Min nu afdøde tidligere kollega Ditte Giese satte internettet i brand, da hun få dage før sin død fik publiceret sit livs sidste klumme.
Heri gjorde hun status over en behandling for brystkræft, som hun mener lader en hel del tilbage at ønske. Selv blev hun afvist af egen læge i flere år, da hun i begyndelsen af 40’erne var bekymret over forandringer i brystet. Men også, da hun endelig blev diagnosticeret og kom i behandling, var alt ikke, som det burde.
Eksempelvis fik Ditte Giese, da hun var uhelbredeligt syg, ikke adgang til et nyt dyrt kræftpræparat, der forhåbentlig ville kunne forlænge hendes liv. Et stof, kvinder i andre lande kunne behandles med.
Ditte Giese indsamlede imponerende 800.000 kroner, så hun selv kunne betale sig til adgang til det dyre præparat. Det var ikke alle forundt, skrev hun, og mente, at Danmark var et fattigt land, når uhelbredeligt syge patienter ikke får den nyeste og formentlig bedste medicinske behandling.
I kommentartråde på internettet kom kvinder selv med deres erfaringer og oplevelser som brystkræftpatienter. En del mente som Ditte Giese, at den danske brystkræftbehandling slet ikke er så god, som skiftende sundhedsministre og regeringer har sagt.
Jeg fik derfor opgaven at forsøge at besvare spørgsmålet: Hvordan går det med den danske behandling af brystkræft. Det gravede jeg mig ned i og ved hjælp af to eksperter – en brystkræftkirurg og en medicinsk ekspert i brystkræft – skrev jeg historien: Rekordmange danske kvinder får brystkræft.
I mit arbejde fandt jeg nemlig ud af at forekomsten af brystkræft i Danmark er tårnhøj sammenlignet med andre lande. Så når mange flere danske kvinder får brystkræft end kvinder i andre europæiske lande – forklaringen er ikke genetisk, men relaterer til fødsler og livsstil – og mange kvinder først opdager deres brystkræft i så sent et stadie, at de ikke kan helbredes, betyder det også, at vi uanset den lægelige indsats har en stor dødelighed.
Hvordan er behandlingen så?
Det kan du læse i historien.
Eller også kan du få den korte version her:
Hvis en svensk og en dansk kvinde med en to centimeter hormonfølsom cancerknude med spredning til lymferne ankommer til hospitalet samtidig har de samme dødelighed.
»Forskel i dødelighed skyldes ikke længere hospitalets indsats. Patient for patient får kvinder samme gode behandling i de nordiske lande. Det er en vigtig pointe«, siger Niels Kroman, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse og tidligere mangeårig kræftkirurg.
I Politikens serie om ’Hvad gør lægen selv’ er vi nået til øjenlægen, der dagligt opererer øjne på Rigshospitalet.
Han tager altid beskyttelsesbriller på, når han laver havearbejde eller skruer skrurer i væggen i hjemmet – så han undgår skader. Beskyttelsesbriller er ifølge ham ikke kun noget, der er en god idé til nytår.
Og så kunne han ikke finde på at få en kunstig linse for at undgå læsebriller eller briller til nærsynethed.
»For de fleste øjenlæger er et øje, hvor man skal bruge briller for at se skarpt, stadig et sundt øje. Alle operationer i kroppen medfører en risiko og har to omkostninger, den ene er penge, den anden er risiko for komplikationer. Udskiftningen af linsen giver en øget risiko for nethindeløsning. Og så er der en lille risiko for alvorlig betændelse inde i øjet«.
Det er vigtigt at understrege, at han ikke taler om linseudskiftning i forbindelse med skær-behandling.
Og så til et svært sundhedsfagligt, sundhedspolitisk og etisk dilemma.
Hvad skal vi gøre ved mennesker, der på et tidspunkt i livet har haft alvorlig sindssyge som paranoid skizofreni, dømt for drab og dømt til behandling?
Engang spærrede vi dem væk det meste af deres liv. I dag vil en velmedicineret anbringelsesdømt borger kunne blive sluppet fri, når det vurderes, at de ikke længere er til fare for sig selv eller andre.
Men skal vi tvinge dem til at tage medicin hele livet? Skal vi tvinge dem til at møde op hos en læge, så det sikres, at de tager medicinen? Hvor meget skal vi stole på, at personen ikke længere er præget og plaget af sindslidelse og har fået selvindsigt og sygdomsforståelse?
Debatten er blevet aktuel, efter en 32-årig borger kastede et nært familiemedlem på 2 år ud fra 7. etage i Høje Gladsaxe ved København. Han er tidligere diagnosticeret med paranoid skizofreni og i 2014 slog sin mor ihjel og blev dømt til anbringelse.
I 2024 blev han sat på fri fod, fordi psykiaterne vurderede, at han var velbehandlet, havde erkendt sin sygdom og ville fortsætte den medicinske behandling.
Det gjorde han så bare ikke.
Så hvad gør vi som samfund med borgere som den 32-årige? Skal de eksempelvis tvinges i medicinsk behandling?
Det har min kollega Anders Legarth Schmidt blandt andet spurgt Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri, om:
»Nej. Der er ikke gode erfaringer med at tvinge folk i behandling. Det bliver de ikke mere raske af. Der skulle derimod være fulgt mere intensivt op med behandling af højeste faglige kvalitet«, svarer hun.
Vis mig dine forældre, og jeg skal sige dig, hvor gammel du bliver.
Sådan siger forskere oven på et nyt studie, der indikerer en større familiær sammenhæng med livslængde end hidtil antaget.
For tidligere troede man, at den genetik, som man bliver født med, har mellem 10 og 25 procents indflydelse på, hvor gammel man bliver. Det tal skal nu opjusteres til hele 55 procent, hvis det nye studie står til troende.
Problemet er, at to danske forskere er uenige om, hvorvidt man overhovedet skal det. Om det nye studie overgør de genetiske/familiære forhold, der kan præge den enkeltes livslængde.
Men spændende er det. Så læs min kollega videnskabsredaktør Lasse Foghsgaards artikel om det nye studie. Og de tidligere på området.
Det var alt for denne gang. Som altid pas godt på dig selv og dem omkring dig – særligt her i kulden. Og husk, pas på glatte fortove. Hoftebrud er en hyppig årsag til tidlig død for ældre mennesker.
Så on that happy note: Vi skrives ved i næste uge.