Kære læser,
Velkommen til valgkampsfri zone.
Ugen på streaming byder blandt andet på ung mesterdetektiv, kendisser i rejsekapløb, en fræk forkortelse og en umanerligt veltimet DR-serie.
Her er dit brev.
’The Burbs’
Måske husker du den herlige firserkomedie ’Nabokrigen’, hvor Tom Hanks spillede en paranoid forstadstype, der var overbevist om, at hans nye naboer var ubehageligt morderiske?
37 år senere kommer så en serieversion. Den handler om parret Samira (Keke Palmer) og Rob (Jack Whitehall), der flytter hjem til hans barndomsforstad, »den fredeligste by i USA«, hvor naboerne holder nidkært øje med hinanden.
Da en ny, mystisk nabo flytter ind i kvarterets uhyggeligste hus, bryder paranoiaen ud i fuldt flor. The Guardians anmelder kalder serien et hyggeligt krimiagtigt remake med Keke Palmer som det store trækplaster, men tilføjer, at historien trækkes lidt for langt ud.
Serien får premiere i dag, fredag, på SkyShowtime. Otte afsnit i alt.
’Hemmeligheden om mig’
19-årige Kristi har hele livet fornemmet, at noget ikke stemte, men hun har ikke haft ordene for det.
En dag opdager hun, at hendes forældre og en læge har skjult en afgørende sandhed om hendes krop og opvækst.
Den britiske dokumentar følger Kristi, mens hun prøver at få svar og ansvar placeret.
Det begynder som et personligt chok, men ender større, fordi hendes spor fører til afsløringen af et psykologisk tvillingeeksperiment, der ifølge programteksten har påvirket tusindvis af mennesker.
Dokumentaren kan ses på DR TV fra lørdag og samme aften på DR 2.
’Først til verdens ende’, sæson 6
Kom, min kæphest, du skal hyppes! Dansk tv har fået en ærgerlig tendens til at proppe semikendisser ind i koncepter, der ellers fungerede helt fint med almindelige mennesker:
’Døm vores forhold’. ’Feltet’. ’Den store bagedyst’. Jeg kunne blive ved.
Første sæson af TV 2’s rejsekapløb var det perfekte eskapisme-tv under corona, og niveauet har været højt lige siden.
Seneste sæson, hvor vennerne Rand og Mohammed måtte gå grueligt meget igennem i Trumpland, var decideret fremragende tv.
Suk, det er åbenbart ikke nok længere, for i sæson 6 er deltagerne kendte, der skal rejse 11.000 kilometer på tværs af Sydamerika.
Vi skal blandt andre møde skuespiller Troels Lyby, youtuber Julia Sofia Aastrup og TV 2-værten Sofie Martinusen. Men altså ... jeg kommer jo nok til at se med alligevel.
Første afsnit kan ses lørdag på TV 2 Play og TV 2. Otte afsnit i alt.
’Andreas Odbjergs popmanifest’
Efter min mening er Andreas Odbjergs ’Hvad skal verden med sådan en som mig?’ en af de stærkeste danske sange i nyere tid.
Det kan der ikke være tvivl om, som Jan Mølby ville sige.
Odbjerg fra Odense er en af de dygtigste sangskrivere herhjemme til at gøre det eksistentielle folkeligt, og nu åbner han sin værktøjskasse på DR.
Hitmageren har udarbejdet et popmanifest i 10 punkter, som han overleverer til fire upcoming kunstnere: Mathias Ranch, Brimheim, Luna Ersahin og Michael Rexen.
Sammen skal de skrive en popsang fra nul på blot to dage, og det hele munder ud i en live-optræden.
Programmet kan ses fra søndag på DR TV og samme aften på DR 2. Fire afsnit i alt.
’Fars dreng’
Nogen på DR har klappet i mellemleder-hænderne, da Søren Torpegaard Lund for nylig vandt Dansk Melodi Grand Prix.
Hans vindersang – ’Før vi går hjem’ – skyder op ad hitlisten og nævnes pludselig som en Eurovision-favorit.
Tal lige om perfekt timing, for grandprix-helten er en af hovedpersonerne i en ny portrætserie på DR, der handler om forholdet mellem fædre og sønner.
Søren Torpegaard Lund vil tale om følelser, men hans far er mere typen, der hænger lamper op.
