Kære læser,
Denne uges streamingguide byder blandt andet på mundaflæsning, vanvidsklatring, populære ishockey-elskere, superhelte og noget, der ligner Askepot-plagiat.
Velkommen til brev.
Iago Xavier spiller den unge altmuligmand Heraldo, der må klare det forefaldende arbejde på sexmotellet
’Motel Destino’
Har vi ikke brug for noget tropic noir i en kold tid?
Filmstriben har netop lagt en lille brasiliansk farveeksplosion af en film ud.
En ung mand på flugt fra en narko-matriark skjuler sig på et skummelt sexmotel i kystprovinsen Ceará.
Han forelsker sig i den frivole forstanderinde, der ejer udstedet med en fordrukken døgenigt, og et svedigt trekantsdrama begynder.
På et skilt i korridoren står ’Silêncio’, men der er alt andet end stille på motellet, hvor alle knalder hele tiden. Selv æslerne.
Se filmen for den neonmættede farvepalet og det stærke skuespil.
Filmen er instrueret af Karim Aïnouz og var i hovedkonkurrencen i Cannes i 2024, hvor den dog tabte til Sean Bakers ’Anora’
Filmen kan ses på Filmstriben nu.
Rose Ayling-Eillis kendes i hjemlandet især for megaserien 'EastEnders'
’Mundaflæseren’
Den britiske krimiserie ’Code of Silence’ væltede sig i anmelderros, da den fik premiere sidste år, og nu kan den ses på DR under titlen ’Mundaflæseren’.
Serien handler om den døve kantinemedarbejder Alison (Rose Ayling-Ellis), der har en særlig evne til at mundaflæse.
Den evne har politiet stærkt brug for, så hun rekrutteres til at aflæse en farlig bande på afstand.
Det går fint.
Indtil hun falder for et af bandemedlemmerne.
Flere anmeldere roser serien for skuespillet og for kløgtig, original brug af undertekster.
Den er allerede fornyet til en sæson 2.
Serien kan ses på DR fra i dag, fredag.
'The Bear'-stjernen Jeremy Allen White spiller Bruce Springsteen i en film, der zoomer helt ind på tilblivelsen af albummet 'Nebraska' fra 1982
’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’
I efteråret diskuterede anmeldere og filminteresserede livligt, om Jeremy Allen White eller Timothée Chalamet gjorde det mest ypperligt i deres respektive gestaltninger af rockikonerne Bruce Springsteen og Bob Dylan.
Dylan-filmen ’A Complete Unknown’ ligger allerede på Disney+, og nu kommer Springsteen-filmen ’Deliver Me from Nowhere’ samme sted.
Så det er bare med at hoppe ind og danne sin egen mening!
Kim Skotte gav to hjerter til Springsteen-biopic’en, som han mente var fuld af »flade replikker glemt i samme øjeblik, de kommer ud af munden«.
Til sammenligning gav han fem hjerter til den om Dylan.
Filmen kan ses på Disney+ fra i dag, fredag.
Connor Storrie fra Texas spiller Ilya Rozanov i ishockey-romancen. Han læste russisk for at ramme den helt rigtige accent
’Heated Rivalry’
Der er utrolig meget hype om denne serie, der lander på bagkant i Danmark.
Så populær er serien, at dens to hovedpersoner netop er offentliggjort som de officielle fakkelbærere ved vinter-OL i Italien om to uger.
’Heated Rivalry’ er en canadisk, queer ishockey-romance baseret på Rachel Reids bog og handler om rivalerne Shane og Ilya, der udvikler et hemmeligt forhold, mens de samtidig skal se ud, som om de helst vil slå hinanden ihjel på isen i Major League Hockey.
Anmelderne er gået helt bonanza!
Hvad er bedre end en varm mand? To varme mænd, som én konstaterer.
Serien har i skrivende stund en rating på 99 procent på Rotten Tomatoes, og sæson 2 er allerede bestilt.
Romance-serien er i seks afsnit, og den får dansk premiere på HBO Max i dag, fredag.
En ung Richard Gere? Eller bare Jacob Elordi i endnu en hjerteknuser-rolle
’Oh Canada’
Hvis Paul Schrader skulle få lyst til at lave et remake af sin ’American Gigolo’ fra 1980, ville Jacob Elordi være en oplagt erstatning for Richard Gere i titelrollen.
De to skuespilleres fællestræk kommer fermt til udtryk i dramaet ’Oh Canada’, der handler om en anerkendt, aldrende filmmager ved navn Leonard Fife (Gere).
Fife er alvorligt syg og vil fortælle sin livshistorie ufiltreret på tv, ikke mindst om hvordan han flygtede fra USA til Canada for at undgå at blive sendt til Vietnam.
Historien rummer også forliste forhold og en del selvmytologi, der krakelerer for rullende kamera.
Elordi spiller den yngre version af Fife i flashbacks, mens Uma Thurman er hustruen, der må høre på det hele.
Filmen kan streames på Filmstriben nu.
