Jeg er vild med den græske freak, instruktøren Yorgos Lanthimos og var derfor stærkt begejstret over, at ’Poor Things’ vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig, hvor den havde verdenspremiere tilbage i september.

En ting var, at en visuelt fortalt, legelysten film kunne samle juryen og trumfe de mere alvorlige politiske film; en anden, at det fortsætter Lanthimos vidunderligt underlige triumftog i filmverden.

Det hører til en af de mere mærkelige ting i filmhistorien, at den græske »weird wave« er lykkes med både at blive festival- og kritikerdarling samt tillige at hjemtage filmpriser og penge ved billetlugerne. Det giver håb om, at det ikke kun er grækerne og mig, der er lidt mærkelige, men måske store dele af menneskeheden.

’Poor Things’, der har dansk premiere i dag, 18. januar, er en børneeventyrlig ’Frankenstein’-fortælling om den unge kvinde Bella, der vokser op i en videnskabsmands laboratorium for siden at bryde løs, ud i verden som frivol kvindesagsforkæmper.

Men mere end historien er det Lanthimos’ visuelt eksperimenterende bestiarium, jeg forelsker mig i.

Videnskabsmanden Godwin inkarneres af en forslået Willem Dafoe. Jeg har altid været betaget af Dafoes ansigt. En betagelse, jeg formoder, Lanthimos deler. Det er smukt som en italiensk renæssanceskulptur, der er blevet smadret af arrige modernister.

Til rollen har Lanthimos ommøbleret Dafoes ansigt yderligere. Bogstaveligt talt klippet det fra hinanden og syet det sammen igen, så Dafoes nu lappede ansigt virker og værker på lærredet: Det udtrykker nysgerrigt eksperiment og grænseoverskridende overgreb på en og samme gang.

Godwins far var en videnskabsmand, der skubbede grænser, men ikke var særlig sød ved sin søn. Patriarken betragtede ham som et materiale at eksperimentere på, et forsøgsdyr. Godwins vansirede ansigt er et resultat deraf, ligesom hans testikler nu er knust og hans omrokerede organer og tarme så dysfunktionelle, at han må have maskinel hjælp til at slå prutter. Gas, der ikke finder vej ud af anus, men smertefuldt presser sig op gennem spiserøret som store bøvsebobler.

Dafoes ansigt. Godwins tarmgasmaskine. De smukke bobler, der brister på vej mod loftet. Det kunne for min skyld være hele filmen. Men det er kun præmissen. Lykkeligvis er der mere.

Godwin Baxter er selv blevet videnskabsmand, kirurg, og i hans operationsfaciliteter fortsætter han sin fars studier. Han sætter dyr sammen på kreative måder, så der i hans victorianske hjem i London går kombinationer af gris og høne, hund og gås, and og ged rundt – et spillevende bestiarium, der ikke kun huser kreativt sammensatte dyr, men også fabelagtige menneskedyr: den voksne kvinde, der opfører sig som et lille barn. Ikke sagt i metaforisk misogyn forstand, men som konkret beskrivelse af et kvindevæsen, der stavrer rundt som en baby, som først må lære at gå, så tale og siden ikke at onanere ved spisebordet.

Hvorfor Bella bor hos Godwin, og hvordan det præcis går hende, vil jeg ikke afsløre, men temaet er klart: Bella, spillet af Emma Stone, bliver langsomt mere og mere nysgerrig på sin krop og på verden. Begge dele ønsker hun at nyde frit, selv om mændene i samme verden går langt for at forhindre hende i det. Besiddertrang motiveret af varierende årsager: kærlighedens, videnskabens, moralens.

Læs hele min anmeldelse af ’Poor Things’ her:

Og læs her interview med Emma Stone og Yorgos Lanthimos.