Så er det i dag, hvor alle myndige borgere stilles lige. Uanset køn, stilling og økonomisk formåen. Hvor vi alle med vores enkelte kryds i stemmeboksen er med til at bestemme, i hvilken retning vores nation skal flyttes.

Jeg har som sundhedsjournalist dækket valg siden 2004, hvor valgkampe har handlet om alt fra lange ventelister og behandlingsgarantier, privathospitaler, lukning af sygehuse, mangel på sygeplejersker og læger, mangel på praktiserende læger i yderområder til tobakspriser.

Sundhed har altid fyldt til folketingsvalg.

Sundhed har altid været det vigtigste eller næstvigtigste emne, når borgerne er blevet spurgt om, hvad de mener, at vores folkevalgte skal prioritere.

Patientforeninger, medarbejderorganisationer, medicinal- og medicoindustrien, regioner og de politiske partier har altid forsøgt at sætte en sundhedsdagsorden i en valgkamp, så retningen kunne justeres, og nye løfter afgives.

Men ikke i år.

I en generation har sundhed aldrig fyldt så lidt i den politiske debat i et folketingsvalg som i år.

Der er mindst to forklaringer.

For det første går det fornuftigt med driften af vores sundhedsvæsen.

Sygeplejerskemanglen efter corona, der førte til øgede ventetider til behandling for fysisk sygdom og planlagte operationer, er aftaget.

I seneste valgperiode er den største sundhedsreform i 20 år vedtaget. Den træder i kraft 1. januar 2027 og skal flytte de seneste mange års fokus på udvikling af hospitaler til fokus på det nære sundhedsvæsen, hvor langt flere danskere skal have langt bedre sundhedstilbud tættere på, hvor de bor.

For det andet er der ikke meget politisk uenighed tilbage på sundhedsområdet.

Tidligere kunne de røde og blå partier slås om det offentliges brug af privathospitaler. De røde ville have mindsket forbruget, så skattekroner ikke endte i de privates lommer, mens de blå støttede væksten i det private, når det offentlige ikke havde tid til at hjælpe befolkningen hurtigt nok.

Den uenighed er politisk død.

De blå vandt.

Vores offentlige sundhedsvæsen bruger i dag flittigt privathospitalerne som bufferkapacitet til eksempelvis operationer, så det private kan hjælpe med at holde ventelisterne i det offentlige korte.

Brug af private sundhedsforsikringer har også i mange år været en politisk kampplads. Det er også dødt. Halvdelen af den danske befolkning har i dag en privat sundhedsforsikring, der giver hurtig adgang til en række sundhedsprofessionelles hjælp og behandlinger.

Det giver indiskutabelt et A- og B-hold.

Men når så mange danskere har private forsikringer – og selv de røde fagforeninger har fået dem indkæmpet i visse overenskomster på det offentlige arbejdsmarked – er den debat stort set også død. Det arbejdende folk får hurtigere sundhedshjælp end dem uden for arbejdsmarkedet og gamle danskere, der så venter længere på den samme hjælp.

Det kan man mene meget om politisk. Det gør man så ikke.

Sundhedspolitik er blevet til drift. Udvikling. Patientgruppers kamp om opmærksomhed og politisk kærlighed. Og prioritering.

Men ikke længere ideologi.

Derfor har sundhed fyldt så lidt i valgkampen.

Danskerne har ellers en af de korteste middellevetider i den vestlige verden. En af de højeste forekomster af kræft – og en af de højeste kræftdødeligheder.

Temperaturen på den danske folkesundhed går tiltagende mod feber, viste den nationale sundhedsprofil for nylig, med flere stressede danskere, flere der sover dårligt, flere der giver udtryk for, at de ikke har det tiptop helbredsmæssigt, hverken fysisk eller mentalt.

Det handler også om økonomisk usikkerhed, borgere, der står uden for sociale fællesskaber, og en dansk livsstil, der afkorter liv og medfører flere sygdomme tidligere i livet.

Det ville politikerne kunne have gjort noget ved under dette valg.

For den danske livsstil er usund.

I hvert fald usundere, som befolkning betragtet, sammenlignet med de fleste andre lande, vi gerne vil sammenlignes med.

Politikerne kunne have gået til valg på at hæve prisen på tobak og nikotinprodukter markant. Genindføre den sukkerafgift, politikerne afskaffede i 2014, så vores abnorme sodavands- og slikforbrug igen blev mindre. Hæve alkoholafgiften.

Alene i relation til vores livsstil kunne politikerne have drejet på flere håndtag.

Det er bare upopulært. Så skulle politikerne have generet vælgerne, så de får sværere ved fortsat at leve usundt. Det ville gå ud over de fattigste – som jo også ryger mere og spiser mere usundt, hvorfor netop de skulle generes. Det er upopulært politisk – også i ikke-liberale partier, eksempelvis Socialdemokratiet.

Og ja, der er tit en grund til, at Jeppe drikker.

Øgede afgifter vil ikke løse de sociale årsager, der tit ligger bag et stort alkoholforbrug. Usund ernæring. For stort alkoholindtag. Røg. Inaktivitet.

Afgifter ville være symptombehandling, men effektivt.

Da sukkerafgiften forsvandt for godt ti år siden, steg sodavandsforbruget voldsomt.

På de danske erhvervsskoler er der unge, der lever i en kultur, hvor de stort set ikke drikker vand. Kalorieholdige energidrikke og sodavand er den væske, der slukker de unges tørst.

Det er ikke fornuftigt. Eller sundt.

En afgift vil genere folk. Det er upopulært. Og det har politikerne ikke ønsket i denne valgkamp. De har sjældent lyst til at løfte folkesundheden via forbud, afgifter, restriktioner, så hellere fokusere på ventelisternes længde og de behandlinger, der loves, når skaden er sket, og sygdommene opstået.

Aldrig har vi danskere eksempelvis været tykkere end netop nu.

År for år får vi mere kropsfedt, som er en væsentlig motor i den stigende forekomst af kræft, hjerte-kar-lidelser og smerteproblemer, der tynger befolkningen.

I dag spiser vi mere kød og færre grøntsager end for ti år siden.

Det lyder helt skørt, men er netop dokumenteret i en national kostundersøgelse.

Alt det og meget mere kunne politikerne have fokuseret på her i valgkampen.

Det gjorde de bare ikke.

Det er tegn på, at vores sundhedsvæsen til særligt fysiske sygdomme fungerer. Men også, at vores politikere ikke vil genere voksne myndige borgere mod det sundere liv, så de får færre sygdomme – senere i livet.

God valgdag.

Det mentale område ville også have været et oplagt område for politikerne at drøfte. Det vil blive den næste valgperiodes store problembarn på sundhedsområdet.

Min kollega Anders Legarth Schmidt har under valgkampen beskrevet Dagens Danmark for læserne.

Eksempelvis den 16-årige Josefine, der stort set har isoleret sig i parcelhuset på Fyn.

Anders var også i Nysted, hvor han fulgte praktiserende læge Christina Svanhold en dag i klinikken.

Her måtte lægen pædagogisk spørge en patient, om hun gav sin hund saftevand dagligt. Så lægen på en pæn, pædagogisk måde kunne fortælle noget om patientens egne vaner og sukkerindtag.

Det var alt for denne gang. Som altid: Pas godt på jer selv og hinanden.