0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvis du tror, du kan bunde øl hurtigt, så har du ikke set deltagerne i Kapsejladsen. Foto: Oskar Enemark Sørensen/DR
Nyhedsbrev - Politiken Film

Når druk er en elitesport

Ugens bedste streaming til dig.

Nyhedsbrev - Politiken Film

Kære læser,

Ugen på streaming byder på ægteskab i blinde, hakkebajere, sjove børnevoksne og lovløse kolonihaver.

Velkommen til.


DR
Foto: DR

’Den sidste fest’

Da jeg gik på Aarhus Universitet i 1990’erne, fandtes Kapsejladsen i Universitetsparken allerede, men den var endnu ikke blevet en megabegivenhed med 30.000 tilskuere.

Dengang var det mere som at kigge på vandgraven til Hubertusjagten. Med fulde ryttere.

I dag er ølstafetten nærmest elitesport. Hvert hold har fem deltagere, og få hundrededele af et sekund afgør, hvem der kommer på holdene.

Der bliver trænet i månedsvis i at sejle, hoppeflyve ned i båden og den ædle kunst at hakke en Ceres og dreje rundt om sig selv 10 gange.

I den vildt livsbekræftende nye dokumentarserie på DR følger vi flere studerende i kampen om trofæet Det Gyldne Bækken.

Kapsejladsen er lige så spændende som en OL-dyst, men seriens helt store styrke er portrættet af de unge.

Nogle oplever sorg og personlige nederlag, men fællesskabet bærer dem alle igennem. Skål for ungdommen!

Alle fire afsnit kan ses på DR TV.

Michael Gibson/FX
Foto: Michael Gibson/FX

’Adults’, sæson 2

Sådan kaster man seere væk:

En klam mand onanerer i New Yorks metro, og som modsvar begynder en ung kvinde at onanere tilbage mod ham.

Så kan han lære det. Eller noget.

Komedieserien ’Adults’ oprindelige første afsnit om metro-masturbation gik så dårligt ind hos seerne, at seriemagerne valgte at producere et nyt, stuerent afsnit om et maratonløb og placere det som nyt afsnit 1.

Det var en god idé, for ’Adults’ vinder på den lange bane.

Serien er Generation Z’s version af ’Venner’, men med mere nuancerede venner end Joey, Chandler, Phoebe og konsorter.

Tingene var allerede komplicerede omkring den canadiske charmetrold Paul Baker (Jack Innanen) i første sæson.

Da hans visum var ved at udløbe, skulle han proformagiftes med kæresten Issa, men endte i stedet med at gifte sig med Anton, som han kyssede meget inderligt med.

I anden sæson viser det sig dog, at Paul Baker har levet et dobbeltliv med en noget mere brovtende, drengerøvsagtig venneflok.

Alle otte afsnit kan ses på Disney+ nu.

Snowman Productions/DR
Foto: Snowman Productions/DR

’Gift ved første blik’, sæson 12

Apropos at komme skidt fra start:

DR måtte skubbe premieren på den nye sæson af sit populære gifteprogram, fordi et par skulle klippes ud, efter at der var kommet nye oplysninger frem om den ene deltagers fortid.

I første program møder vi Torben ’Bubbi’ fra Haderslev og Michael fra Randers, der er ordentlige, arbejdsomme og har store vægttab til fælles.

Torben kender endda Michael fra sociale medier. Jyderne ligner et stærkt match.

Det gør Line og Jesper sådan set også. Hun er 29 år, advokat, sporty. Han er 37, salgsdirektør, har en søn og er klar på flere børn.

Ellers havde det nok også hurtigt været ovre med Line, fornemmer man.

Hun drømmer om en mand, der kan »jage watt« med hende.

»Jagte what?«, funderer Jesper, inden tiøren falder, og han forstår, at hun gerne vil have ham med ud at køre hurtigt på cykel.

Bagfra!

Første afsnit kan ses på DR TV nu. Nye afsnit torsdag på DR TV og DR 1, syv afsnit i alt.

Camera Film
Foto: Camera Film

’Den nye triumfbue’

For tiden kan Natalie Madueño og Claes Bang opleves i Netflix-dramaet ’Den hemmelige kvinde’.

Anmelderne hader den, seere over hele kloden elsker den. Sådan skal det jo være.

Men Claes Bang kan også opleves et andet sted.

I ’Den nye triumfbue’ spiller han den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, der i 1983 sensationelt vandt konkurrencen om at opføre La Grande Arche i Paris.

Spreckelsen havde blot fire kirker og sit eget hus på cv’et, men præsident François Mitterrand forelskede sig i hans monumentale kube. Snart stødte den kompromisløse danskers idealer dog sammen med fransk bureaukrati.

Det er blevet en både spændende og velkonstrueret film om en idealist, der nægter at bøje sig, mens virkeligheden lukker sig om ham.

Claes Bang er fremragende, og Sidse Babett Knudsen leverer varmt modspil som hans hustru.

Filmens lovligt opdigtede privatliv har dog mødt kritik fra Spreckelsens 92-årige enke, som mener, at portrættet af ægteparret er sårende.

Filmen kan ses på Filmstriben nu.

Netflix
Foto: Netflix

’Vendepunktet: 9/11-generationen’

Vi nærmer os 25-året for terrorangrebene 11. september 2001.

