0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Det er tid til det populære arrangement Månedens Debutant på Københavns Hovedbibliotek. Foto: Thomas Borberg.
Nyhedsbrev - Politiken Ibyen

Ibyen tipper: Din bogklub vil elske det her

Ibyen giver her en håndfuld anbefalinger til din uge i København.

Nyhedsbrev - Politiken Ibyen

Kære læser

Det er ikke særlig tit, at vores musikanmeldere sidder målløse tilbage over et festivalprogram. Sådan, seks hjerter-målløse. Men det er de altså i år.

Festivalsæsonen begynder snart, og rundt omkring i landet kan festivalgængere snart skråle med på alt fra The XX og Nick Cave til Kylie Minogue og Zara Larsson.

Simon Lund og Pernille Jensen er dykket ned i årets plakater og har delt hjerter ud. Fra to til, ja, seks hjerter.

Har de ret i deres domme, eller er de helt, helt galt på den?

Læs artiklen og deltag i samtalen her.

Og her kommer så en håndfuld anbefalinger til ugen i København.


LYT! Skal du og din Ottolenghi-spisende bogklub på ekskursion, så kan I denne uge sætte kursen mod Københavns Hovedbibliotek i Indre By. Tirsdag 28. april er det blevet tid til en ny udgave af bibliotekets populære arrangementsserie Månedens Debutant, hvor en debuterende forfatter inviteres på scenen. Denne gang er det Dean Butt fra Valby, der tog afgang fra Forfatterskolen i 2024 og netop er udkommet med sin debutroman ’Vi er rigtige engle’.

En barsk bog, hvori en voksen søn skriver om sine forældres vanrøgt i tekster, der spænder fra poetisk prosa til citerede sagsbehandlingsakter. En smuk, barsk, kærlig, rasende, fortvivlende, håbefuld og velskrevet bog, skrev Politikens litteraturanmelder i sin anmeldelse til fem hjerter. På hovedbiblioteket kan du høre Dean Butt fortælle om barndommen, bogen og det at skrive sig fri. Fri entré. Læs mere her.


OPLEV! Arbejd. Arbejd. Fredag er det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. Om du har ring i næsen, hvid skjorte eller Salomon-sko på, kan du helt sikkert arbejde en undskyldning frem til at gå på tidlig weekend og knappe en arbejderøl op i solen. Det kan du selvfølgelig i Fælledparken på Østerbro. Her er der taler, fællessang, musikquiz og koncerter med blandt andet pop af Svea S og smadre-synth af Afskum. Helt gratis, selvfølgelig. Læs mere blandt andet her.

Kampdagen kan du også hylde på Cinematekets Filmtaget i Indre By, hvor der er film, fyraftensøl og dj. Der er lovet åbningstale af Maj My Humaidan, gourmethotdogs og visning af blandt andet dokumentarfilmen ’After Work’, der tager et kig på arbejdskulturen i en tid, hvor mange ønsker at arbejde mindre. Gratis adgang til Filmtaget, men filmvisningerne kræver billet. Læs mere her.

Afslut dagen på Christiania-spillestedet Loppen, hvor dj-duoen Hej Leif inviterer til Arbejdernes Internationale Kampnat. Musikken er dansk solidarisk musik fra 70’erne, men også fra Christianias Mandekor. »Knyt næven, løft den mod vejret og dans sammen«, er opfordringen fra arrangørerne. Entré: 95 kr. Læs mere her.


KØB! Hvor kan du købe en afbleget statement T-shirt, mens du gemt væk bag fluebriller forsøger at undgå en eks, fordi du har spildt linsegryde på din hjemmehæklede vest? Det kan du på Det Grønne Loppemarked mellem Jagtvej og Rantzausgade på Nørrebro. Denne søndag 3. maj vender Nørrebro-markedet tilbage med genbrugstøj, skaklounge, samtalesaloner og madboder. Årets første udgave byder foruden loppestemning på magtkritiske bøger af den queer-feministiske boghandel Det Lilla Rum, muligheder for Clavoriance, en ny tatovering og veganske bmo’er. Helt sikkert hyggeligt, men kom, når det åbner kl. 10, hvis du let bliver overstimuleret. Fri entré. Læs mere her.

Genbrug finder du også på byens nærgenbrugsstationer. Flere af dem afholder Plante-Bonanza denne uge – et genbrugsmarked til din altankasse eller den kirkegård af tørre potter, vinteren har efterladt i din vindueskarm. Her kan du ikke bare komme hjem med en stikling eller en potte, men også ny viden om kompostmuld og jordblandinger. Det sker lørdag 2. maj på Enghave Nærgenbrugsstation på Vesterbro og søndag 3. maj på Gartnergade Nærgenbrugsstation på Nørrebro. Helt gratis. Læs mere her.

God fornøjelse!

Fik du læst?


Fik du læst?


Fik du læst?


Politiken Ibyen

Ibyen-redaktionen giver dig nøje udvalgte tip til spisesteder, udstillinger og events i København lige nu.

Udsendes hver mandag.