0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Freja Juul Pedersen. Foto: Joachim Adrian og Pexels
Kollage:: Freja Juul Pedersen. Foto: Joachim Adrian og Pexels
Nyhedsbrev - Politiken Sundhed

De lukke ud, men hives retur med tvang

Velkommen til Politikens nyhedsbrev på sundhed.

Nyhedsbrev - Politiken Sundhed

»Det må ikke ske«, siger generalsekretær.

Men det gør det.

Igen og igen.

Det er en af de voldsomste og mest indgribende magtbeføjelser i samfundet, når to uniformerede politibetjente trænger ind i en borgers hjem og tvinger personen til en lukket psykiatrisk afdeling.

Tvangsindlæggelser anses for at være den absolut sidste nødløsning.

Der er tale om psykisk syge mennesker, der har været indlagt på grund af enten vrangforestillinger eller andre alvorlige psykiatriske lidelser.

De er til fare for sig selv eller andre. Og de har allerede modtaget lægelig behandling og socialpædagogisk hjælp, men udskrives for kort tid efter med tvang at blive afhentet af politiet og komme retur til afdelingen.

Derfor kalder en af landets førende retspsykiatere, overlæge Gitte Ahle, det en »falliterklæring« og »noget af det mest uetiske i vores sundhedsvæsen«, når flere og flere – ofte unge – bliver genindlagt med tvang.

Det sker for 2.500 personer om året. Hele 38 procent af børn og unge og 31 procent af de voksne bliver indlagt med tvang gentagne gange.

»De er jo svingdørspatienter, som alle os rundt om den psykisk syge ikke hjælper ordentligt. Det piner mig, at vi trods politiske løfter om det modsatte endnu ikke kan gøre det bedre«, siger Gitte Ahle, der er tidligere formand for landets psykiatere i Dansk Psykiatrisk Selskab.


Min gode kollega Signe Thomsen fortsætter sit arbejde om kvinders sundhed.

Senest har hun interviewet den 83-årige gynækolog Marie Foegh, der har skrevet bogen ’Østrogen’. Foegh er uddannet læge i Danmark, men har tilbragt størstedelen af sin karriere i USA, hvor hun har forsket i kønshormoner. Hun har arbejdet både på hospital, i medicinalindustrien og i egen menopauseklinik – den har hun i øvrigt stadig i Miami, og hun påtænker at åbne klinikker i både Storbritannien og Schweiz.

Og hun mener slet ikke, at de nye retningslinjer, der i højere grad anbefaler hormonbehandling i overgangsalderen er nok.

Hun mener, at kvinder, der ikke har eller har haft brystkræft bør hormonbehandles resten af livet, selv tager hun stadig hormoner.

Så Marie Foegh deler altså ikke holdning med majoriteten blandt danske eksperter på hormonområdet. Hun går markant længere. Måske det er derfor, hun kalder sin bog et kampskrift. For hun mener, at hormonbehandling uberettiget er blevet dæmoniseret, så alt for mange kvinder har det ringere, end de kunne have haft.

Foegh anerkender, at flere får brystkræft af behandlingen, men mener ikke, at risikoen er så markant.

»Men den risiko har du primært, fordi du er kvinde. Hormonbehandling øger den kun ganske lidt. Til gengæld falder risikoen for andre sygdomme: knogleskørhed, tarmkræft, hjerte-kar-sygdomme og depression for blot at nævne nogle. Og ikke mindst kan kvinder tænke og klare arbejdsdagen, de kan sige ja til forfremmelser, de bliver gladere personer og kan genkende sig selv igen. Der er jo kvinder, der ender på førtidspension, fordi de mangler østrogen«.

En dansk kvindes livstidsrisiko for at få brystkræft er 12 procent. Hormonbehandling øger risikoen med et til to procentpoint ved brug i mere end fem år efter 50-årsalderen.


Og så er det ved at blive mørkere. Med efteråret stiger risikoen for snue og sløjhed. Men en sommer med sol og D-vitamin har faktisk gjort dig klar til kampen. Nu skal du bare holde din krop stærk. Virusforsker og trænings- og ernæringsekspert fortæller, hvordan du gør.


På Rigshospitalet ryster murene i øjeblikket.

Fem ekstremt specialiserede kirurgiske overlæger med unikke kompetencer har sendt bekymringsskrivelse til chefer på hospitalet samt ledelsen i Region Hovedstaden. De er utilfredse med arbejdsforholdene, de mener risikerer at gå ud over patienterne.

Men den uenighed har ført til så voldsomme samarbejdsvanskeligheder på afdelingen, at to overlæger selv har forladt afdelingen, men tre nu er hjemsendt og varslet fyret.

Det drastiske skridt fra ledelsens side medfører også, at læger og patienter rundt om i landet er bekymrede. For helt særlige operationer og transplantationer af bugspytkirtlen udføres eksempelvis af disse læger og uden dem, hvem skal så gøre det?

Sundhedsstyrelsen har bedt om redegørelse, ligesom Kræftens Bekæmpelse og Styrelsen for Patientsikkerhed har kontaktet Rigshospitalet for at sikre sig, at problemerne på arbejdspladsen ikke får konsekvenser for alvorligt syge patienter.

En svær sag. Uden vindere. Lige nu i hvert fald.


Det var alt for nu. Husk at følge vores dækning af sundhed på pol.dk eller i den flotte papiravis.

Og som altid, pas godt på jer selv og hinanden.

Fik du læst:


Og hvad med denne:


Politiken Sundhed

Det ugentlige nyhedsbrev giver dig de bedste historier om krop, sind og bevægelse.