Kære læser,
Fra norske hekse og rebelske, afghanske kvinder til spøgelseselefanter og dansk films store, pinlige provokatør.
Politikens filmredaktion peger på de film, som de glæder sig til på filmfestivalen CPH:DOX, der begynder nu!
’Daughters of the Forest: Mycelium Chronicles’
De store opdagelsesrejser er tilbage som menneskeligt grundvilkår.
Sådan ser det ud i årets CPH:DOX-program.
’The Mother Age’ søger svar i finske skove, ’A Life Illuminated’ møder nye livsformer i dybhavet, ’Holy Destructors’ forsvinder i mikrosvampenes verden, ’Underland’ dykker ned i klodens underverden, ’Creatures of the Mind’ udforsker underbevidstheden via brasilianske myter og ’Like Any Other Mortal’ syrer ud på Mars.
Særligt glæder jeg mig til de mexicanske skove i ’Daughters of the Forest: Mycelium Chronicles’, hvor fortid og nutid smelter sammen på tværs af livsformer, når to mykologer møder det oprindelige folks omgang med svampe. (joakim grundahl)
Vises 13. og 19. marts i Cinemateket, 14. marts i Kulturhuset Islands Brygge (inkl. event med middag) samt 16. og 22. marts i Empire Bio.
’Mariinka’
En af de fire brødre kæmper på ukrainsk side. En anden er soldat i russisk uniform. En tredje er hårdt såret. Og en fjerde bor hos en plejefamilie i USA. I ’Mariinka’ har den belgiske dokumentarist Pieter-Jan du Pue fulgt brødrene og flere andre karakterer gennem hele ti år, hvor beboerne i den lille by Mariinka i den såkaldte Donbas-region har været i krig.
De fire brødres forskellige ståsteder gør, at filmen skildrer, hvordan krig kan splitte familier og udfordre loyalitet og identitet.
’Mariinka’ har verdenspremiere på CPH:DOX, åbner festivalen og deltager i hovedkonkurrencen. (dorte hygum)
Vises 10. marts ved åbningsgalla mange steder i landet, 11. marts i Grand Teatret med Q&A med instruktøren og derefter flere gange i København til og med 22. marts.
’Ghost Elephants’
Siden ’Grizzly Man’ er en ny ’naturfilm’ af Werner Herzog en begivenhed, man nødig vil gå glip af.
I ’Ghost Elephants’ drager Herzog sammen med den sydafrikanske biolog Steve Boyes og de bedste ’menneskesporhunde’, der kan opdrives i Namibia og Angola, på jagt efter en flok legendariske kæmpeelefanter.
Den mystiske flok, som hævdes at leve i det angolanske højland, er måske efterkommere af selveste Henry, den størst kendte elefant nogensinde.
Er elefanten Herzogs Moby-Dick? Eller er Herzog selv den store, hvide hanelefant, der rastløs, og aldrig til helt at stole på, færdes i de mest utilgængelige dele af dokumentarfilmens jungle? (kim skotte)
Vises i Cinemateket 11. marts, i Empire Bio 13. marts og i Grand 14. marts.
’Adam’s Apple’
Amy Jenkins’ langstrakte familiedokumentar følger hendes søn Adam gennem næsten to årtiers liv og kønsmæssig overgang.
Med udgangspunkt i hjemmeoptagelser og nære samtaler skildres Adams rejse fra barndommens tvivl til en tydelig identitet som transkønnet ung mand.
Samtidig er filmen et portræt af en mor, der lærer at forstå, støtte og give slip.
’Adam’s Apple’ bliver dermed både en fortælling om kønsidentitet og om forældreskabets forvandling.
Der er lagt op til en rørende fortælling om transformationer, der lander i en tid med store kønsdebatter. (lucia odoom)
Vises i Cinemateket 17. marts med Q&A med Amy Jenkins, 19. marts i Empire Bio inklusive minikoncert med Mekdes samt 21. marts i Falkoner Biograf.
