig på DR TV), lagde du måske mærke til, at der aldrig blev klippet i det.

Det timelange prisshow blev filmet med ét kamera i ét one-take med hjælp fra folkene bag tv-serien ’Adolescence’, der brugte samme teknik.

Nu prøver sangeren Ed Sheeran også kræfter med manøvren, når han løber rundt i New York i én time, mens han spiller sine største hits, hopper ind og ud af transportmidler og interagerer med fans. I én lang ubrudt bevægelse.

Musikfilmen kan ses på Netflix fra i dag, fredag.

Netflix
Foto: Netflix

Robert Grainier (Joel Edgerton) bliver symbol på en hel epokes rå skønhed og forandring

’Train Dreams’

Hvorfor Clint Bentleys skovhugger-epos aldrig kom i de danske biografer, er et mysterium. Men nu lander det i hvert fald på Netflix.

Den meditative film handler om den introverte skovarbejder Robert Grainier (Joel Edgerton), der arbejder med at bygge jernbane i det nordvestlige USA’s vildnis i begyndelsen af 1900-tallet.

Han møder Gladys (Felicity Jones), får familie og forsøger at finde fodfæste midt i et land og et erhverv i forandring. Da Roberts liv tager en skæbnesvanger drejning, finder han en ny form for mening i de skove, han har fældet.

Hvis du kan lide Terrence Malick-film, er du på hjemmebane her.

Dramaet kan ses på Netflix fra i dag, fredag.

SkyShowtime
Foto: SkyShowtime

Billy Bob fikser ting i Texas

’Landman’, sæson 2

Den stjernespækkede dramaserie af Taylor Sheridan (’Yellowstone’) er tilbage.

Billy Bob Thornton spiller stadig Tommy Norris, en hårdkogt landman (uden d), der er rykket til tops som præsident for olieselskabet M-Tex Oil i det vestlige Texas.

Jo mere olie der pumpes op, des flere hemmeligheder vælter der frem, og Tommy presses fra alle sider – ikke mindst fra selskabets ejer, enken Cami Miller (Demi Moore).

Andre medvirkende i serien er stabile folk som Sam Elliott, Ali Larter og Andy Garcia.

Første afsnit har premiere i dag, fredag, på Skyshowtime. 10 afsnit i alt.

Apple TV
Foto: Apple TV

Mark Wahlberg i groft angreb på Jon Snow

’The Family Plan 2’

Actionkomedier er ofte en stram affære at stå igennem, men når de handler om julen, glider de lidt lettere ned – især efter et solidt glas gløgg.

I efterfølgeren til ’The Family Plan’ genoptager Mark Wahlberg rollen som tidligere hemmelig agent, nu almindelig far, der forsøger at leve normalt med sin kone Jessica (Michelle Monaghan) og deres unger.

Familien Morgan har planlagt en juleferie i et par europæiske hovedstæder (gæt selv hvilke, de rimer på Ondon og Aris), men en mystisk figur fra fortiden (Kit Harington fra ’Game of Thrones’) dukker op, og snart er familien hevet ind i en polemik, der indebærer bankrøverier, biljagter og spionage. Og jul. Og Sidse Babett Knudsen. Skål.

Filmen kan ses på Apple TV fra i dag, fredag. Gløggen kan du købe i supermarkedet

TV 2
Foto: TV 2

Sebastian er altid god for en god sang

’Sebastians sange’

Min kollega Erik Jensen har netop begået en biografi om en af dansk musiks store stjerner, Sebastian: ’I aften vil jeg lede efter sange’.

Og der er meget mere Sebastian til folket. Mandag kan man på TV 2 se en ny portrætfilm af Jesper Skaaning om sangeren og komponisten, der i virkeligheden hedder Knud Christensen.

I filmen fortælles historien om Sebastians betydning gennem interview, og som en særlig lækkerbisken fortolker kunstnere som Andreas Odbjerg, Lis Sørensen og Mads Langer sange fra bagkataloget.

Portrætfilmen kan ses mandag på TV 2 Play og TV 2 Charlie.

