Kære læser,
I morgen udkommer årets første rapport om iltsvind i de danske farvande. Den vil vise, at i sommer har særligt havbunden omkring Fyn, i dele af Østersøen og fjordene i det sydlige Jylland været uden ilt, så de dyr, der ikke nåede at flygte, blev slået ihjel.
Jeg ved det, fordi de målinger, som rapporten bygger på, løbende bliver offentliggjort af Miljøstyrelsen. Og jeg starter nyhedsbrevet med den konstatering for at minde om, hvorfor et bredt flertal på Christiansborg i sidste uge vedtog det hidtil mest seriøse forsøg på at redde det danske vandmiljø.
Det fik de ingen tak for af de landmænd, som først skældte den ansvarlige minister, Christian Rabjerg Madsen, ud på et stormøde i Odense og siden kørte deres traktorer ind foran parlamentet. Og værre endnu foran Aarhus Universitet for at protestere mod de forskere, som i årtier har fastslået, at landmændenes gylle og kunstgødning er hovedansvarlige for fiskedød, liglagener, bundvendinger og andre rædsler i de danske farvande.
Jeg var på ferie, mens dramaet i Odense, på gaderne og internt i partiet Venstre udspillede sig. Jeg badede i et hav med klart vand, hvor man rent faktisk stadig kan se fisk svømme. Da jeg tidligere på sommeren roede rundt om blandt andet Thurø i kajak, fik jeg i tre dage ikke øje på en eneste fisk.
Vores udslip af drivhusgasser, som alene i de sidste 40 år har fået temperaturen i de danske have til at stige over to grader, gør desværre, at jeg personligt ikke har stort håb om at opleve dramatiske forbedringer i fjordene og de indre farvande. Jo varmere vand, jo mindre gødning skal der til at ødelægge vandmiljøet, som er særligt sårbart i den lavbundede Østersø med lavt saltindhold.
Så forskernes og mit gæt er, at trods landmændenes protester er den forhadte gødskningslov utilstrækkelig til at skaffe os helt klart vand og fast sandbund under fødderne, selv om den naturligvis er meget bedre end de seneste 20 års laden stå til.
Sådan så Østersøen ud fra en satellit i slutningen af sidste uge. De mange plamager i Østersøen er blågrønalger.
Dertil kommer, at både Danmark og vores nabolande har smadret vandmiljøet så grundigt, at både kvælstof og fosfor er ophobet på bunden og vil blive frigivet, så længe jeg lever. Følgerne var synlige fra både flyvinduet over Østersøen og fra satellit, fordi bælter af blågrønalger havde lagt sig øverst i vandet og gjort det til en suppe. Den invaderede også danske havne og badestrande.
Jeg tvivler på, at nogen i dag orker at genlæse alle artiklerne om protesterne mod gødskningsloven. Så er Roald Als’ og Mette Dreyers tegninger mere langtidsholdbare. Desuden kan jeg anbefale Ole Rasmussens klumme ’Sket i ugen’, som i søndags havde overskriften: Det kan godt være, at bønderne går ned. Men de går i det mindste ikke ned på udstyr
Sukkerfabrikken i Nakskov lukker ved årets udgang.
En klimaskamstøtte på Lolland
Så snart jeg tændte min telefon efter at være landet på min ferie, begyndte meddelelserne at tikke ind om lukningen af sukkerfabrikken i Nakskov. Det gav mig lyst til at rejse endnu en skamstøtte over forfejlet dansk klimapolitik, denne gang på Lolland.
Sukkerfabrikkerne i Nykøbing og Nakskov var hovedårsag til, at Dan Jørgensen (S) som klimaminister i 2021 samlede flertal til at bygge en ledning til fossil gas til Lolland-Falster. Den stod allerede ved vedtagelsen til at give et milliardstort underskud for samfundet. Da gasledningen i 2024 blev indviet, var regningen for at anlægge den fordoblet til 1,5 milliarder kroner.
I sin pressemeddelelse sagde Dan Jørgensen, at investeringen skulle »beskytte truede arbejdspladser«. Det hjalp i lige præcis to år, indtil de tyske ejere alligevel drejede nøglen om og atter en gang dokumenterede, hvor farligt det er at koge industristøtte og klima i samme gryde.
Det værste ved historien er, at alle eksperter sagde, at det sagtens kunne lade sig gøre at elektrificere produktionen i Nakskov i stedet for at ligge under for tyskernes krav om at varme sukkerroerne op med en gasbrænder. Det havde et projekt, som statens eget Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støttede, vist. Alligevel overhørte Dan Jørgensen og hans flertal advarslerne.
