0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Prime Video
Foto: Prime Video
70 procent Bogart, 30 procent Snurre Snup. Sådan beskriver Nicolas Cage selv sin rolle i 'Spider-Noir'. Foto: Prime Video
Nyhedsbrev - Politiken Film

Nicolas Cage er en mørk edderkop

10 stærke bud til din streamingpinse.

Nyhedsbrev - Politiken Film

Kære læser,

Ugen på streaming byder på hårdt liv med småbørn, venner på ferie, superhelt og dobbelt op på Bening

Velkommen til dit pinsebrev.


NRK
Foto: NRK

’De nye læger’

Er markedet for hospitalsserier mættet? Nei, for faen!

Den norske dramaserie rundede over 1 million seere efter første afsnit og er blevet vældig rost af læger og sundhedspersonale for sin realisme.

Også anmelderne har været begejstrede, selv om der mere er tale om effektiv soap end decideret seriekunst.

Serien følger fire nyuddannede læger gennem deres første halve år i akutmodtagelsen på sygehuset i Lillehammer.

Ressourcerne er få, men ansvaret er enormt, og én forkert beslutning kan få katastrofale følger.

Alle otte afsnit kan ses på DR TV fra i dag, fredag.

SkyShowtime
Foto: SkyShowtime

’Dutton Ranch’

Hovedserien ’Yellowstone’ er slut, men hyperproduktive Taylor Sheridan fortsætter med at pumpe afledte serier ud til yndere af hovdyr, præriepatos og kovbøjderhatte.

I ’Dutton Ranch’ flytter ægteparret Beth Dutton (Kelly Reilly) og Rip Wheeler (Cole Hauser) fra Montana til Texas for at begynde forfra på en ny ranch.

Her støder de sammen med den magtfulde ranchejer Beulah Jackson (Annette Bening), der beskrives som en »grizzly i Gucci« i serien.

Ed Harris dukker også op som vejrbidt dyrlæge med militær fortid.

Første afsnit kan ses på SkyShowtime fra i dag, fredag. Ni afsnit i alt.

Warner Bros/HBO Max
Foto: Warner Bros/HBO Max

’The Bride’

Det er en god dag for Annette Bening-fans, for hun har også en stor rolle i Maggie Gyllenhaals vilde fortolkning af ’Frankensteins brud’.

Bening spiller en excentrisk videnskabskvinde, som Frankensteins monster (Christian Bale) opsøger i 1930’ernes Chicago.

Han er ensom og vil have en ven, en kvinde, en brud.

Mød Ida, spillet af Jessie Buckley.

Hun graves op og genoplives med elektrisk strithår, blæksort blod om munden og en del mere kampgejst end bruden i James Whales gyser fra 1935.

Anmelderne har været splittede, men Politikens Nanna Frank Rasmussen roser den feministiske monsterfest, hvor Buckley folder sit »dynamittalent« ud.

Filmen kan ses på HBO Max fra i dag, fredag.

DR
Foto: DR

’Si’r det bar’’

Sara er ny i klassen og vil gerne imponere de nye kammerater, især den seje Mille.

Så hun påstår, at en kendt rapstjerne kommer og spiller i den boligblok, hvor hun bor.

Det passer ikke. Og løgnen vokser sig bare større.

DR Ultras ungdomsserie udspringer af Serieskolen, hvor nye talenter udvikler fiktion til børn og unge.

Serien er skabt af Shirin Aziz, Charlotte Mwakitalu og Arian Kashef, der vil fortælle om livet i et socialt boligbyggeri indefra.

Den henvender sig især til de 10-14-årige, og der udgives samtidig undervisningsmateriale til de relevante klassetrin.

Voksne må også gerne se med.

Første afsnit af serien kan ses på DR TV nu. Syv afsnit i alt.

Angel Films
Foto: Angel Films

’Hind Rajabs stemme’

En lille pige sidder alene i en sønderskudt bil i Gaza. Omkring hende ligger dræbte familiemedlemmer.

I telefonen trygler hun nødhjælpsorganisationen Røde Halvmånes alarmcentral om hjælp: Hent mig!

Så ubærligt er udgangspunktet for Kaouther Ben Hanias prisbelønnede film, der rekonstruerer sagen om den seksårige pige Hind Rajab fra januar 2024.

Det hele udspiller sig på alarmcentralen, hvor palæstinensiske skuespillere reagerer på de virkelige lydoptagelser fra opkaldet.

Det 70 minutter lange nødopkald er filmens »blødende hjerte«, som Politikens anmelder Nanna Frank Rasmussen skriver.

Dramaet kan ses på Filmstriben nu.

Christian Geisnæs, TV 2
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

’De bedste år’, sæson 2

Livet med småbørn er som en campingtur, der aldrig slutter, lød en af de mindeværdige replikker fra første sæson af den roste komedieserie, skrevet af brødrene Emil og Magnus Millang.

