Kære læser,
så blev det første dag i årets sidste kvartal, og vi må nok se i øjnene, at det her efterår bliver en tand mørkere og koldere, end det plejer.
Lyspunkterne er stadig svære at få øje på, når det gælder privatøkonomien.
Og det gælder faktisk ret mange af os, måske flere, end vi lige går og tror. 40 pct. af danskerne, fortæller min kollega Michael Olsen, vil allerede nu eller meget snart mærke, at inflationen i form af bl.a. dyrere fødevarer og højere energiregninger presser dem.
Bl.a. fordi vi er vant til at bruge det, vi tjener, uden at spare noget særligt op.
Du tænker måske, at du sparer allerede, især på energien. Men det bliver sværere endnu at holde elregningen under kontrol, når landets netselskaber skruer rigtig meget op for den såkaldte nettarif.
Måske ikke en udgiftspost, du har beskæftiget dig synderligt med, men det handler om transport at strøm gennem kabler frem til din stikkontakt. Og her stiger prisen heftigt mellem k. 17 og 21, hvor vi bruger mest el.
Så det er måske nu, du skal overveje at nøjes med en varm ret i kantinen til frokost og i stedet spise rugbrødsmadder til aften.
Det var også i denne uge, at kraftige kursfald fik de fire realkreditinstitutter herhjemme til at gøre klar til at udstede fastforrentede lån med en pålydende rente af 6 pct.
Sidste gang, det kostede så meget at låne til en bolig, var i 2009.
Men torsdag eftermiddag og i går, fredag, vendte stemningen, og renten begyndte at falde - så skal du låne penge i næste uge, kan det stadig blive til 5 pct.
Ingen forventer dog, at renterutsjeturen er ovre. Inflationen er nu nået op på 10 pct. i euro-området, og den kan kun bringes ned ved at at hæve renterne så meget, at forbrugere og virksomheder holder op med at bruge penge.
Som bekendt kan man bringe sin økonomi i bedre balance ved at sænke udgifterne eller øge indtægterne. Sidstnævnte kan f.eks. være gennem udlejning af boligen gennem Airbnb, når man ikke selv bruger sit hjem.
Men flere danskere har oplevet, at pengene ikke er rullet ind på kontoen, selv om gæsterne har været der. Det gælder bl.a. familien Pleidrup i Værløse, der føler, de har slået i en dyne hos Airbnb for at få deres penge.
Du skal nu også have et sparetip at begynde lørdagen på. Det er særlig interessant, hvis du bor nær Kastrup, Viby ved Aarhus eller i Helsingør.
Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, åbner en endnu mere discountet supermarkedskæde ved navn Basalt, i første omgang i de tre ovennævnte byer.
Her står varerne rullet ind på paller, så udgiften til personale kan holdes i bund, og du kan ikke købe frost- eller kølevarer.
Til gengæld kan du købe stort ind af f.eks. toiletpapir, og priserne kommer til at ligge 15 pct. under Nettos. Det er godt at vide, når efteråret for alvor er over os.
Hav en dejlig weekend,