Kære læser.
I dag er det seks år siden, at komponisten Bent Fabricius-Bjerre drog på sin sidste rejse, så vi synes, at du bør bruge anledningen til at læne dig tilbage, smide Alley Cat i ørerne og tage fat i fire nye artikler fra Politiken.
I Sydeuropa hærger naturbrandene stadig i en sådan grad, at et sjældent vejrfænomen har ramt Frankrig. I Danmark har mere end 84.000 mennesker fået svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie. Og i Sø- og Handelsretten beskylder parterne energiselskabet Energidrift A/S for at forsøge at stjæle kunder i strid med loven.
Et canadisk redningsfly hjælper med at bekæmpe flammerne i Frankrig.
DMI: Sådan opstår de sjældne ildskyer i Frankrig
Som om kampen mod naturbrandene i områderne Gironde og Landes i Frankrig ikke er en stor nok udfordring for det franske brandvæsen, ser de nu også ind i, at de skal bekæmpe et meget sjældent vejrfænomen, pyrocumulonimbus-skyer - også kaldet ildskyer. Politiken har ringet til meteorolog hos DMI Anne Borris for at forstå, hvad det er for et vejrfænomen, de franske myndigheder har kaldt kampen mod for »David mod Goliat«.
»Varmen og partiklerne fra skovbranden opvarmer luften og kan under de rette betingelser gøre, at atmosfæren bliver ustabil, og dermed kan der blive dannet disse skyer«, siger hun og fortsætter:
»Hvis disse byger bliver tilstrækkeligt kraftige, så kan der dannes lyn og torden. Og hvis det så har været tørt i en længere periode, som vi oplever i Frankrig, risikerer man, at lynet antænder nye brande, uden at der er regn samme sted. Det er udfordringen«.
De ødelæggende skovbrande har indtil videre resulteret i, at mere end 350.000 borgere er blevet evakueret, og mere end 200.000 hektar er brændt.
- Ekspert om naturbrande:Vi kan ikke længere slukke os ud af problemet
- Turist flygtede fra flammehav i Frankrig:»Det var som taget ud af en film – vi var nødt til at tage alt med«
Der bliver plads til færre studerende på CBS, trods rekordhøj interesse fra ansøgerne. Det ærgrer rektor.
CBS må skuffe historisk mange ansøgere i år
Natten til tirsdag fik godt 84.000 ansøgere svar på, om de er blevet optaget på en videregående uddannelse. Regeringen ser det især som en succes, at det for første gang i flere år er lykkedes at få flere ind på de store velfærdsuddannelser.
Mens optaget på pædagog- og socialrådgiveruddannelsen ligger på niveau med sidste år, er optaget på læreruddannelsen steget 7 procent, og optaget på sygeplejerskeuddannelsen med 3 procent.
»Det viser, at det blandt andet med et politisk fokus og konkrete initiativer kan lade sig gøre at øge optaget til de uddannelser, som er fundamentet for fremtidens velfærdssamfund«, udtaler Christina Egelund, minister for uddannelse, forskning og digitalisering.
Et bredt politisk flertal reducerede for nogle år siden antallet af studiepladser på universiteterne for netop at skubbe flere unge over på de store velfærdsuddannelser.
Og selv om det ser ud til at være lykkedes, får regeringen alligevel kritik fra erhvervslivet. På Copenhagen Business School (CBS) har mere end halvdelen af alle ansøgere i år fået afslag.
»Vi kan se, at der er vanvittig god beskæftigelse for CBS’ere og tårnhøje startlønninger, som de fleste ville misunde. At vi skal afvise så mange unge, der har lyst til at læse der, har vi fra erhvervslivets side meget svært ved at forstå«, siger Mads Eriksen Storm, fagchef for uddannelse og forskning hos Dansk Erhverv.
- »Meget svært at forstå«:Rekordmange unge får afslag fra CBS
- Overblik:Her er adgangskvotienten for alle uddannelser
Det er sms’er som denne, blandt andre Ewii-direktøren, Lars Bonderup (billedet), mener er klart ulovlige.
Udskældt elselskab har muligvis flyttet »adskillige« i strid med reglerne
Energinet – som er den offentlige virksomhed, der står for at drive el- og gasnettet i Danmark – har i dag midlertidigt lukket for, at det udskældte elselskab Energidrift A/S kan anmelde leverandørskift for kunder.
Det sker, efter at flere medier – herunder Politiken – kunne fortælle, at flere kunder hos Ewii og OK, som tidligere har været elkunder i Velkommen og Nettopower, hen over weekenden er blevet orienteret om, at deres elselskab fremover er Energidrift.
»Din aftale overføres i disse dage til Energidrift A/S – samme vilkår som før. Bekræft din betalingsmetode: Svar OK på denne sms eller brug linket«, lyder en af flere sms-henvendelser, Politiken har set.
Ifølge Ewii og OK er henvendelserne i strid med loven, fordi kunderne allerede har forladt Velkommen-koncernen. De betragter derfor meddelelserne om leverandørskift som en form for kundetyveri.
Balladen om sms’erne kommer oven i et retsmøde tirsdag, hvor Sø- og Handelsretten skal tage stilling til en konkursbegæring for Velkommen-koncernen.
- Nyhed:Sms’er får nu konsekvenser for udskældt elselskab
- Drama før retsmøde:Elselskaber og advokat anklages for kundetyveri
Dagens Bezzerwisserquiz er til dig, der kan svare på, hvilken dato, der falder første søndag i advent senest i henhold til den danske folkekirkes kirkeår?