Hvordan finder de hinanden?
I serien møder vi også entertainer Sigurd Barrett og hans søn Jens Konrad, mesterkokken Francis Cardenau og hans søn Victor samt rapperen ZK (Zaman Kilic) og hans far Atila.
Programmet kan ses fra søndag på DR TV og onsdag aften på DR 1. Fire afsnit i alt.
’DTF St. Louis’
Hvis du er lige så boomer-agtig som mig, ved du næppe, at DTF er slang for Down to fuck, men det ved vi så begge nu.
I denne mørke komedie-/krimiserie møder vi vejrværten Clark (Jason Bateman), som er flink og ufarlig, i hvert fald på skærmen.
En dag møder han tegnsprogstolken Floyd (David Harbour), som er kørt død i livet, så Clark viser ham en lokal knalde-app kaldet DTF St. Louis.
Snart begynder Floyd at leve et hemmeligt dobbeltliv, og den slags ender som regel galt. Rigtig galt.
Seriens første afsnit kan streames fra mandag på HBO Max. Der kommer syv afsnit i alt.
’Human Race - jagten på livets store gåde’
Eske Willerslev er en af verdens førende dna-forskere. Og et enormt konkurrencemenneske, fremgår det af denne anmelderroste dokumentar.
Vi følger Willerslev gennem flere år, mens han kaster sig ud i et gigantprojekt: at kortlægge menneskets historie ved at udvinde og sammenligne dna fra tusindvis af forhistoriske skeletter.
Det er samtidig en historie om videnskab som konkurrence – andre hold er i gang med det samme, og der er både prestige og ego på spil.
Dokumentaren kan streames tirsdag på TV 2 Play og samme aften på TV 2.
’Young Sherlock’
Hypen er massiv omkring denne serie!
På blot en uge havde en kvart milliard mennesker set traileren til Guy Ritchies action-krimiserie om mesterdetektiven Sherlock Holmes’ unge år.
Sherlock (Hero Fiennes Tiffin) er 19 år og studerer på Oxford, hvor han møder sin senere ærkefjende, James Moriarty (Dónal Finn).
Snart snubler han ind i sin første sag, et mord på universitetet, der (selvfølgelig) dækker over en global konspiration.
Livsbanen er for altid ændret for det unge geni.
Alle otte afsnit af krimiserien kan ses på Prime Video fra onsdag.
’The Hunt’
Den franske serie skulle have været sendt i december, men blev pillet af sendefladen på grund af anklager om plagiat.
Der var noget om snakken! Produktionsselskabet nåede frem til, at serien stort set var en 1:1-version af romanen ’Shoot’ af Douglas Fairbairn, som tidligere er filmatiseret. Nu skulle de nødvendige rettigheder være på plads.
Serien, der på fransk hedder ’Tragués’, handler om en vennegruppe på jagt, der ryger i hidsig ildkamp med et andet hold jægere.
Skudvekslingerne ender fatalt, men vennerne aftaler at holde tæt og forsøge at genoptage deres liv. Men snart føler de sig forfulgt.
De første to afsnit kan ses på Apple TV fra onsdag. Seks afsnit i alt.
’Vladimir’
Kvinder i tusindvis har drømt om Leo Woodall, siden han stjal billedet som farlig charmetrold i anden sæson af ’The White Lotus’.
I en ny komediedramaserie på Netflix er det Rachel Weisz, i rollen som midaldrende engelsklærer i ægteskabskrise, der drømmer hede erotiske drømme om sin yngre kollega Vladimir (Woodall).
Hun bliver decideret besat af ham, og serien følger, hvordan besættelsen begynder at styre hendes beslutninger på arbejde og derhjemme.
Seriens officielle promoplakat har i øvrigt været genstand for massiv Booktok-opmærksomhed.
Mange har tolket kvindehånden, der skiller siderne i en åben bog, som en vaginal reference.
Det skal jeg slet ikke have en holdning til. Bedøm selv:
Alle otte afsnit af serien kan ses på Netflix fra torsdag.
Brevet er slut for i dag.
I næste uge kommer der nyt.
Kommentarer og gode hilsner modtages som altid med glæde på tvg@pol.dk.
God weekend.
Mange hilsner
Tommy