Kære læser.
I dag kan vi fortælle om en forfærdelig brand i Bangkok, der genstarter debatten om manglende sikkerhed i byens natteliv. I EU kan vi få en minimumsalder for brug af sociale medier - i hvert fald, hvis det står til kommisionsformand Ursula von der Leyen. I Iran angriber USA og Iran igen hinanden.
Til slut forklarer en meteorolog fra DMI, hvorfor du kan se varsler om skybrud, men alligevel kan stå op til en knasende tør morgen.
God læselyst og god sommer. Dette nyhedsbrev går på sommerferie efter i dag. Det er tilbage veludhvilet og hydreret 27. juli. Vi læses ved.
Dødsbrand rejser igen spørgsmål om sikkerheden i Bangkok
Videooptagelser viser forfærdelige scener, hvor panikslagne gæster løber ud af baren Rong Beer Na Lat Phrao i Bangkok gennem et enormt og eksplosivt flammehav. Scenerne udspillede sig, da en voldsom brand opstod på den thailandske bar natten til mandag.
Myndighederne arbejder med den teori, at branden blev udløst af en elektrisk kortslutning – muligvis i et aircondition-anlæg. Mindst 27 mennesker blev dræbt, og over 60 kom til skade. Mange af de omkomne blev fundet ved barens toiletter, hvor de tilsyneladende havde søgt tilflugt og dernæst angiveligt var døde af røgforgiftning, fortalte den thailandske regeringschef, Anutin Charnvirakul. Flere løb ifølge BBC ud af baren med ild i tøjet.
Lige så kendt Bangkok er for sin puls, lige så kendt er byen for sine ringe sikkerhedsstandarder. Både i 2009 og i 2022 omkom flere mennesker i brande på thailandske natklubber. Problemet er typisk manglende overholdelse af forskrifterne. Bangkoks guvernør har efter søndagens brand beordret en tilbundsgående undersøgelse af sikkerhedsforholdene på baren. Nu må vi se, om denne episode fører til bedre forskrifter, som får folk til at følge dem.
- Dødsbrand: Brand i bar i Bangkok koster mindst 27 livet
- Tidligere brand:13 er døde i brand på thailandsk natklub
Von der Leyen: EU bør indføre minimumsalder for brug af sociale medier
EU bør have en aldersgrænse for, hvornår børn kan få adgang til sociale medier. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde mandag i Bruxelles, oplyser Ritzau.
Mandag fik von der Leyen overrakt en rapport om børns sikkerhed online, der viser, at sociale mediers algoritmer er skadelige for børn. Det er på baggrund af den rapport, at hun er kommet med sin udmelding.
»Ligesom vi ikke giver børn kørekort og fri adgang til alkohol, så skal vi på samme måde sætte en grænse for, hvornår børn kan få adgang til sociale medier. Sociale medier er ikke et legetøj«, siger Ursula von der Leyen.
I fredags truede EU-Kommissionen Meta - selskabet bag Facebook og Instagram - med en »betydelig« bøde, hvis ikke Meta ændrer i designet på sine populære apps.
»Vi ser nu et frontalangreb på den forretningsmodel, der er problemets kerne. Og vi ser mange års indsigter om platformenes store skadevirkninger omsat til juridisk handling«, sagde CBS-professor Mikkel Flyverbom, der stod i spidsen for regeringens ekspertgruppe om techgiganter, i sidste uge til Politiken.
I nat angreb USA Iran for fjerde gang, siden en våbenhvile ellers blev aftalt. Dette billede stammer fra et af angrebene i sidste uge og viser ødelæggelser i havnebyen Chabahar.
USA og Iran angriber atter hinanden
Iran og USA forsøgte at bane vejen for fred mellem de to lande, da de i midten af juni underskrev et forståelsespapir. Men her en lille måned senere ser det ikke så fredeligt ud. USA har for fjerde gang på en uge udført natlige angreb mod Iran. Tidligt mandag morgen svarede Iran igen.
I byer tæt på Hormuzstrædet var der søndag aften eksplosioner, meldte iranske statsmedier. Den amerikanske centralkommando, Centcom, har også meldt om amerikanske angreb mod Iran søndag aften og natten til mandag. Angrebene har dræbt en person og såret yderligere fire i den sydvestlige del af landet, oplyser Ritzau.
Irans Revolutionsgarde (IRGC) har angrebet amerikanske baser og mål i Jordan, Bahrain og Kuwait og melder desuden, at man søndag aften gennemførte en aktion for at standse to skibe i Hormuzstrædet, som angiveligt overtrådte de iranske regler for søfarten i området.
USA’s præsident, Donald Trump, udtalte på et Nato-topmøde onsdag, at han ikke længere anser forståelsespapiret for at være gældende. Og sådan ser det også ud, når man ser på, hvordan de to lande handler lige nu.
- Liveblog: Trump: Iransk attentatforsøg på mig vil udløse massivt angreb
- Analyse: Krigen har kun gjort Trump og Iran mere afhængige af hinanden
Meteorolog på DMI: »Jeg kan godt forstå, hvis folk er forvirrede«
DMI havde varslet skybrud og torden over hele landet søndag og mandag – med hagl og kraftige vindstød. Men varslet om skybrud og torden i det meste af landet holdt ikke. Hvor blev det af?
Den utilregnelige vejrudsigt skyldes, at »alt vejr med fugtig luft er svært at forudsige. Når vejret er fugtigt, kan det være de mindste detaljer i atmosfæren, der ændrer billedet«, siger Hans Wanner, meteorolog ved DMI.
Han sammenligner det med at forudsige, hvad der sker, hvis du placerer en lille bold på en meget spids bakketop. »Hvis du lægger en bold på en flade, så bliver den selvfølgelig bare liggende. Hvis du lægger en bold på en spids bakketop, kan den blive liggende. Men den kan også rulle en millimeter til den ene eller den anden side«, siger meteorologen.
Mandag har en tordenbyge ramt det sydvestlige Sjælland, og over natten til mandag er der registreret 11 tordenbyger over Danmark. Herefter spår DMI varmt og tørt vejr tirsdag-torsdag, hvor temperaturen formentlig rammer gennemsnitligt 28 grader.
- Skybrud: DMI varsler skybrud og torden i det meste af landet
- Ekstremt vejr: Mens du bander over vejret, er turisterne begejstrede
Dagens Bezzerwisserquiz stiller spørgsmålet: Fra hvilket land kommer osten edam?