Kære læser
På en dag, hvor sneen for alvor er begyndt at falde, skal vi forbi følgende nyheder i dagens overblik:
- SF’s tidligere kronprins er tilbage i dansk politik.
- JD Vance sætter ord på en ny rammeaftale om Grønland.
- Vinderen af bogprisen ’De Gyldne Laurbær’ er fundet.
- Prins Joachim og familien flytter tilbage til Danmark.
God læselyst!
I 2022 fik Jacob Mark hele 31.235 stemmer og overgik dermed partiets formand, Pia Olsen Dyhr, der fik 18.758 stemmer.
Jacob Mark åbner op om sin genkomst til dansk politik
Nu er det officielt. SF’s tidligere kronprins vender tilbage til dansk politik. Ved næste folketingsvalg vil stemmeslugeren Jacob Mark igen være at finde på stemmesedlen, efter at han for halvandet år siden blev så syg med stress, at han næsten mistede synet.
»Jeg vender tilbage til politik, fordi der formentlig skal være valg lige om et øjeblik. Og i den valgkamp vil jeg gerne have, at børneområdet og skolepolitikken fylder«, siger Jacob Mark i et interview med Politiken.
Ifølge Politikens politiske analytiker Elisabet Svane er Jacob Mark et stærkt kort for SF i de kommende forhandlinger med Socialdemokratiet om regeringspartiets folkeskoleudspil, som landede onsdag. Men selv om hun forventer, at Jacob Mark vil kunne høste en del personlige stemmer ved et kommende folketingsvalg, vil hans genkomst dog ikke rykke grundlæggende ved SF’s position:
»SF står allerede rigtig stærkt i meningsmålingerne, fordi mange af Socialdemokratiets vælgere bevæger sig derover i øjeblikket. Så det er ikke fordi, partiet venter på, at kronprinsen nu vender hjem – ej heller at hele kongeriget ligger for hans fødder. Sådan spiller klaveret ikke. Der er ingen magttomrum i politik«, siger hun.
Jacob Mark fortæller, at han i denne omgang vil forsøge at prioritere børn, skole, velfærd og natur fremfor at kaste sig ind i »alle debatter på alle områder«.
- Læs også:Han var stortalentet, der kunne sætte en dagsorden. Men så blev han næsten blind.
- Elisabet Svane: »Du kan mærke, hvem han er. Han når ud til sine vælgere«
USA's vicepræsident, JD Vance, under sit besøg i Grønland i marts sidste år.
JD Vance om Grønland-aftale: »Vi har helt klart fået meget mere, end vi havde«
Den amerikanske vicepræsident, JD Vance, mener, at USA får langt mere med en ny rammeaftale om Grønland, end amerikanerne havde tidligere.
»Vi har helt klart fået meget mere, end vi havde i forvejen«, siger JD Vance, da han bliver interviewet i The Megyn Kelly Show, uden at uddybe hvad USA rent faktisk har fået.
JD Vance fortæller også om det møde, som han havde i USA i midten af januar med USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.
»Vi havde en rigtig god samtale. Og det er sjovt, fordi europæerne er så venlige privat og er villige til at indgå mange kompromiser, og så angriber de os offentligt og siger, at de ikke vil samarbejde med amerikanerne. Undskyld, men det er alt sammen løgn«, siger Vance.
»Vi ved allesammen, at den her situation bliver løst. Jeg tror, det er en løsning, der er god for Europa, og vigtigst af alt er det en løsning, der vil være god for USA. Men det er ikke sandt, at de ikke har indgået kompromiser og givet indrømmelser til USA«, tilføjer Vance.
- Analyse: Tre små tegn viser, at krisen har sat sine tydelige spor i Europa
- Tema: Læs alt om Trump og Grønland
Niels Krause-Kjær blev overrasket torsdag eftermiddag med den prestigefyldte bogpris De Gyldne Laurbær. Det er boghandlerne, der stemmer.
Niels Krause-Kjær vinder De Gyldne Laurbær
Den danske forfatter Niels Krause-Kjær har modtaget bogprisen De Gyldne Laurbær for sin roman ’Ude for uden’.
Romanen handler om Danmarks overgang fra at være en landbrugsnation i 1950’erne til at være et moderne forbrugersamfund i dag.
Fortællingen følger Erik og hustruen Lisbet, der køber et lille jysk landbrug. De ender med at blive førstehåndsvidner til, at den eneste livsform, de kender, forsvinder for øjnene af dem. Et andet spor i bogen handler om sønnen Svend, der føler sig snydt, da faren vælger at sælge jorden fra.
Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær har udtalt om bogen, at den er inspireret af hans egen opvækst. Han er også kendt for at have skrevet den politiske spændingsroman ’Kongekabale’, der i 2004 blev filmatiseret.
- Boganmeldelse:Han har skrevet en befriende og behageligt gammeldags roman
- Kronik af Krause-Kjær:Først nu forstod min datter, hvorfor jeg er så ivrig efter at køre plæneklipperen hen over vores sommerhusgrund
Prins Joachim og familien vender hjem til Danmark næste år
Vi slutter eftermiddagens nyhedsoverblik i det royale hjørne. Prins Joachim og prinsesse Marie flytter nemlig tilbage til Danmark til næste år, når prinsens kontrakt i Washington D.C. udløber i august. Det siger prinsesse Marie i et interview med Billed-Bladet.
»Vi glæder os rigtig meget. Det har været virkelig spændende at være ude af landet og kunne støtte Danmark i udlandet«, siger hun.
Prins Joachim og familien flyttede til Washington D.C. i sommeren 2023, da han tiltrådte i en stilling under Forsvarsministeriet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.
Prinsesse Marie siger til Billed-Bladet, at hun ser frem til at komme tilbage til sit arbejde i Danmark og sine protektioner.
Så skal der quizzes: Første spørgsmål i dagens Bezzerwizzer lyder ’fra hvilket Beatles-album stammer sangen Eleanor Rigby?’