Kære læser,
Jeg stod ved siden af Dan Jørgensen i det øjeblik, det gik op for ham, at en af de vigtigste klimaaftaler, der er indgået internationalt, ville blive vedtaget.
På klimatopmødet for tre år siden havde den daværende klimaminister en nøglerolle med at hjælpe formandskabet fra De Forenede Arabiske Emirater med at finde en formulering til at beskrive, at verden skal holde op med at brænde kul, olie og gas af, som samtlige lande kunne godkende. Det var første gang, at de fossile brændsler skulle nævnes direkte i en international klimaaftale.
Efter at have knoklet det meste af natten fik den daværende minister gåsehud, da Kinas klimaudsending kom forbi hans plads i den store plenarsal i Dubai og gennem sin oversætter lod forstå, at han var glad for aftalen. Først på det tidspunkt stod det klart for Dan Jørgensen, at de hidtil så kontroversielle formuleringer ville blive vedtaget få minutter senere.
Den centrale formulering i aftalen kom til at lyde, at klimatopmødet »anerkender nødvendigheden af at (...) omstille sig væk fra fossile brændstoffer i energisystemerne på en fair, redelig og retfærdig måde«. Bemærk de tre tillægsord: Fair, redelig og retfærdig.
For de fattige lande betyder det, at de rige lande skal gå foran med at droppe fossilerne. Det er netop hverken fair eller retfærdigt, at lande som Angola og Turkmenistan, der producerer olie, skal stoppe med at tjene penge på dem lige så hurtigt som rige lande som Norge og Danmark.
Olieboringer i 2050 lever ikke op til Dubai-aftalen
Nu har det internationalt anerkendte forskningsinstitut Climate Analytics så regnet på de nøjagtige konsekvenser af de tre tillægsord. Konklusionen lander som en bombe i et internt slagsmål i den danske regering.
For, fastslår Climate Analytics, Danmark kan ikke fortsætte med at producere olie og gas frem til 2050, hvis vi både skal leve op til Parisaftalen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader og gøre det på en retfærdig måde. Så skal vi proppe oliebrøndene til først i 2040’erne.
Det passer perfekt med, at de vigtigste licenser til at producere olie i den danske del af Nordsøen udløber i 2040. Men den forrige SVM-regering foreslog at forlænge licenserne frem til 2050, et forslag, som blå blok og Dansk Industri arbejder ihærdigt for at fremme.
Samira Nawa var stærk modstander af at forlænge olielicenserne til 2050, inden hun blev klimaminister.
SF og Radikale Venstre var, inden de gik med i den nuværende regering, stålsatte fortalere for at fastholde 2042 som lukningsår for det danske olieeventyr. Siden da har de afvist at tage stilling til spørgsmålet. Heller ikke rapporten fra Climate Analytics får nuværende klimaminister Samira Nawa (R) ud af busken.
Hendes forgænger, Lars Aagaard (M), en af de mest markante fortalere for at holde de danske oliepumper i gang til 2050, kalder rapporten fra Climate Analytics for »en enkelt forskers fortolkning« af den skelsættende klimaaftale fra Dubai.
Hovedforfatter Neil Grant afviser derimod, at der er tale om et rabiat klimakrav fra en gruppe ekstreme klimaaktivister.
»Tværtimod er det resultatet, når vi som klimatologer oversætter, hvad landene allerede har skrevet under på, til, hvad det konkret betyder for deres politik«, siger han.
Samira Nawa lover, at hun ved det kommende klimatopmøde i Tyrkiet vil »presse på for, at andre lande hæver deres ambitioner, selv om det er en svær kamp«. Ifølge den grønne tænketank Concito gør Danmark ikke kampen lettere ved at forlænge vores egen fossile produktion.
»Hvis vi ikke går forrest med at udfase vores egen produktion, så er det immervæk væsentligt sværere at bede andre, ofte meget fattigere lande, om at gøre det«, siger tænketankens chef for EU og klimatopmøder, Jens Mattias Clausen.
Ingen danske ministre har fundet det tiden værd at rejse til Armenien for at deltage i naturens topmøde.
Ministre bliver væk fra topmøde og har ingen plan for at beskytte naturen
I forvejen har regeringen, der har udråbt sig selv til danmarkshistoriens grønneste, ikke ligefrem givet topprioritet til vores internationale forpligtelser. I 2022 indgik verden på et topmøde om biodiversitet en aftale om at udpege 30 procent af både land- og havarealet til beskyttet natur senest i 2030. Det bliver ofte omtalt som naturens Parisaftale.
Her fire år senere er der igen biodiversitetstopmøde, denne gang i Armenien. Men ikke en eneste dansk minister har fundet det tiden værd at sidde med om bordet i hovedstaden Jerevan. Og hvad værre er: Danmark har end ikke afleveret en plan for, hvordan vi har tænkt os at leve op til målene i den fire år gamle aftale.
»Det er utroligt bekymrende, at Danmark er bagud med de planer, vi ellers havde lovet at levere«, siger Helene Gjerding, sekretariatsleder for 92-gruppen, et samarbejde mellem 28 danske miljø- og udviklingsorganisationer. Hun følger forhandlingerne i Jerevan.
Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), forklarer sig med, at han er nødt til at prioritere mellem mange invitationer og henvendelser. Han fremhæver regeringsgrundlagets løfte om en natur- og biodiversitetslov, der skal beskytte 30 procent af Danmarks areal. Men hans skriftlige svar nævner ikke, hvordan vi skal kunne leve op til det, når højst 2,3 procent af landarealet og 12 procent af havarealet ifølge Biodiversitetsrådet i dag reelt er beskyttet natur, og der ikke forelægger så meget som et lovudkast.
Et billede af ødelæggelserne i Nepal efter jordskredet, som klimaforandringerne har gjort mere sandsynlige.
Historisk sammenbrud i klimapanel: De er altid blevet enige til sidst. Indtil nu
Desværre er udsigterne mere dystre for det internationale, grønne samarbejde end nogensinde. Det kom til udtryk for en uge siden, da et møde i FN’s klimapanel, IPCC, kollapsede.
Det lykkedes på mødet ikke at få vedtaget en køreplan og en proces, som gør det muligt at nå at udgive den vigtigste af klimapanelets rapporter inden topmødet i 2028. Det topmøde skal gøre status over, hvordan det går med at indfri målene i Parisaftalen, men det bliver nu uden klimapanelets anbefalinger.
»Det er en historisk krise«, siger lederen af Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI, Adrian Lema, som deltog i mødet i Addis Ababa i Etiopien.
De olieproducerende lande med Saudi-Arabien, Indien og Rusland i spidsen vil gerne udskyde rapporten for at slippe for konklusionen om, at vi brænder alt for mange fossiler af. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men aldrig tidligere har landene haft mod og held til at forpurre den videnskabelige proces.
Nu er klimadiplomatiet i en historisk krise, som får mig til at frygte, at det bliver et apatisk antiklimaks at gå rundt på gangene i kongrescentret i Antalya, hvor COP31 begynder om godt et par uger.
»Meget bekymrende og hård læsning«: Det er for sent at indfri verdens vigtigste klimamål
Der mangler naturligvis ikke rapporter, som fortæller, at verden er på vej mod langt højere opvarmning end de 1,5 grader, som er det mest ambitiøse mål i Parisaftalen. Imidlertid har IPCC’s rapporter en særstatus, både fordi de er langt de grundigste, og fordi alle lande forhandler om hvert eneste ord i hovedkonklusionerne. IPCC-rapporterne bliver på den måde i praksis vedtaget i enstemmighed, hvilket giver dem tyngde. Ingen kan løbe fra konklusionerne.
Sådan er det ikke med Emission Gap-rapporterne fra FN’s miljøorganisation, Unep. De er godt nok skrevet af 40 forskere fra 18 lande, og de bliver sendt i høring hos landene. Men vetoret har de ikke.
Til gengæld fremstår Unep-rapporterne nu som årets vigtigste klimaudgivelse. I den forbindelse besværede jeg mig på Linkedin over, at den ikke fyldte mere i danske medier.
Konklusionen på den rapport, der udkom i onsdags, er både opsigtsvækkende og trist. Den sidste, teoretiske mulighed for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader er nu forduftet. I bedste fald stiger temperaturen med 1,7-1,8 grader i løbet af dette århundrede. Dernæst kan den kun bringes ned på 1,5 grader igen, hvis vi suger ufattelige mængder af CO2 ud af atmosfæren. Samtidig skal udslippet af drivhusgasser styrtdykke. Det fik mig til at sige følgende til rapportens videnskabelige hovedredaktør, danske Anne Olhoff.
Når jeg hører det og læser om de reduktioner, der er nødvendige, så tænker jeg, at det vil kræve tiltag, som verden aldrig tidligere har set, og som ikke er en del af klimadebatten i dag. Hvad siger du til det?
Anne Olhoff svarede:
»Jamen, det vil jeg da i vid udstrækning give dig ret i. Vi siger jo netop, at det vil kræve en markant og dramatisk omstilling«.
Adrian Lema fra DMI kalder Unep-rapporten »meget bekymrende og hård læsning«.
»På mange måder er det desværre, som vi havde forventet. Vi har længe vidst, at hvis ikke vi får nedbragt afbrændingen af kul, olie og gas, så vil det bare gå den forkerte vej«, siger han.
På tre år har Danmark kun rejst 21 vindmøller på land. Nu står andelen af grøn strøm til at falde
Jeg slutter med en nyhed, der heller ikke just er opmuntrende for Danmarks grønne selvbillede. Stik imod de politiske aftaler står andelen af strøm fra danske vindmøller og solceller til at falde. En ny opgørelse fra brancheorganisationen Green Power Denmark viser, at det går alt for langsomt med at sætte særligt vindmøller på land op. De seneste tre år er der rejst 21 i alt. Vi har brug for over 150 om året blot for at følge med væksten i strømforbruget.
»Elforbruget stiger og stiger. Udbygningen af vind og sol på land og af havmøller følger simpelthen ikke med i samme takt«, siger vicedirektør Martin Hansen.
Green Power Denmark foreslår derfor, at staten garanterer en mindstepris for strømmen fra solceller og vindmøller på land, ligesom den gør for strømmen fra havmøller. Det vil betyde, at Danmark igen skal give statsstøtte til vedvarende energi på land, efter at vi gik væk fra det i 2018. Derfor får det forslag ikke ubetinget opbakning, som det fremgår af denne forsideartikel.
Tak for at læse med.