Kære læser.
På en højhellig solskinsfredag har vi samlet fire artikler til dig i dagens overblik.
Desværre starter vi tungt ud med historien om Alternativets Gitte Dreier Jacobsen, der ifølge partiet blev slået efter et valgmøde i Aarhus. Derefter kigger vi på historien om allerede betalte flybilletter, der risikerer at stige i pris på grund af krigen i Mellemøsten og den medfølgende energikrise, samt Mette-Marits meget omtalte interview med NRK. Og ja, så slutter vi af med det, der ellers syntes umuligt: Chuck Norris er død.
Valgmøde i Aarhus fik et voldsomt udfald
Ifølge oplysninger fra Alternativet blev partiets kandidat, Gitte Dreier Jacobsen, efter et debatmøde i Generationernes Hus på Aarhus Ø torsdag aften forfulgt af flere personer, da hun forlod stedet. Det fortæller partiet fredag til TV 2 Østjylland. Her blev hun angiveligt råbt efter med beskyldninger om dyremishandling, mens flere personer fulgte efter hende.
Situationen eskalerede, og ifølge Alternativet blev hun både slået i maven med en knytnæve og fik sin telefon slået ud af hånden. Politiet blev ifølge vidner tilkaldt og ankom til stedet, hvor de afhørte de involverede parter.
Men dyreaktivisten Kent Nielsen var torsdag aften også til stede under hændelsen. Det bekræfter han over for TV 2 Østjylland. Han afviser dog, at han har begået vold eller set det ske. Han fortæller, at han filmede og stillede spørgsmål under debatten, og efterfølgende konfronterede han Kirsten Normann Andersen fra SF og Gitte Dreier Jacobsen.
Kent Nielsen er ifølge TV 2 Østjylland modstander af Molslaboratoriet og naturnationalparker, som både SF og Alternativet er fortalere for.
»Jeg synes, Torsten Gejl (som danner par med Gitte Dreier Jacobsen, red) og Alternativet skal have lov at lyve resten af dagen, og så stiller jeg op til interview i morgen og beviser, at de er fulde af løgn. Jeg har videoer, og dem kan danskerne så få lov at se i morgen, hvor vi er kommet en dag tættere på valget«, siger han til TV 2. Politiet oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er foretaget anholdelser eller sigtelser i sagen.
- Læs også: Det tager 44 minutter med S-toget at bevæge sig fra kæmpevillaer med figurklippet hæk til betonbyggeri med udsigt til Kebab House
- Liveblog: Følg seneste nyt fra valgkampen i vores liveblog
Flyselskab advarer kunder om prisstigning på billetter, selv om rejsen er købt og betalt
Stigende oliepriser som følge af krigen i Mellemøsten kan gøre sommerferien dyrere – også efter den er købt.
Rejsebureauet Bravo Tours har advaret kunder om mulige prisstigninger og tilbyder en ’energisikring’, der mod betaling beskytter mod højere flybrændstofpriser. Ifølge Forbrugerrådet Tænk sætter modellen forbrugerne i et dilemma. Bureauer må godt hæve prisen med op til 8 procent, hvis omkostningerne stiger, men det kræver, at vilkåret er tydeligt oplyst. Kritikken går på, at kunderne ikke føler sig tilstrækkeligt informeret.
Hos Bravo Tours afviser direktøren kritikken og kalder ordningen en service til kunderne.
Selv om Martin Sejer Lützen, der allerede har købt en sommerrejse til Kreta hos Bravo Tours, godt ved, at bureauet har »loven på deres side«, er han utilfreds med, at han ikke føler sig advaret:
»Jeg synes, det er noget bondefangeri«.
- Ruter rammes af aflysninger: SAS aflyser flere flyafgange på grund af høje brændstofpriser
- Læs også: Luftfartsekspert: Iran-krigen har potentiale til at slå flyselskaber ihjel
Mette-Marit kan ikke huske, hvad hun googlede om Epstein – kommenterer smiley
Det er næppe gået nogens næse forbi, at det norske kongehus har haft en, skal vi sige udfordret start på 2026. Både retssagen mod Marius Borg Højby og Mette-Marits venskab med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein har været på verdensturné som nyhed, og i dag fik sidstnævnte så muligheden for at tale ud, da NRK bragte et længere tv-interview med hende.
I interviewet siger den norske kronprinsesse blandt andet, at hun blev »manipuleret og narret« af Jeffrey Epstein. Hun erindrer til gengæld ikke, hvad hun opdagede, da hun søgte på hans navn på internettet. Hun skrev ellers i 2011 i en mail til Jeffrey Epstein, at hun havde googlet ham, og at det ’ikke så godt ud’ efterfulgt af en glad smiley. Dengang var han allerede dømt for at have rekrutteret en mindreårig pige til prostitution.
- Eksperter undrer sig: Er der noget systematisk råddent?
- Mere Epstein: Vidneudsagn om påstået Trump-overgreb fjernet af justitsministeriet
Det umulige er sket: Chuck Norris er død
Chuck Norris døde faktisk for fire år siden. Manden med leen har bare ikke turdet fortælle ham det endnu.
Sådan lød en af de 80 vittigheder, Politiken samlede, da Chuck Norris fyldte 80.
I dag har manden med leen så fortalt ham det. For den er god nok. I en alder af 86 gik den berømte film-, tv-, og kampsportsstjerne i dag bort, oplyser familien til AFP.
Chuck Norris var soldat i det amerikanske flyvevåben, inden han i 1960’erne fik succes som karateudøver og senere åbnede sin egen karateklub. Hans helt store folkelige gennembrud fulgte i årene efter, da hans cirkelspark og hurtige hænder fandt vej til flere tv-serier og spillefilm, der gjorde ham til en regulær superstjerne.
Selv om Chuck Norris nu ikke længere er blandt os, er der dog næppe tvivl om, at de ikoniske Chuck Norris-jokes overlever mange år endnu. Derfor må det også være i hans ånd at slutte med en:
Chuck Norris sover ikke. Chuck Norris venter.
Kan du svare på det første spørgsmål i dagens Bezzerwizzer? Hvad hedder Libyens hovedstad?