Kære læser
Varmen er for alvor kommet til Danmark, og i flere europæiske lande er temperaturerne kritisk høje. Den kraftige varme skyldes vejrfænomenet omega-blokering, som min kollega Lasse Foghsgaard skrev om allerede i sidste uge, hvor temperaturerne stadig var lave i Danmark.
En omega-blokering er en atmosfærisk blokering, der til forveksling ligner det græske bogstav omega (Ω), når man tegner det på et vejrkort. Det er et fænomen, hvor vejrsystemerne ligger fastlåst på samme sted i lang tid.
Nu er varmen kommet til Danmark, og når skolernes sommerferie begynder i weekenden, bliver det med deciceret hedebølge.
Normalt er det ikke varmen, som turisterne kommer for, når de vælger Danmark som destination. En ny undersøgelse viser, at gastronomi og mad stiger kraftigt som de årsager, som turister nævner, når de forklarer valget af Danmark.
»Gastro-turister har typisk et højt døgnforbrug, er meget tilfredse med deres ferie, vender gerne tilbage og anbefaler ofte Danmark til familie og venner«, siger Katja Moesgaard i artiklen om sagen.
God læselyst