Kære læser.
Her er lidt nyheder til din solrige eftermiddag.
Du kan læse om:
- Iran som afviser at forhandle videre med USA
- En ny tendens I USA, hvor såkaldte ’Guntubere’ promoverer våben på Youtube
- En 30-årig kvinde, som i dag er blevet kendt skyldig i at have dræbt en tilsyneladende tilfældig 50-årig kvinde
- To elselskaber, som har fået karantæne, så de i en periode ikke må erhverve sig nye kunder
God læselyst!
Hormuz-strædet set fra satellit. Det er ikke mindst passagen for tank- og containerskiber, der vil blive et emne under eventuelle forhandlinger mellem Iran og USA.
Iran afviser at forhandle videre med USA
Iran vil ikke forhandle videre med USA. I hvert fald ikke så længe USA blokerer for iransk skibstrafik i Hormuzstrædet. Sådan lyder det fra talspersonen for det iranske udenrigsministerium, Esmail Baghaei.
USA har ellers, ifølge præsident Donald Trump, sendt en forhandlingsdelegation til Pakistan for at forhandle videre med iranerne i håb om at finde en mere permanent løsning på stridighederne mellem de to lande, inden den nuværende våbenhvile udløber natten til onsdag.
Ud over den amerikanske flådeblokade står helt fundamentale uenigheder om Irans atomprogram i vejen for en fredsløsning. Du kan følge udviklingen på pol.dk.
- Liveblog: Seneste nyt fra krigen i Mellemøsten
- Michael Jarlner: Måske har Trump alligevel set rigtigt
- Portræt: Her er manden, der mægler mellem Iran og USA
Guntubere er tegn på en ny tendens i USA
På YouTube ser millioner med, når de tester rifler, skiller pistoler ad, og halvautomatiske AR-15’rifler bliver forklaret ned til mindste fjeder. Vi taler om såkaldte guntubere – en helt ny slags våbeninfluencere, der er vokset frem i USA.
Som Brandon Herrera, der kalder sig selv The AK Guy og på YouTube har over 4,3 millioner følgere. Han driver en våbenvirksomhed, der producerer og sælger rifler – og han bruger samtidig sine egne videoer til at vise og promovere dem. Og så stiller han for øvrigt op til Kongressen.
»Det begyndte som underholdning for en yngre digital generation af våbenejere – folk, der er vokset op med videospil som ’Call of Duty ’og med USA’s krige mod terror i baggrunden«, siger Stephen Gutowski, der står bag våbenmediet The Reload, om guntuberne.
»Vi befinder os i en ny udviklingsfase for guntubere. De vil ikke længere kun kommentere politik – de vil påvirke den. Og nu ser man det ikke bare i ord, men i handling, når de stiller op til Kongressen«.
De er også en ny indgang til våben, forklarer David Yamane, professor i sociologi ved Wake Forest University og en af USA’s førende eksperter i landets våbenkultur.
»Hvis du ikke har våben i dit netværk, kan YouTube og sociale medier blive indgangen. Og det kan føre til en helt konkret interesse for selv at eje et våben«, siger han.
- Våbenhandler i Texas’ mest venstreorienterede by:»De ved, jeg er skør«
- Reportage:Republikanerne i Texas samler sig igen mod en fælles »fjende«, mens Maga slår revner
- Gruopvækkende drab: Familiefar skød og dræbte syv af sine børn i Louisiana
Kvinde slog tilfældig kvinde ihjel og anbringes på ubestemt tid
En 30-årig kvinde er blevet kendt skyldig i at have dræbt en 50-årig kvinde i Viby ved Aarhus i juni sidste år. Kvinden idømmes anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Den 50-årige kvinde var tilsyneladende et tilfældigt offer. Hun havde ifølge Jyllands-Posten netop afleveret sine børn hos deres far om eftermiddagen 22. juni 2025, da hun blev fundet i sin bil med adskillige skader på overkroppen efter knivstik. Hun blev kort tid efter erklæret død.
Den 30-årige kvinde har nægtet at være skyldig i drab. I retten har hun forklaret, at hun i en længere periode havde haft en følelse af, at hun blev forfulgt. Samme følelse havde hun, da hun kørte i sin bil på gerningsdagen sidste år. Derfor gemte hun sig bag et træ og blev der, lød forklaringen.
Flere vidner har talt imod den forklaring. En mand med adresse i nærheden af gerningsstedet så episoden i bilen. Da alvoren gik op for ham, eftersatte han kvinden og holdt hende hen, indtil politiet ankom til stedet.
Her fandt politiet en køkkenkniv i lommen på den 30-årige. Kniven var smurt ind i blod fra den 50-årige kvinde.
Retten i Aarhus har desuden bestemt, at den 30-årige skal betale knap to millioner kroner i erstatning til den dræbte kvindes efterladte.
- Om sagen: 29-årig kvinde sigtet for drab i sag om 50-årig kvindes død
- Gennembrud:Fund af ligdele i Vejen forbindes til drab på polsk mand
- Sverige:Drabsmand forklædt som Wolt-bud idømmes fængsel på livstid
Elselskaber får karantæne
Mange tidligere kunder hos elselskaberne Velkommen og Nettopower har klaget over, at de har haft svært ved at få udbetalt deres tilgodehavender. Det fik for en uge siden Forsyningstilsynet til at pålægge selskaberne straks at udbetale alle udestående beløb til forhenværende kunder.
Hos selskaberne var der sket for sen udbetaling i tusindvis af sager.
Nu er selskaberne desuden blevet tildelt en tre måneder lang karantæne på anmodning fra Forsyningstilsynet. Karantænen gør, at de ikke vil kunne erhverve nye elkunder i løbet af de tre måneder.
»Det er tale om en meget stor mængde af forseelser på et område, hvor reglerne ellers er rimelig enkle«, sagde Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, i en pressemeddelelse 14. april:
»Det er derfor, at vi nu skrider ind med et forholdsvis skarpt påbud om, at de to virksomheder sikrer, at alle deres tidligere kunder omgående får udbetalt deres retmæssige tilgodehavender«.
Ifølge reglerne har man som kunde krav på en slutafregning senest fire uger efter, at man har skiftet leverandør. Et eventuelt tilgodehavende skal udbetales samtidig med slutafregningen.
- 10 elselskaber undersøges:Tilsyn vil udvide tjek for mangelfuld afregning
- Forbrugerombudsmanden:Flere melder om manglende penge tilbage for el
- Læs også: Elselskab skal tilbagebetale ulovligt opkrævet gebyr
Tid til en quiz: Dagens Bezzerwizzer indleder med spørgsmålet ’hvilken sanger blev i 2008 skilt fra sin anden kone, Heather Mills, efter en dyr og langvarig skilsmissestrid’?