0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Fem timer langt nedbrud har præget dagen

Kære læser

Velkommen til eftermiddagens nyhedsbrev. Hvor vi linker til seneste nyt fra nedbruddet hos Nets, som i dag har påvirket rigtig mange danskere.

Vi skal også forbi det storpolitiske spil mellem Kina og Rusland, og herhjemme runder vi Folketinget, som er præget af de langvarige regeringsforhandlinger.

Til sidst stiller nye oplysninger spørgsmålstegn ved politiets arbejde i den tragiske Kirkerup-sag.

God læselyst.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Der kan snart betales med kort igen

Hvis man var i tvivl om, hvor afhængige vi er af digitale løsninger, så var dagens nedbrud hos Nets en klar reminder.

Betalingsudbyderen blev i morges kl. 9 ramt af en »driftsforstyrrelse«, der påvirkede kortbetalinger, som det hed. På godt dansk betyder det, at det ikke var muligt at betale med kort.

Det tog timer for Nets at finde årsagen til driftsforstyrrelsen, og først omkring kl. 14.00 kunne udbyderen meddele, at man snart kunne betale med kort igen.

Nogle dagligvarebutikker aktiverede i løbet af dagen en såkaldt offline-procedure, hvor det alligevel var muligt at betale med kort.

Nets skriver i en pressemeddelelse her til eftermiddag, at årsagen til nedbruddet er »identificeret som en intern fejl«, men at det er for tidligt at konkludere endeligt på årsagen. Nets var også sidste år ramt af et større nedbrud, så firmaets analyse af fejlen vil nok blive læst med interesse.


Alexander Kazakov/Ritzau Scanpix
Foto: Alexander Kazakov/Ritzau Scanpix

Putin fik ikke opfyldt sit største ønske

Og så har den russiske præsident, Vladimir Putin, afsluttet sit besøg i Kina.

Topmødet mellem Putin og hans kinesiske kollega Xi Jinping fandt sted kort efter, at USA’s præsident, Donald Trump, også besøgte Kina, og udkommet af møderne bliver set ikke kun som udtryk for forholdet mellem landene, men som vigtige brikker i en ny verdensorden.

Afslutningen på topmødet mellem Putin og Jinping blev i dag markeret med de obligatoriske udmeldinger om et tæt samarbejde, men mange hæfter sig ved alt det, der ikke kom ud af mødet.

Blandt andet fik Rusland ikke en aftale om en rørledning, som skal gøre det muligt at eksportere naturgas til Kina. Rørledningen ville give russerne adgang til et stort kinesisk marked og dermed til indtægter, Putin-regimet har hårdt brug for til at finansiere krigen i Ukraine.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Folketinget aflyser den sædvanlige afslutningsdebat

Folketingets traditionsrige afslutningsdebat finder ikke sted 27. maj som ellers planlagt på grund af regeringsforhandlingerne, oplyser Folketingets Administration: »I lyset af regeringsforhandlingerne vurderer Folketingets Administration ikke, at der vil være grundlag for en afslutningsdebat«, lyder forklaringen. De folkevalgte har foreløbig brugt to måneder på ikke at danne regering. I øjeblikket forsøger Venstres Troels Lund Poulsen at gøre noget ved det, men hans forsøg er afvist af Moderaternes Lars Løkke Rasmussen. Imens kræver de radikales Martin Lidegaard, at Socialdemokraternes Mette Frederiksen atter får lov at forestå arbejdet.

Folketingspartierne har været inddraget i beslutningen, understreger ledelsen.

I modsætning til åbningsdebatten er afslutningsdebatten ikke grundlovsbestemt. Typisk er afslutningsdebatten en maratondebat, som begynder om morgenen, og som slutter langt ud på aftenen. I 2025 varede debatten 16 timer, og den sluttede cirka klokken 00.22.


Nichlas Pollier
Foto: Nichlas Pollier

Politiet overså vigtige spor efter bortførelse af 13-årig i Kirkerup

Kunne den 13-årige pige, som i april 2023 blev bortført af Philip Patrick Westh ved Kirkerup, være fundet langt tidligere end efter 27 timer? En gennemgang foretaget af Berlingske viser, at politiet allerede seks timer efter kidnapningen fik kendskab til videooptagelser, der viste sig at indeholde afgørende beviser. Men de betjente, som gennemså optagelserne, overså Philip Wesths bil, der kørte forbi tre gange, skriver avisen. Derefter forsøgte politiet i to forsøg at få optagelserne bragt til politistationen, men på grund af tekniske problemer trak det ud med det resultat, at politiet først efter yderligere 12 timer fik gennemset optagelserne.

Tidligere efterforsker Kurt Kragh, der har en fortid på politiets rejsehold, vurderer, at politiet ikke har haft de rette kompetencer til at gennemføre en så stor og kompleks efterforskning: »Det er blot for mig klart, at en mindre politikreds, der måske hvert fjerde år skal håndtere en sag af denne art, umuligt kan oparbejde den kompetence, en sådan sag kræver, blandt andet hvad angår indsamling og systematisering af oplysninger. I en sag, hvor et barn er kidnappet, og tiden er knap, skal der tages mange og de rigtige beslutninger på kort tid, og det har kredsen ikke evnet«

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi finder, at kritikken i artiklen ikke er rimelig, da der fokuseres på »et isoleret forløb i den samlede indsats«.


Bezzerwizzerquizzen indledes i dag med spørgsmålet: I hvilket vesteuropæisk land fik kvinder først stemmeret i 1971?


STUDENTEREKSAMEN UDEN HJÆLP:


AMERICANA:


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.