Kære læser
Engang gik de videre ud i natten, når de var færdige med at underholde dig fra scenekanten.
Og når teatrenes forestillinger var forbi, kunne du møde Dirch Passer på et værtshus, spise natmad med Judy Gringer på Hotel Imperial og skåle med de kongelige balletdansere på Brønnum.
Men hvad gør scenekunstnere anno 2026, når tæppet går ned?
En ny teatersæson er i gang, og i den anledning har vi her på Ibyen har spurgt fire skuespillere, en balletdanser og en komiker. Læs med her.
Ibyens nyhedsbrev går fra næste uge af på forlænget vinterferie. Men vi lover, at vi snart er tilbage i din indbakke igen.
Her kommer så en håndfuld anbefalinger til ugen i København. Denne uge en valentins-udgave.
OPLEV! Der er kærlighed i luften lørdag den 14. februar, når vildfarne hjerteballoner og blomsterbuketter indtager bybilledet på valentinsdag. Men hvor tager du din date hen, når du vil være mere original end en sushi-date, og Malte Eberts Vega-koncert allerede er udsolgt? Ibyen har svaret til dig: 7-Eleven Nørreport! Ja, her kan du få et Lady og Vagabonden-agtigt spaghetti-moment med en taquito, men der er faktisk også mere end det på menuen.
En af byens travleste 7-Eleven-butikker forvandles nemlig til en stor valentins-natklub. Kaffe- og kondomindkøb bliver lørdag aften 14. februar byttet ud med rødt neonlys, kærlighed, koncerter og elektrolytdrikke fra brandet Lover. Det er nemlig dem, der inviterer til lanceringsfest og har hevet de to musikere Elsked og Kops med til at spille. Du kender dem måske fra festivalscenerne eller radioen, men nu kan du og din date holde i hånd og høre dem dér, hvor du køber dine pølsehorn. Fri entré. Læs mere her.
OPLEV! Hvordan rammer man det rette mix mellem samtale og aktivitet på en første date? Medarbejderne på Paloma kender snart din datinghistorik bedre end dine venner, en gåtur om Søerne er det simpelthen for koldt til, og hvad skal man så lave, for at det ikke bare bliver akavet? Fredag den 12. februar er Kærlighedsmusikbanko hos Absalon på Vesterbro. Her kan du og din date skråle med på kærlighedssange som ’All You Need Is Love’ og ’Crazy In Love’, mens I spiller bingo og måske på et tidspunkt lægger en arm om hinanden. Efter bingo-spillet er der endda dansegulv og kærlighedsfest. Entré: 150 kr. Læs mere her.
Turen kan også gå til Indre By, hvor Thorvaldsens Museum inviterer til valentinsdag med et særligt 2-for-1-tilbud. »Be our Valentine«, skriver museet nemlig og opfordrer dig til at tage din date, kæreste, bestie eller en anden du holder af i hånden. Alt imens I taler og pjatter kan I lave et relief og opleve den verdensberømte kunstner Bharti Khers i en »dramatisk og smuk« udstilling, som Politikens kunstanmelder har kaldt den. Entré: 110 kr. for to. Læs mere her.
OPLEV! Vil du gerne imponere dit Feeld-match med at være lidt mere undergrundsagtig? Så ifør dig din nyindkøbte læderjakke samt hullede hættetrøje, og inviter dit match ud i byen, hvor der denne uge er koncerter og fester på byens rå undergrundsvenues. Fredag den 13. februar inviterer det københavnske label Janushoved til syvende aften af koncertrækken Kindness Ripples på spillestedet for eksperimenterende musik, Mayhem på Østerbro. Til denne særlige valentins-udgave spiller Franarchy, Heva Vaupel og Jjacob. Og så er der dj-sets af Freja Valentin og Karoline Møbius. Billetten koster 80 kr. Læs mere her.
Festen finder du også i en kælder på Vesterbro, der lugter af Berlin: Basement Cph. Den indtages af festkollektivet Rewild, som er berygtet for at skabe nætter med plads til både smalle koncert- og kunstoplevelser samt gungrende dansegulv sat i gang af skæv musik fra københavner-dj’s. Lørdag den 14. februar er ingen undtagelse. Her er der i den dunkle kælder nemlig koncert med Maji Claire, Emil F & Frederik Valentin samt Muskila & Simona Abdallah. Dertil performance af Skjold Rambow og dj-sets af blandt andre Oqbqbo, Elle Fierce og Fruit DJ. Læs mere her.
God fornøjelse!