Kære læser.
I dag var dagen, hvor Danmark fik et helt nyt sæt ministre, og den nye regering er på mere end én måde historisk.
Der er masser af interessante historier at tage fat på. I Socialdemokratiet bytter Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard ministerier, og noget kunne tyde på, at partiet har fået en ny kronprins.
Ny mulig kronprins i Socialdemokratiet og ny dronning af landbruget. Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, er blevet hevet ind som miljøminister.
Vi har samlet alt om ministerholdet til dig.
God læselyst!
Så var den her. Regeringen præsenterer ministerhold
Efter 10 ugers intense forhandlinger kunne statsminister Mette Frederiksen (S) i dag præsentere de ministre, der i de næste fire år skal regere Danmark. Det bliver en regering, hvor Socialdemokratiet er i overtal på ministerposter med ni styk. SF har fem, Moderaterne fire, og Radikale Venstre har tre.
Regeringen blev historisk på flere måder. For første gang i historien er der flere kvindelige ministre, end der er mandlige. 11 mod 10. Derudover er det også første gang, at en dansk regering har en muslimsk minister, efter at Radikales Samira Nawa er blevet valgt til ny energi-, klima- og forsyningsminister.
Ligesom ministre skiftes ud, sker det også med jævne mellemrum, at en ministerpost helt fjernes. Denne gang vækker det dog lidt mere opsigt end normalt, da det er første gang i 130 år, at Danmark ikke har en minister for landbruget. Mere om det senere.
- Her er det nye ministerhold
Opsigtsvækkende ministerrokade i Socialdemokratiet: »Det kan udløse en fløjkrig i partiet«
Når der skal sættes ansigt på nye ministre, er det opsigtsvækkende i sig selv. Hvem er inde? Hvem er ude?
I dag var der dog én ting, der overskyggede alt andet. Nemlig at Nicolai Wammen (S) og Peter Hummelgaard (S) byttede ministerier, så Wammen bliver justitsminister, og Hummelgaard bliver finansminister. Finansministeriet er traditionelt set det næstmest magtfulde ministerium foruden Statsministeriet, og at der nu bliver foretaget en rokade, sender et klart signal, fortæller politisk redaktør på Politiken Nilas Heinskou.
»Det er interessant, fordi Socialdemokraterne har en arvefølge, de skal have på plads, fordi Mette Frederiksen har indikeret, at dette kunne være hendes sidste periode. Alt, hun gør, vil blive tolket ind i den fortælling, så at hun nu gør Peter Hummelgaard til den næstmest magtfulde i Socialdemokratiet, bliver der lagt mærke til. Det kan udløse en fløjkrig i partiet«.
Mette Frederiksen havde ikke mange ord at sætte på rokaden, men forsvarede den. »Jeg tror, de fleste godt ved, at de er nogle af mine allernærmeste. Det har det været i mange år. Sådan bliver det ved med at være nu«, sagde statsministeren.
»Vi har fået færre ministerposter i Socialdemokratiet end tidligere. Og jeg har besluttet, at ingen kommer til at have det samme arbejde som før«, sagde hun.
- Analyse:»Nu toner hun rent flag«
Klimaredaktør: Signalet til landbruget er ikke til at tage fejl af
Landbruget har fået sig en ordentlig mavepuster med dagens præsentation af ministerholdet. For første gang siden 1896 har den danske regering ikke en minister for landbruget. I stedet har Danmark fået en minister for natur og dyrevelfærd, socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen. Det bliver forstærket af, at Maria Reumert Gjerding, som har siddet i Folketinget for Enhedslisten og senest været præsident for Danmarks Naturfredningsforening, bliver miljøminister, nu for SF.
Ifølge Politikens klimaredaktør Magnus Bredsdorff sender den beslutning et klart signal. »Med omlægningen er fokus ikke længere på erhvervets, men naturen og dyrenes interesser«, skriver han. Også Politikens politiske redaktør, Nilas Heinskou, ser en klar signalværdi. »Det er et godt billede på, at regeringen har taget valgets tale ned, og at regeringen vil gribe hårdt fat om at ændre dansk landbrug«, siger han.
Formand for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, kalder det for en »genistreg«, at man har givet en ministerpost til præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding. Det siger han i programmet ’Debat’ på Radio IIII.
»Hvordan tøjler man sin største kritiker? Det gør man ved at give dem ansvar. Det er det, man har gjort her«, siger Jeppe Bloch Nielsen i radioprogrammet. »Så man har opfundet verdens største holdkæftbolsje«.
Dagens Besserwisser starter med spørgsmålet: Hvor mange år ynder Mulle at fortælle Niller, at hun har læst psykologi i filmen ’Den eneste ene’? Hint: Det er lige så mange finanslovsaftaler, Nicolai Wammen har lavet som finansminister.