Sidstnævnte har også instrueret og spiller den mandlige hovedrolle, Mathias.

Han og kæresten Louise (Stephania Potalivo) er vokset ud af deres lejlighed på Nørrebro og har købt et rækkehus, der trænger til massiv kærlighed.

Midt i flytterodet skal Mathias på barsel, mens Louise skal tilbage på job.

Heldigvis står Louises far (Lars Brygmann) stadig klar med et væld af gode råd, ingen har bedt om.

Også Ditte Hansen og Søs Egelind er tilbage i topform som henholdsvis Louises mor og Mathias’ mor.

Første afsnit kan ses på TV 2 Play fra søndag og samme aften på TV 2. Otte afsnit i alt.

Frederik Lauridsen/DR
Foto: Frederik Lauridsen/DR

’Jagten på sexafpresserne’

I 2020 fik journalisten Milton Hendricks stjålet sin identitet på Snapchat.

Hans navn og ansigt blev brugt til at lokke og afpresse unge piger, og pludselig var han ufrivilligt blevet hovedperson i en sag om digital sexafpresning.

Den historie har han fortalt i Politiken som journalistisk tegneserie sammen med tegner Claus Nørregaard.

Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers gør det bare igen.

Nu genbesøger Hendricks sagen hos DR, hvor han i en dokumentar ser på begrebet sextortion: digital afpresning, der især rammer unge mænd, som trues efter at have delt intime billeder eller videoer.

Dokumentaren kan ses fra mandag på DR TV.

Prime Video
Foto: Prime Video

’Spider-Noir’

Jeg har før tilladt mig at udtrykke en vis superheltemæthed i dette format, men på onsdag har jeg tænkt mig at kravle ind i nettet helt frivilligt.

I ’Spider-Noir’ spiller Nicolas Cage en aldrende privatdetektiv i 1930’ernes New York.

Han var engang kendt som den maskerede helt The Spider og har lagt superheltelivet bag sig.

Indtil en ny sag trækker ham tilbage til den by, han egentlig var færdig med.

Vi taler edderkoppemand forklædt som gammeldags noir.

Mere trenchcoat end trikot, mere mafia end multivers.

Cage har selv beskrevet sin karakter som »70 procent Humphrey Bogart og 30 procent Snurre Snup«.

Elsker det!

Alle otte afsnit kan ses på Prime Video fra onsdag.

Emily V. Aragones/Netflix
Foto: Emily V. Aragones/Netflix

’The Four Seasons’, sæson 2

Tina Feys midtvejskrise-komedie var skæg, og den virkede fint afrundet i sin første sæson.

Ikke mindst fordi ... SPOILER ALERT! ... Steve Carells karakter, Nick, døde i et biluheld mod slutningen.

Da serien alligevel blev fornyet, skrev Carell ifølge Fey ganske tørt i castets gruppechat: »I’m dead«.

Det er han stadig. Men vennegruppen rejser videre. Gennem nye ferier, kriser og årstider.

Første sæson byggede på Alan Aldas film fra 1981, mens anden sæson nu må stå på egne ben med Tina Fey, Will Forte, Colman Domingo og resten af ensemblet tilbage i feriehelvede.

Alle otte afsnit kan ses på Netflix fra torsdag.

SkyShowtime
Foto: SkyShowtime

’Bugonia’

Man kan ikke sige Yorgos Lanthimos uden også at nævne Emma Stone. Prøv engang. Nej, det går ikke.

Den græske auteurs favoritmuse indtager naturligvis hovedrollen i genindspilningen af den sydkoreanske kultfilm ’Save the Green Planet!’ fra 2003.

I ’Bugonia’ spiller Stone en medicinaldirektør, der bliver bortført af to konspirationsbesatte fætre, Teddy (Jesse Plemons) og Don (Aidan Delbis).

De er overbeviste om, at hun i virkeligheden er et rumvæsen, der vil udrydde menneskeheden.

Politikens Joakim Grundahl giver 4 hjerter og er især optaget af Plemons med den kødfarvede hestehale, som anmelderen kalder filmens »absolutte hovedattraktion«.

Filmen kan ses på SkyShowtime fra torsdag.


Af hjertet tak for i dag.

Kommentarer om brevet og hilsner i almindelighed modtages som altid på tvg@pol.dk.

God forlænget weekend med solskin, streaming og forhåbentlig fravær af jordskælv.

Mange hilsner
Tommy


Tv-anmeldelse: 'Margo's Got Money Troubles'


Tv-anmeldelse: 'Forbudt kærlighed'


Biograffilm: 'Eleanors sandhed'


Tv-serie: 'Legends'


Biograffilm; 'Mother'


Biograffilm: 'The Mandalorian & Grogu'


Streaming

Hver uge samler kulturjournalist Tommy Grøn 10 bud på aktuelle serier, film, dokumentarer og andet, du bør streame netop nu. Udsendes hver fredag.