0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Ny regering er på trapperne, hvis harmonien varer ved

Kære læser.

Vi er formentlig tæt på at få en ny regering i Danmark. Det vurderer politisk redaktør Nilas Heinskou. Læs analysen i dagens nyhedsbrev. Du kan også læse historien om, at Danmarksdemokraterne ekskluderer byrådsmedlem i Thisted Kommune, eller nyheden om, at der i Danmark er større opbakning til at bo ved siden af solceller og vindmøller end atomkraftværker.

Til sidst kan du dykke ned i de nye planer om at gøre Refshaleøen i København til en bydel med tusindvis af beboere.

God læselyst.


Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny regering er på trapperne

Regeringsforhandlingerne fortsætter i dag. Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale mødes klokken 18.30 til forhandlinger. Den seneste tids demonstrative harmoni mellem de rød-grønne partier og Moderaterne tyder ifølge Politikens politiske redaktør Nilas Heinskou på, at en ny regering er på trapperne.

»De fleste kan nok huske, hvordan Lars Løkke Rasmussen efter valget forsværgede sig afhængighed af Enhedslistens hovedbestyrelse. Men nu roser Moderaterne pludselig Enhedslisten for at tage ansvar på afgørende politikområder«, skriver Nilas Heinskou i en analyse. »Det kan måske virke komisk, når tidligere drabelige modstandere pludselig roser hinanden, og når partierne ikke engang kan gentage deres velkendte politiske synspunkter, men det er udtryk for, at de er i gang med at opbygge en fortrolighed, og at de vil gå langt for ikke at rokke ved båden og få forhandlingerne ud af kurs«, uddyber Politikens politiske redaktør.

Vi kan ifølge Nilas Heinskou se en ny regering danne sig indenfor den næste uge, hvis ellers harmonien varer ved.


Mads D'Alterio Djervig. Originalfoto: Thisted Kommune, Finn Frandsen
Kollage:: Mads D'Alterio Djervig. Originalfoto: Thisted Kommune, Finn Frandsen

Danmarks­demokraterne ekskluderer byrådsmedlem, der støttede »jernmark«

Danmarksdemokraterne ekskluderer byrådsmedlem i Thisted Kommune Lars Westergaard. »Han har forbrudt sig mod vores politik om ikke at stemme for solceller. Et projekt, der er stik imod lokalbefolkningens ønsker. Så hører man ikke til i vores parti«, skriver partiets politiske ordfører Susie Jessen.

Årsagen er, at to store energiprojekter onsdag aften blev vedtaget i kommunalbestyrelsen i Thisted trods modstand fra et flertal af kommunens borgere. Der er tale om et projekt med vindmøller og solceller ved Røjkær og et vindmølleprojekt ved Spolum. Og det blev vedtaget med én stemmes flertal, som Lars Westergaard fra Danmarksdemokraterne leverede trods partiets erklærede modstand mod de såkaldte »jernmarker«.

Forud for onsdagens afstemning havde begge projekter med ed vindmøller og solceller ved Røjkær og Spolum været til afstemning blandt områdets borgere. 34,6 procent stemte for projektet ved Røjkær, hvilket svarer til 328 personer, mens 63,5 procent, hvilket svarer til 602 personer, stemte imod. Det fremgår af kommunens hjemmeside. Der var en stemmeprocent på 35 procent.


Peter Klint
Foto: Peter Klint

Der er opbakning til at opføre atomkraftværker i Danmark. Bare det er ovre på den anden side

Opbakningen til at have atomkraftværker som nabo er væsentligt lavere end opbakningen til at bo ved siden af solceller og vindmøller. Det viser en rapport fra Klimarådet, der afslører at det kun er en tredjedel af danskerne, som er rede til at der bliver anlagt et atomkraftværk i deres lokalområde. To tredjedele af danskerne siger derimod ja tak til solceller og vindmøller i lokalområdet.

»Det er meget markant. Mens der er sammenhæng mellem den generelle og den lokale opbakning til solceller og vindmøller, så er der markant mere modstand mod at have et atomkraftværk i baghaven. Det tyder på, at det vil være op ad bakke at placere et atomkraftværk i Danmark«, siger Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator i organisationen Vedvarende Energi, om målingen.

Tilhængere af atomkraft er samlet i Kernekraftalliancen, hvis sekretariatschef J0han Christian Sollid fremhæver den omstændighed, at lidt over halvdelen af danskerne ifølge meningsmålingstallene går ind for, at muligheden for at indføre atomkraft undersøges: »Det giver god mening, at der er større skepsis, når spørgsmålet handler om et anlæg i eget lokalområde. Mange danskere tager naturligvis stilling ud fra den viden og de erfaringer, de har i dag. Netop derfor er det relevant at få undersøgt, hvad kernekraft vil indebære i en dansk kontekst«.


Cobe
Visualisering:: Cobe

Her er planerne for at skabe ny bydel i København med tusindvis af beboere

»Der er behov for flere boliger i København, og vi er klar«, siger Jes Transbøl, der er administrerende direktør for Refshaleøens Ejendomsselskab og i et interview med Politiken præsenterer selskabets store planer for, hvordan Refshaleøen skal udvikle sig til en bydel med 12-15.000 beboere.

De gamle industribygninger så vidt muligt skal bevares og omdannes og være en aktiv del af den nye by. Ligesom det kreative miljø og de mange kulturelle aktiviteter på øen også gerne skal fortsætte. Udover at bevare gamle haller og bygninger har Refshaleøens Ejendomsselskab stillet krav om, at der skal bygges grønt og klimavenligt, at hav og natur skal tænkes ind i byudviklingen, og at Refshaleøen skal være en københavnsk bydel med skæve gadeforløb og et mangfoldigt byliv.

Byudviklingen af Refshaleøen er anden etape af det omfattende byudviklingsprojekt, hvor København skal vokse ud mod den kunstige ø Lynetteholm, som er ved at blive skabt.



Bezzerwizzer-quizzen begynder i dag i filmens verden: Hvem spiller Katharine Hepburn overfor i filmen ’Han, hun og leoparden’ fra 1938?


TECH:


VALGKAMP:


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.