Det eneste positive, jeg nu kan få øje på i den historie, er, at gasforbruget trods alt nok falder en smule, når sukkerproduktionen samles i Nykøbing. Og at den nuværende klimaminister, Samira Nawa (R), har fattet, at »vi skal skrue ned for gasforbruget og op for elektrificeringen« for at citere fra, hvad hun sagde til Ritzaus Bureau.
Jeg ville ønske, at gasrøret til Lolland var det eneste eksempel på en skamstøtte, jeg kommer i tanker om, men der er desværre mange flere. Her vil jeg kun nævne et, der er meget synligt i bybilledet i hovedstaden, nemlig forbrændingsanlægget Amager Bakke. Det blev bygget dobbelt så stort som nødvendigt trods advarsler fra eksperter, hvilket ikke blot var ved at føre til konkurs i selskabet bag. Det medvirker også til, at Danmark importerer affald for at fylde ovnene op, og selv om det på kort sigt kan give mening for klimaet, var det bestemt ikke meningen.
Nej, jeg kan alligevel ikke nære mig, men må også nævne den såkaldt grønne indenrigsrute med, som flyver på brændstof, der er værre for klimaet end fossil olie.
Nu skal jeg nok stoppe. Men kom gerne med dine egne eksempler på, hvilke andre dele af vores klimapolitik der fortjener skamstøtter.
Både luften og havene er rekordvarme
Det skorter ellers ikke på grunde til at føre en mere fornuftig politik, som rent faktisk fører til færre drivhusgasser i atmosfæren. Det nævner jeg ikke blot, fordi jeg selv blev overrasket over 40 grader ved Middelhavet i starten af september, hvor der blev målt de højeste efterårstemperaturer nogensinde i Spanien og Frankrig.
I dag udkom den europæiske vejr- og klimatjeneste Copernicus med sin statistik over august, som sammen med juli 2023 blev den varmeste måned, der nogensinde er målt globalt. Den daglige gennemsnitstemperatur har nu sat rekord for årstiden en god måned i træk.
Allerede den første dag af min ferie satte den globale havtemperatur helt usædvanligt rekord. 21,1 grader var overfladetemperaturen i de isfri dele af oceanerne 22. august. Som det fremgår af Mette Guldaggers artikel, er der sandsynligvis nye rekorder for havtemperaturerne i vente til marts.
Konsekvenserne af det globale drivhus viste sig først og fremmest ved jordskredet i Nepal. Lige nu brænder også de største skovbrande i ti år i Indonesien, kun overgået af den seneste rekord under El Niño i 2015.
El Niño er stadig under opbygning, og perspektiverne er mildt sagt ikke lovende. Det håber jeg at få tid til at skrive om i løbet af de kommende uger.
Glemte politikerne at lytte til deres eget borgerpanel?
Der skal dog også være tid til at følge op på svinevalget. En af de historier, som bestemt ikke fik meget opmærksomhed under min ferie, var, da et borgerpanel konkluderede, at vi ikke kan fortsætte med den nuværende svineproduktion.
Mange meningsmålinger har vist, at danskerne ønsker bedre dyrevelfærd for grisene. Det særlige ved borgerpanelet er, at det var nedsat af et bredt flertal bag den seneste politiske aftale om dyrevelfærd, der blev indgået i 2024.
Men da konklusionen fra de 36 borgere, som havde brugt måneder på at sætte sig ind i svineproduktionen, udkom i sidste uge, forsøgte de fleste partier, så vidt jeg kan vurdere, at ignorere den. Måske fordi regeringen har lovet en såkaldt grisefirepart til at skaffe bedre dyrevelfærd. Den har dog også lovet et stop for både halekupering og udvidelse af konventionelle svinestalde, som endnu ikke er blevet til noget.
Til sidst en anbefaling af to artikler:
Lige inden jeg tog på ferie, skrev jeg om, hvordan det kan være, at vi i sommer talte så meget om immigranter med udgangspunkt i de 72.000 marokkanere, som svømmede til den spanske enklave Ceuta, i stedet for at diskutere, hvordan vi forhindrer klimaet i at gå endnu mere varmeamok.
»Den eskalerende klimakrise virker uoverskuelig, fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op, og politiske ledere går ikke forrest. Derfor fører det snarere til en følelse af afmagt, handlingslammelse, fortrængning og benægtelse«, siger klimapsykolog Solveig Roepstorff.
Min anden anbefaling går til en artikel om klodens lugt. Den er vi mennesker godt i gang med at ændre. Klik her for at blive klogere på, hvilke konsekvenser det har.
Nedenfor ligger blandt andet artikler om Rigsrevisionens kritik af Miljøstyrelsens kontrol med havbrug og landmænds brug af pesticider og om alle de fisk, der ryger døde tilbage i havet, uden at vi spiser dem. 157.000 tons årligt.
Tak for at læse med.