’The Secret Reading Club of Kabul’
Man tror knap sine egne øjne, når man læser om de vanvittige, kvindefjendske love, som Taleban har indført gennem de seneste knap fem år, de har siddet på magten i Afghanistan.
En af mange ubegribelige indskrænkninger af kvindernes liv er, at de nægtes retten til at studere, arbejde og tale frit. Taleban ved, at viden er magt.
Det er derfor med livet som indsats, at en gruppe unge kvinder danner en hemmelig læseklub i Kabul og i al hemmelighed filmer deres nye virkelighed.
Filmen er co-instrueret af Shakiba Adil, der selv voksede op i skyggen af det første Taleban-regime og som har måttet flygte to gange fra sit hjemland. (nanna frank rasmussen)
Vises 16. marts i Dagmar med Q&A med instruktørerne Shakiba Adil & Elina Hirvonen, 19. marts i Cinemateket og 21. marts på Kunsthal Charlottenborg.
’Patriarken’
»Verden er blevet woke, normer har forandret sig, og patriarkatet falder langsomt fra hinanden«, lyder indledningen til den tekst, der følger med filmen ’The Patriarch’, og som lyder, som om den er skrevet for et par år siden.
Lige nu føles det ikke helt sådan, og det sætter denne film om den stolte og pinlige provo, filmproduceren Peter Aalbæk og hans forhold til sine to døtre i et nyt, men ikke mindre interessant lys.
Hvordan har man egentlig døtre, når man er et selverklæret ’pik-fascistisk svin’? (eva eistrup)
Vises med Q&A med instruktør og hovedpersoner 12. marts i Grand Teatret og fra 14.-22. marts ved flere screeninger i København og resten af landet. Kommer desuden på TV 2 8. april.
’Phenomena’
Når noget minder mig om Terrence Malicks kosmiske dokumentar ’Voyage of Time’, er jeg automatisk interesseret.
Og det gør Josef Gattis ’Phenomena’, der som Malick bruger praktiske effekter som flydende farvestoffer i vand til at skabe en meditativ oplevelse af universets grundlæggende strukturer.
Kunsten bliver et redskab for videnskaben og kan måske lade de hallucinatoriske sanseoplevelser åbenbare, at vi er forbundet med alt fra atomer til det kosmiske rum. Det kan transcendere døden. Intet er smukkere.
Niels Frahm lægger musik til, men jeg glæder mig mere til det elektroniske score fra Rival Consoles.
Det kan blive far out. (joakim grundahl)
Vises 17. marts i Dagmar Teatret, 18. marts i Cinemateket og 22. marts i Empire Bio.
’Amongst the Birds’
Ikke mange mennesker bor på Islands østligste spids. Til gengæld er der mange fugle. Masser af fugle, som kommer på træk.
Og når det sker, står Olafur og Jóhanna klar til at tage imod dem med deres små hjemmelavede fuglehuse.
Nogle af fuglene er edderfugle, så mon ikke der falder et dun eller to i bytte for den kop kaffe, det gæstfri islandske par står parat til at tilbyde enhver, der vælger at lande lige netop her?
Go’e gamle Mika Kaurismäki er parat til at udveksle natursyner og underspillet finsk humor med den typisk mindst lige så underspillede islandske humor i en film, der på originalsproget har en titel, der lyder som bevinget Steinbeck: ’Fuglar (og menn)’. (kim skotte)
Vises i Dagmar 13. marts, Islands Brygge 15. marts og Gloria 16. marts.
’Hex’
Musik er magi. Det mener det norske feministiske black metalband Witch Club Satan helt bogstaveligt.
Men deres magiske praksis bringer en helvedes masse kaos med sig. Bandets tre kvinder, der alle identificerer sig som hekse, indgår i 2022 en treårig pagt:
De vil lære at spille instrumenter og gøre sig gældende på den norske, mandsdominerede metalscene.
Selv om de først får drøje anmeldertæsk, fortsætter bandet ufortrødent, og pludselig bliver de inviteret til at spille på store festivalscener.
