Kære læser
Der er skiferievarsel i denne uges nyhedsbrev.
Så er du på forhånd advaret, hvis du havde drømt om en guide til Hanois restaurantscene, nyheder om europæisk togrejse eller ideer til steder herhjemme, hvor du kan spendere din vinterferie.
Er du i stedet til alt inden for sne og ski og lignende frostorienterede glæder, er det bare om at dykke ned i artiklerne herunder.
Eksempelvis guiden til, hvordan du håndterer minusgrader og skiferiekørsel i elbil. Eller fortællingen om et af Schweiz’ lækreste (men også dyreste!) skisportssteder, hvor alting kører som et velsmurt schweizerur med udsigter til bjerge som toblerone-toppe.
Og vi har artikler om de vigtige pisteregler, du for alt i verden skal kunne, når du er af sted, hvilket skiland danskerne oftest kommer til skade i, og et bud på seks sydsvenske skisportssteder, hvor københavnerne kan komme hurtigt på ski.
God læse- og rejselyst