Mange vil formentlig kendte Alex Honnold fra dokumentaren 'Free Solo', der vandt en Oscar i 2019. Her fulgte man Honnolds rebløse bestigning af monolitten El Capitan i Californien
’Skyscraper Live’
De fleste streamingtjenester har efterhånden en live-overbygning, typisk med fodboldkampe og anden sport.
Hos Netflix er live-fokus mindre på sport og mere på celebritydrevne events, som f.eks. wrestling og boksekampe mellem pumpede influencere, og nu kan natteravnene se frem til et spektakulært vovestykke i realtid.
Den berømte amerikanske klatrer Alex Honnold skal kravle lodret op ad en af verdens højeste skyskrabere, Taipei 101, der rækker en god halv kilometers penge op i vejret.
Uden reb og sikkerhedsudstyr!
Så det kan i princippet gå helt galt.
Men mon ikke Netflix lægger en lille tidsforskydelse ind i sendingen?
Liveklatringen kan følges lørdag nat ved 02-tiden på Netflix.
Gary Barlow fjoller i dokumentaren om et af alle tiders største boybands
’Take That’
De begyndte som fem knægte fra Manchester og endte som internationale popstjerner.
I en ny dokumentar i tre afsnit fortælles historien om boybandet Take That – fortalt af bandmedlemmerne selv.
Om succeserne, men også konflikterne og de personlige omkostninger, der fulgte med.
Der er friske interview med tre af bandmedlemmerne, desværre ikke gavflaben Robbie Williams.
Hans version af tingene kan man dog få i en anden dokumentar på Netflix, der bare hedder ’Robbie Williams’ (2023).
Dokumentaren om Take That kan ses fra tirsdag på Netflix.
Zlatko Burić har landet endnu en stærk international rolle i en superhelteproduktion. Senest spillede han statsoverhoved i sidste års store 'Superman'-film.
’Wonder Man’
Engang havde jeg styr på det, men nu har jeg mistet overblikket over Marvel-universet, også kendt som MCU.
Dette er således den 17. MCU-serie fra Marvel Studios.
Men bedømt på traileren griner Disney også selv ad sin maskine nu, og industri-satire og selvironi kan jo ofte noget.
Se bare på den glimrende ’The Studio’ af Seth Rogen.
’Wonder Man’ handler om Simon (Yahya Abdul-Mateen II), en falleret skuespiller, der går til casting på en genindspilning af superheltefilmen ’Wonder Man’.
Ben Kingsley er også med. Og hey, det samme er Zlatko Burić, endda i en halvstor rolle som filminstruktøren Von Kovak.
Uvist af hvilken grund præsenteres dansk-kroaten som svensk Guldbagge-vinder i traileren.
Her havde jeg nok personligt fremhævet hans pris som bedste skuespiller ved European Film Awards for ’Triangle of Sadness’.
Men det er nok bare mig, der er lidt underlig.
Hele serien lander på Disney+ på onsdag.
Jason Segel og Harrison Ford er tilbage i tredje sæson af komedieserien, der har flere spændende gæstestjerner med
’Shrinking’, sæson 3
Komedieserien ’Shrinking’ havde en perfekt afslutning i første sæson, så jeg var semibekymret, da Apple TV annoncerede en sæson 2.
Tvivlen blev gjort til skamme, for sæson 2 var endnu bedre end etteren.
Karaktererne fik mere dybde, der blev holdt igen på de evindelige onkel-onelinere, som dominerede sæson 1, og flere afsnit var decideret rørende på ’Ted Lasso’-måden.
Nu vil det vise sig, om Jason Segel, Harrison Ford og co. kan holde kadencen i endnu en sæson.
Gæstestjerner som Michael J. Fox og Jeff Daniels pirrer i hvert fald interessen.
Seriens nye sæson får premiere på Apple TV på onsdag. Der er 11 afsnit i alt.
Er det dig, Askepot? Yerin Ha spiller den gådefulde Sophie Baek i 'Bridgerton'
’Bridgerton’, sæson 4
Det er et af de største guldæg på Netflix – kostumedramaserien ’Bridgerton’.
Da anden del af sæson 3 havde premiere, åbnede seriens producer Shonda Rhimes børsen i London som en symbolsk anerkendelse af, hvad serien har betydet for turismen og tusindvis af britiske virksomheder.
Vi taler milliarder af kroner.
I sæson 4 handler det om Bridgerton-familiens næstældste bror, Benedict, der møder en dragende, mystisk kvinde i en sølvkjole til et maskebal.
Hun viser sig at være af lavere status, og så har hun en bunke hemmeligheder, der gør, at hun er nødt til at stikke af før midnat.
Lysten til skingert at skrige »Askepot, Askepot« er overvældende.
Sæsonen falder i to dele, de første fire afsnit lander torsdag på Netflix. De resterende kommer 26. februar.
Tak for i dag og rigtig god weekend.
Brevet går nu på vinterferie, men er tilbage igen 20. februar.
Hav det skønt så længe.
Mange hilsner
Tommy