Netflix har netop lagt en dokumentar ud, der fortæller om børn, der mistede deres forældre i angrebene, og om unge afghanere og amerikanske soldater, hvis liv siden blev præget af krigen mod terror.

Blandt dem er Laurel Homer, der kun var ti måneder gammel, da hendes far, andenpiloten på det kaprede United Airlines Flight 93, blev dræbt.

Filmen trækker tråde fra angrebet til krigene i Afghanistan og Irak, den øgede overvågning, mistænkeliggørelsen af muslimer og nutidens konspirationsteorier og politiske polarisering.

Dokumentaren kan ses på Netflix nu.

Carsten Overbye/Kompagniet/TV 2
Foto: Carsten Overbye/Kompagniet/TV 2

’De lovløse kolonihaver’

Faste læsere af Politiken ved allerede, at der ikke altid er fred og stokroser bag kolonihavehækkene.

I serien ’Et liv i sus og dus’ har især journalist Michael Olsen gennem flere år afdækket ulovlige luksushuse, mistænkelige handler og kommunal slendrian.

Nu følger TV 2 trop med ’De lovløse kolonihaver’.

Her møder vi folk med huse, der er fem-seks gange større end de tilladte 50 kvadratmeter.

Det er svært at købe præmissen om ’god tro’, og umiddelbart falder sympatien ikke ligefrem ned på kolonisternes side.

Den kommer måske i afsnit 2?

Fin dokumentarserie af folkene bag ’Balladen om kolonihaven’, der åbner for god debat om sofabordet.

Første afsnit kan ses på TV 2 Play nu. Andet og sidste afsnit sendes onsdag.

Disney+
Foto: Disney+

’Nabokrigen’

Hvis man ikke har fået nabokrig nok, fortsætter den hinsidan.

Influenceren Hanna (Tuva Novotny) bliver udskammet efter en pinlig optræden på sociale medier og flygter hjem til Värmland.

Her havner hun midt i en strid mellem den tidligere statsminister Stefan Carlsson (Kjell Bergqvist) og hans genstridige nabo Harry (Robert Gustafsson).

De strides blandt andet om et ildelugtende udedas, men primært om status og retten til at være i fred.

Den varme, rørende folkekomedie er løst inspireret af den tidligere svenske statsminister Göran Perssons virkelige nabostrid.

Filmen kan ses fra mandag på Disney+

Christopher Raphael/Netflix
Foto: Christopher Raphael/Netflix

’The Gentlemen’, sæson 2

Biljagter, gangstere, tweed, groteske bifigurer.

Ja, vi er tilbage i Guy Ritchie-land med serien, der er bygget over hans film af samme navn fra 2019. Dog med andre karakterer.

I første sæson arvede Eddie Horniman (Theo James) både en hertugtitel og et gods. Samt en stor cannabisfarm.

Først ville han ud af den kriminelle forretning, men endte med at overtage den sammen med gangsterdatteren Susie Glass (Kaya Scodelario).

Nu vil de udvide imperiet til Italien, mens Eddie også får politiske ambitioner.

Det er fortsat voldeligt og fjollet, og blandt nye ansigter lover især Hugh Bonneville godt som let korrumperbar lord.

Alle otte afsnit kan ses på Netflix nu.

Viaplay
Foto: Viaplay

’South Park’

USA’s præsident er en gave til ’South Park’-skaberne Matt Stone og Trey Parker, der nærmest blot behøver at sætte en bevægelig papirmund på hans egne udtalelser.

I de seneste sæsoner går Trump i seng med Satan, truer alle med retssager, og i et særlig kontroversielt afsnit vakler en deepfake-nøgenversion af præsidenten gennem ørkenen, inden hans diller afleverer en besked til seerne.

Apropos ørkenvandring: Sådan har det længe føltes at lede efter ’South Park’ på de danske streamingtjenester. Arkivet og de nye sæsoner har været fordelt mellem skiftende tjenester, og dele af serien er ofte forsvundet igen.

Nu samler Viaplay endelig hele molevitten, inklusive den nye sæson. Kick ass!

South Park’. Sæson 1-27 kan ses på Viaplay nu. Sæson 28 kommer 8. september.

Bjarne Bergius Hermansen/DR
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

’Hit med sangen’

Vi slutter med et indslag fra en helt anden tid.

DR har stået på hovedet i arkiverne og fundet ’Hit med sangen’ frem igen.

I år 2000 kunne man samle familien fredag aften ved at placere Amin Jensen mellem to klaverer og lade kendte mennesker synge sange, der blev afsløret ord for ord.

Ved tangenterne sad Sigurd Barrett og Sascha Dupont, som kunne spille alt.

Nu kan man blandt andre (gen)opleve Linie 3, Keld og Hilda, Rock Nalle og Peter Belli i en herlig tidslomme med fællessang og højt humør.

Trænger vi ikke forbavsende meget til det?

De første to sæsoner kan ses på DR TV nu.


Tak for din tid.

Hav en skøn weekend.

Mange hilsner
Tommy


Biograffilm: 'No Rest For the Wicked'


Biograffilm: 'Autofiction'


Tv-serie: 'Blodoffer'


Tv-film: 'Den hemmelige kvinde'


Set og hørt: 'Bukserne de flyver'


Streaming

Hver uge samler kulturjournalist Tommy Grøn 10 bud på aktuelle serier, film, dokumentarer og andet, du bør streame netop nu. Udsendes hver fredag.