Måske den musikgenre, jeg hader mest, men når en feministisk ungdom lader fuckfingrene spille på patriarkatets stortromme, så må jeg bare se det. (nanna frank rasmussen)
Vises 14. og 17. marts i Empire Bio, 18. marts i Vue Fisketorvet og 22. marts i Cinemateket, hvor visningen efterfølges af live-eventet All Hail Feminism in Black Metal.
’Barrio Triste’
I slutningen af 1990’erne var ingen mere hip end Harmony Korine, hvis grynede indiefilm fra samfundets randområder var en radikal ny æstetik.
I dag føles det meget længe siden, men som producer på hybriddokumentaren ’Barrio Triste’ og dens found footage-vhs-æstetik om fire unges voldelige liv i 1980’ernes og 1990’ernes colombianske storby Medellín kan hans fornemmelse for magisk surrealisme i trash-kultur skabe noget særligt.
Det bliver ikke mindre hipt af, at filmens instruktør er Skillz, der som fotograf har arbejdet med bl.a. Bad Bunny, Rosalía og Travis Scott.
Og så har Arca skabt musikken.
Det kan blive forfærdeligt smart eller ret fedt. (joakim grundahl)
Vises 11. og 16. marts i Empire Bio og 21. marts i Cinemateket.
’All About the Money’
Jeg havde aldrig hørt om Fergie Chambers, den amerikanske million-arving og wannabe kommunistiske revolutionære, før jeg i 2024 læste et portræt af ham i magasinet Rolling Stone, der efterlod mig med flere spørgsmål end svar om dette intense, ekstreme, ideologiske og problematiske menneske.
Nu har instruktøren Sinéad O’Shea skabt en dokumentar om den på mange måder plagede ultrarige antikapitalist, som jeg glæder mig meget til at se.
Både for den menneskelige historie og hvad den kan sige os om, hvad en venstreorienteret samfundsomvæltning har og ikke har brug for. (eva eistrup)
Vises 16. marts i Dagmar Teatret, 17. og 20. marts i Grand Teatret og 21. marts i Park Bio.
’Broken English’
Rammen er fiktion, ligesom den var det i instruktørerne Jane Pollard og Iain Forsyths kendte film ’Nick Cave: 20.000 dage på Jorden’.
I ’Broken English’ leder Tilda Swinton et ’Ministry of Not Forgetting’, og George MacKay er journalisten, som interviewer den, der ikke skal glemmes: Marianne Faithfull.
Den usentimentale, kloge, bidske og sjove britiske kunstner på trods af sit misbrug og pressens årelange misogyni havde integritet og værdighed som få og blev stadig bedre at lytte til.
Optagelserne er fra kort før, hun døde.
Venner som Nick Cave, Warren Ellis og Beth Orton medvirker, men her er det Faithfull, der er uforglemmelig. (dorte hygum)
Vises 11. marts i Grand Teatret, 13. marts i Dagmar Teatret og 17. marts i Park Bio.
’A Very Good Boy’
Sebastian Lifshitz’ dokumentar tegner et portræt af Claude Loir, tidligere fransk gay-pornoskuespiller, som i dag ser tilbage på et liv levet i yderkanten af samfundets normer.
Fra en opvækst i Pyrenæerne til 1970’ernes seksuelle frigørelse i Paris foldes hans liv ud som både personlig erindring og kollektiv LGBTQ+-historie.
Gennem familiesammenkomster, arkivklip og intime samtaler får vi Claudes fortælling.
En oplagt perle for både filmnørder, frankofile og fans af stærke personlige beretninger. (lucia odoom)
Vises 12. marts i Empire Bio, 15. marts i Park Bio og 19. marts i Falkoner Bio
’Fantasy’
Det er instruktøren Isabel Pagliais kortfilm ’Tender’ fra 2020, hvor den 11-årige, gammelkloge og ømhedsvækkende pige Mia udfritter sin 15-årige ven Hugo om hans kærlighedsliv, der har vakt min nysgerrighed på hendes nye doku- og fiktionshybridfilm.
Den handler om den unge Louise, hvis notesbog, der er fuld af seksuelle, erotiske, rodede, mørke tanker, bliver tabt. Og så fundet og læst af en ung mand.
