I den seneste uge gik Styrelsen for Patientsikkerhed ud med en alvorlig advarsel. Flere borgere er den seneste tid endt på hospitalet med en alvorligt forgiftning efter botoxbehandling.
Forgiftning med botox giver symptomer som dobbeltsyn eller andre synsforstyrrelser, tale- og synkebesvær, udtalt muskelsvaghed, lammelser eller vejrtrækningsbesvær, skriver styrelsen og opfordrer alle, der for nylig har fået botox, til at være ekstra opmærksomme.
I værste fald kan en forgiftning med botox være dødelig. Giftstoffet kan sprede sig i kroppen og blokere nervesignalerne til musklerne, så de svækkes eller lammes, og i svære tilfælde kan det føre til kvælning og død, hvis man ikke får behandling i tide.
Ventetiderne for børn og unge, der har brug for udredning i psykiatrien, halter fortsat gevaldigt.
Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen for andet kvartal i år.
Den gennemsnitlige udredningstid er 167 dage.
»Lige nu betyder de lange ventetider, at alt for mange børn og unge bruger værdifuld tid af deres barndom eller ungdom på at få den rette hjælp. Og det har en høj pris. Ikke kun for barnet eller den unges trivsel og helbred, men for hele familien«.
»For imens de venter på hjælp, bliver livet sat på standby. Det er ikke godt nok, og det skal vi ændre«, siger sundhedsminister Ida Auken (S) i en skriftlig udtalelse.
Der er stor forskel på, hvor ventetiden er længst. Læs mere her.
Her på redaktionen vil gerne skrive om, at der også er lang ventetid på at blive sat i behandling med adhd-medicin, når diagnosen endelig er stillet. Det kan tage mange måneder.
I den forbindelse vil vi meget gerne høre fra dig, hvis du og dit barn er kommet i klemme i den flaskehals. Skriv direkte til mig på signe.thomsen@pol.dk.
Og så til en overraskende nyhed fra psykiatrien: Når to psykiatere har præcis de samme oplysninger om en borgers psykiske problemer, vil de i næsten hvert andet tilfælde være uenige om, hvad diagnosen er. Altså hvilken psykisk sygdom personen lider af.
Nysgerrig? Forundret? Foruroliget? Få mere at vide i artiklen her, som sundhedsredaktør Lars Igum Rasmussen har skrevet.
Det er blevet tid til årets vaccination mod influenza og covid-19 for de, der ønsker det. Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut inviterer nu alle danskere på 65 år og derover til at blive vaccineret.
Invitationerne sendes ud i løbet af resten af september enten via Digital Post eller som fysisk post, hvis man er fritaget for den digitale vej.
Det er muligt at bestille tid, når man har modtaget sin invitation, og vaccinationsperioden løber fra 1. oktober til 20. december 2026.
Er man kronisk syg eller i andet omfang i særlig risiko, er man også omfattet af det gratis vaccinationsprogram, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Kan min mangel på energi skyldes for lavt stofskifte? Sådan spørger en læser Bente Klarlund i ugens brevkasse. Læs hendes svar her. Du får samtidig at vide, hvad du skal holde øje med, hvis du selv mistænker for lavt stofskifte.
Det var alt for denne gang. Jeg håber at høre fra dig, hvis dit barn står på venteliste til at få adhd-medicin.
Hej så længe – vi høres ved i næste uge.