Kære læser
Som togrejseskribent har jeg ofte været mange prøvelser igennem. Ikke at jeg klager. Overhovedet ikke. Men ærligt talt har jeg oplevet min del af forsinkelser, aflysninger, overfyldte tog, toiletter i udu, mangelfuld rengøring, tudsegamle nattog, strejker, aircondition, der ikke virker, og meget, meget mere. Og så drømmer man indimellem om lidt luksus, bare en lille smule.
Og det fik jeg for nylig mulighed for at teste i virkeligheden. Om bord på det italienske selskab Trenitalias myteomspundne executive class fra Paris til Milano og det var et lille stykke af toghimlen, hvis den findes.
Mens nogle kører med tog, rejser andre med fly. Og her er der godt nyt for forbrugerne, der for første gang i adskillige år får forbedret deres rettigheder. Det gælder i forhold til kompensation, bagage og ændring af stavefejl på billetten, som min kollega Thomas Flensburg blandt andet har skrevet om.
Til dem, der skal på bilferie og undervejs gerne vil besøge en forlystelsespark eller fem, har vi listen over Europas bedste af slagsen, så du ikke selv skal lede efter dem. God fornøjelse, men lad være med at tage candyfloss med i rutsjebanen ...
God rejse- og læselyst