Kære læser.
Her er dagens overblik, der indeholder følgende historier:
Dommere afviser erstatningskrav fra pårørende til omkomne fra Scandinavian Star-branden
Først trak USA pengene fra WHO. Nu skælder de ud over, hvordan WHO gør tingene
To skoler er evakueret efter bombetrussel
Hans besiddelse af stoffer fældede nyvalgt folketingsmedlem. Her er anklageskriftet
Fortsat god onsdag!
I løbet af eftermiddagen og aftenen 7. april 1990 blev det brændende skib ’Scandinavian Star’ slæbt ind til den svenske havneby Lysekil.
Dommere afviser erstatningskrav fra pårørende til omkomne fra Scandinavian Star-branden
Tre dommere ved Retten i Næstved afviste onsdag et erstatningskrav mod Søfartsstyrelsen fra 47 overlevende og pårørende til de omkomne fra katastrofen på passagerfærgen ’Scandinavian Star’ i 1990. I den usædvanlige og historiske retssag krævede sagsøgerne en erstatning, fordi styrelsen ikke kontrollerede de elendige sikkerhedsforhold om bord på ’Scandinavian Star’ inden den påsatte brand, hvor 159 personer omkom.
Der var »ikke en selvstændig pligt for Søfartsstyrelsen til at syne eller foretage en havnestatskontrol af Scandinavian Star forud for, at den blev sat i rutefart«, fremgår det af dommen. Dermed går dommen mod en juridisk rapport bestilt af Erhvervsministeriet, som i september 2022 fastslog, at Søfartsstyrelsen skulle have foretaget en havnestatskontrol af skibet, inden det sejlede med passagerer første gang.
Desuden konkluderede en rapport fra undersøgelsesgruppen Scandinavian Star Task Force i 2024, at styrelsen ved en kontrol ville have opdaget de sikkerhedsmæssige mangler og standset passagerskibet før mordbranden. Dommerne i Næstved konkluderer omvendt, at der er »ingen sikre oplysninger« om, at »Søfartsstyrelsen havde noget konkret kendskab til ’Scandinavian Star’ og dets besætning, eller at det anløb dansk havn i den relevante periode«.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi skibet blev sat i fast rutefart mellem Frederikshavn og Oslo en uge inden den fatale brand 7. april 1990. Dommen vil blive søgt anket til landsretten. Det oplyser Mike Axdal, som er en af sagsøgerne i sagen, til Ritzau.
- Rekonstruktion: Stoppede toiletter, kakerlakker og defekte branddøre: Der var rød alarm i dagevis. Men ingen gjorde noget
- Kontrovers: Vidner kræves udelukket: »Jeg troede ikke, at den her sag kunne blive mere grotesk«
Først trak USA pengene fra WHO. Nu skælder de ud over, at WHO ikke gør tingene, som USA vil have det
Verdenssundhedsorganisationen WHO var for sent ude med at konstatere et udbrud af ebola i DR Congo, mener USA’s udenrigsminister, Marco Rubio. Han blev tirsdag spurgt om, hvordan USA vil reagere på virusudbruddet, som foreløbig menes at have kostet over 130 mennesker livet.
»WHO var desværre lidt sent ude med at identificere dette«, mener han.
Rubio nævner ikke i den forbindelse, at Trump-regeringen har trukket USA ud af WHO og dermed tvunget organisationen til at skære kraftigt ned på sine muligheder for at imødegå smitteudbrud og afværge truende epidemier. USA er ellers den største økonomiske støtte for FN-organet og bidrager med omkring 18 procent af WHO’s samlede finansiering.
En amerikansk statsborger er også blevet smittet med den dødbringende sygdom. Det drejer sig om en læge, der var med til at behandle ebolapatienter i DR Congo. Vedkommende er nu ankommet til Charité-sygehuset i Berlin i Tyskland til behandling under overordnet ledelse af det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse, CDC.
- Redningsaktion: Amerikansk læge er landet til ebolabehandling i Berlin
- Ebolatilfælde bekymrer ekspert: Dødstal er langt højere de seneste uger end vanligt og forventet
Hans besiddelse af stoffer var med til at fælde nyvalgt folketingsmedlem for LA. Her er anklageskriftet mod ham
Det vakte opsigt, da Cecilie Liv Hansen blev valgt ind i Folketinget for Liberal Alliance for kort efter at blive ekskluderet på grund af »urigtige oplysninger af væsentlig karakter«, da det kom frem, at hendes samlever havde handlet med stoffer.
Nu giver et anklageskrift, Ritzau har fået aktindsigt i, et mere dækkende billede af, hvad den sag handler om. Manden er tiltalt for at have besiddet 121,05 gram hash, 46,66 gram skunk, 15 poser cannabisvingummi og 4,63 gram psykedeliske svampe i Kolding i december sidste år. Derudover er han tiltalt for på samme tid at have haft 5.365,50 kroner, der ifølge anklagemyndighedens opfattelse stammede fra salg af hash.
Hans advokat har ingen kommentarer til sagen og oplyser altså ikke, hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne. Samleveren har ifølge Ekstra Bladet tidligere skrevet på Facebook, at han har solgt cannabis, men at Cecilie Liv Hansen hverken havde kendskab til det eller var involveret i det.
- »Jeg kommer til at klø på«: Ekskluderet LA’er vil sidde i byrådet, regionen og Folketinget som løsgænger
- Følg udviklingen: Læs Politikens liveblog om situationen efter folketingsvalget
To skoler er evakueret efter bombetrussel
To skoler på uddannelsesinstitutionen Campus Køge er onsdag blevet evakueret efter en bombetrussel mod stedet. Det oplyser Thomas Kristensen, der er kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi. Truslen er rettet mod erhvervsskolen ZBC, der ligger på campusset, lyder det.
Politiet har nu evakueret elever fra ZBC og Køge Handelsskole, der også holder til på Campus Køge, og politiet undersøger nu området ved hjælp af sprængstofhunde. Politiet kan ikke sige, hvor mange elever der er blevet evakueret, men de evakuerede elever bliver sendt mod Ølby Station, hvorfra de kan hentes, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Truslen blev ringet ind til politiet klokken 12.00 af en endnu ukendt mand, som politiet arbejder på at identificere, skriver politikredsen. Man har hverken fundet nogen mistænkelige genstande eller anholdt nogen, men politiets forhandlere og ammunitionsrydningstjeneste er til stede og har foreløbig ikke nogen tidshorisont for arbejdet, skriver Ekstra Bladet.
Det er tid til dagens Bezzerwizzerquiz: Hvor mange landsretter findes der i Danmark?