Der var noget dybt fascinerende over ’Tender’s forståelse og portræt af barnlig modenhed, klogskab og passion, der rummer sig egen store sårbarhed.
Det blik vil jeg gerne følge igen. (eva eistrup)
Vises 18. marts i Gloria og 21. marts i Dagmar Teatret.
’Birita’
Er det etisk forsvarligt at lade en kvinde med svær alzheimers udføre sit fag, mens offentligheden ser på?
Det dilemma må instruktøren Búi Dam overveje, da han står for en opsætning af Shakespeares ’Kong Lear’ i Thorshavn, og hans mor, Birita Mohr, har hovedrollen.
I årtier var hun en af Færøernes store teaterskuespillere. Nu har hun alzheimers, så hvordan vil den forestilling gå? Ikke uden smerte, men heller ikke uden latter.
Da Birita Mohr fik diagnosen, købte hun et skilt og hængte det op.
På det står: »Lad være med at tage livet for alvorligt – der er alligevel ingen, der kommer levende fra det«. (dorte hygum)
Vises 15. marts i Dagmar Teatret med Q&A med instruktøren, 17. marts i Dagmar Teatret og 18. marts i Emmauskirken med liveevent om demens og kunst.
’Alle os og siloen’
Man ved, man har noget originalt i vente, når der står instruktør Carina Randløv på visitkortet.
Derfor glæder jeg mig til at se hendes film om en betonsilo i Stubbekøbing, som nogle vil gøre til kunstnerisk vartegn for byen, mens andre vil jævne den med jorden.
Det skal nok blive alt andet end kommunalpolitisk gråt og kedeligt at opleve, når Randløv bevæger sig ind i samtalen om kunstens berettigelse.
Og så er hun altid ægte interesseret i de mennesker og miljøer, hun vender kameraet mod. (nanna frank rasmussen)
Vises 15. marts i Grand med Q&A med instruktøren, 17. marts på Kunsthal Charlottenborg, 19. marts på Designmuseum Danmark og 22. marts i Karens Minde Kulturhus.
’Flying Scents’
Et af tidens mest spændende forskningsfelter er andre arters kommunikation. Det er så småt ved at gå op for os, at vores egne sanser er en utilstrækkelig målestok.
Planters sprog er ikke mindst udveksling af dufte. I ’Flying Scents’ udforsker videnskabsfolk og kunstnere planternes dufte i et projekt, der ikke kun kommunikerer på tværs af arter, men også på tværs af skillelinjen mellem kunst og natur.
Hvad får blomster til at springe ud fra det ene øjeblik til det andet? Hvad har duft og metamorfose med hinanden at gøre?
Forfatteren Elaine Koechlin og kunstnerne Gerda Steiner og Jörg Lenzlinger har alle næsen i sporet. (kim skotte)
Vises 12. marts i Cinemateket, 13. marts i Kunsthal Charlottenborg og 18. marts i Kunsthal Charlottenborg.
’Enough is Enough’
Elisé Sawasawas film skildrer en højaktuel konflikt, som for mange kan være svær at føle en nærhed til.
Hun vender kameraet mod sin hjemby, Goma, i det østlige Congo, netop som M23-rebeller har indtaget byen. Dokumentaren skildrer en befolkning mærket af årtiers konflikt om mineraler og ressourcer, der fodrer den teknologi, vi alle nyder godt af.
Vi følger unge mænd, der overvejer at gribe til våben, og kunstnere og aktivister, der insisterer på modstand gennem poesi, dans og fællesskab.
Filmen er et nærværende øjenvidne til en krig, der sjældent fylder internationale overskrifter, og giver et tiltrængt og personligt indblik. (lucia odoom)
Vises 13. og 14. marts i Kunsthal Charlottenborg og 19. marts i Cinemateket.
Tak for at læse med.
Og god fornøjelse med CPH:DOX.
Hvis du har langt til København, så husk, at der også findes lokale aflæggere af festivalen i flere byer.
Mange hilsner
Tommy