National Geographic/Craig Parry
Foto: National Geographic/Craig Parry

To veltrænede herrer i blød: Chris Hemsworth og far Craig Hemsworth

’A Road Trip to Remember’

Her er en dokumentar, jeg selv er overrasket over, jeg pludselig glæder mig til. Men den lavmælte, rørende trailer tog altså fusen på mig.

Skuespilleren Chris Hemsworth (’Thor’) ruller ud på motorcykel på de australske veje med sin far, der har fået diagnosen tidlig Alzheimers sygdom. På deres roadtrip genbesøger de steder og minder, de deler.

Og ikke bare som rent nostalgi-trip. Men med håbet om, at minderne og den stærke relation kan bremse sygdommens udvikling, bare en lille smule.

Dokumentaren har premiere på Disney+ på mandag og på National Geographic 29. november.

DR
Foto: DR

Hvem stjal Zlatans næse? Ingen ved det, alle spørger

’Jagten på Zlatans forsvundne næse’

Det var midt i julenat, eller cirka deromkring, at nogen for seks år siden savede næsen af Zlatan Ibrahimović.

Eller ... teknisk set var der tale om en statue, der stod foran Malmø FF’s stadion, og der var på tidspunktet udbredt lokal vrede, fordi det ikoniske bysbarn havde købt sig ind i den rivaliserende klub, Hammarby.

Et filmhold besluttede at lave en true crime-dokumentar om sagen og hyrede en privatdetektiv til at finde næsen. Snart blev detektiven dog besat af at gøre dokumentaren til en actionthriller.

Dokumentaren vises lørdag aften på DR 2 og fra morgenstunden på DR TV.

Prime Video
Foto: Prime Video

Kan knuste hjerter blive helet i en luksusvilla på Cypern?

’Villa of Broken Hearts’

Jeg glæder mig uartig meget til dette stykke realitydating med tidligere kulturkommentator Katherine Diez som vært.

Otte mere eller mindre kendte singler – heriblandt bokseren Sarah Mahfoud, podcastværten Nikita Klæstrup og den tidligere ’Bachelor’ Casper Berthelsen – flytter ind i en luksusvilla på Cypern. Her bliver de, ifølge programomtalen, kastet ud i situationer, der udfordrer deres gamle mønstre, og de kommer på »fristende dates« med nye bekendtskaber og gamle flammer.

Undervejs bliver de guidet af en love coach i skikkelse af Jill Liv Nielsen fra ’Big Brother’. Det kan stikke helt af. Lad os krydse fingre for det.

De tre første episoder har premiere på Prime Video onsdag. Der er seks afsnit i alt.

Netflix
Foto: Netflix

Eleven (Millie Bobby Brown) er klar til det sidste monsterslag i Hawkins

’Stranger Things’, sæson 5

’Børnene’ er efterhånden nogle halvvoksne starutter i virkeligheden, men det gør intet, for hold da op, hvor har man glædet sig til at komme tilbage til Hawkins, Indiana.

Jeg har bevidst valgt ikke at se traileren, for jeg vil have nul procent af min oplevelse spoilet.

Men jeg har læst mig til, at vi nu endelig får afsløret, hvad parallelverdenen The Upside Down faktisk er. De mange løse tråde fra de foregående fire sæsoner skulle altså blive samlet i en episk afslutning, hvor monsteret Vecna forhåbentlig får sin bekomst.

De første fire episoder får premiere på Netflix på torsdag. De næste tre episoder lander 25. december. Og sidste afsnit sendes 31. december.


Hav en dejlig weekend.

Med det vejr kan du lige så godt bare streame derudad ...

Mange hilsner
Tommy

Biograffilm: 'Wicked: Part II'


Biograffilm: 'Herkules falder'


Biograffilm: 'Monsieur Aznavour'


Biograffilm: 'Predator Badlands'


Biograffilm: 'Food for Profit'


Tv-serie: 'Lazarus'


Tv-serie: 'Karen Pirie - mørke dage'


Tv-serie: 'All's Fair'


Tv-serie: 'The Vince Staples Show'


Streaming

Hver uge samler kulturjournalist Tommy Grøn 10 bud på aktuelle serier, film, dokumentarer og andet, du bør streame netop nu. Udsendes hver fredag.